Okay, her kommer så alligevel en sidste blog inden jeg takker af.
Jeg var i Yele i går for at besøge min ven familie. Det ligger to timers kørsel fra Masanga så vi var på heldags tur med hans søn, en nabo og chaufførens kæreste.
Min ven, Maxwell, kommer fra en lille landsby på cirka 20 huse. Sidst der havde været hvide i området var nogle missionærer før krigen. Derfor var det ikke så lidt at jeg dukkede op oven i at han ikke selv havde været hjemme i halvandet år. Det var en stor dag for landsbyen.
Det bliver en rigtig hyggelig dag, hvor mit mangelfulde themne skaber stor begejstring, men kombineret med deres manglende engelsk, så ender jeg med at lege en masse med børnene. Ind imellem bliver jeg glad hentet af Maxwells far, mor, tante, kusine og andre familie relationer, som tager mig i hånden og siger Line, Line, Line. Så jeg blev vist rundt til nogle nyfødte geder, en mark, en anden mark, en å, noget madlavning, en tredje mark. Ja, jeg lærte meget den dag. Hen på eftermiddagen hvor de små piger er i fuld gang med at lave en høstak af mit hår kalder Maxwell mig ud. Der er en fødsel, der er komplikationer og om jeg vil kigge på det. Selvfølgelig, siger jeg. Mænd må ikke være med til fødsler, så jeg bliver koblet på hans mor, som følger mig om bag nogle huse. På vejen tænker jeg på alle de komplicerede fødsler vi har i Masanga hver uge og umiddelbart kan jeg ikke rigtig se hvad nytte jeg kan gøre i en landsby uden nogen som helst hjælpemidler. Men fødsler uden komplikationer – det kan jeg klare. Lige som vi drejer om det sidste hjørne lyder der et vræl. Babyen er ude. Synet der venter mig bag palmen er smukt og skræmmende på samme tid. På den bare jord med høns og støv op over begge ører, ligger en kvinde og bløder fra underlivet, et helt nyfødt barn smurt ind i blod og foster fedt og en moderkage. Rundt om dette senarie står 4 kvinder som kigger forventningsfuldt op på mig. Hvad gør vi nu? Jeg undrede mig meget. De føder jo utallige børn alle sammen og det kan umuligt være første gang de hjælper til en fødsel.
Men jeg går i krig. Min erfaring fra Masanga er at den sværeste og hyppigste komplikation er at moderen ikke stopper med at bløde. Derude havde jeg hverken mulighed for drop, oxytoxcin eller lignende. Efter lige at have sikret frie luftveje på barnet tager jeg fat i moderen. Jeg tørret hende mellem benene for at vurdere om hun stadig bløder. Det løber lidt og jeg masserer hendes mave for at hjælpe livmoderen til at trække sig sammen og dermed stoppe blødningen. Derudover tjekker jeg hende mere generelt og vurderer at hun er okay. Så skal jeg i gang med babyen. Den ligger stadig tilkoblet moderkagen, som ligger i sandet ved siden af. Med tegnsprog får jeg forklaret mødrene at de skal skaffe saks og tråd. Der ligger noget stof på jorden og det hiver de straks i strimler. Hmm… Ikke lige hvad jeg havde håbet på af hygiejne og holdbarhed. Men jeg tænker – okay, det bliver jo alligevel ikke så sterilt som jeg kunne ønske, og det er vel bedre end ingenting. Så jeg begynder at binde navlestrengen til med støvede trævler af stof. Heldigvis kommer der en dame løbende med saks og sytråd. Trods alt bedre. Så jeg får bundet og klippet navlestrengen. Jeg tjekker de babyreflekser som jeg kender og det virker alt sammen fint. Så jeg siger ’Baby ofino’ og giver hende videre til den nærmeste kvinde. Så skal jeg tjekke moderkagen. Ingen handsker, HIV, fluer osv osv. Yaix! Men jeg tæller til 10 og får den op. Den så heldigvis fin ud. Puha. Alle er i orden.
Men så får jeg mulighed for at se hvordan de håndterer nyfødte med alle deres traditional beliefs osv. Først bliver babyen smurt ind i sæbe fra top til tå, som en lille skum bamse. Så bliver det vasket af på en meget grov måde hvor vandet bare bliver smidt ud over det hele. Men de havde opvarmet vandet. Det var jeg imponeret af. Så tager kvinden en ordentlig mundfuld vand og spytter det hele ind i barnets mund med en ret hård stråle. Det gentages 5 gange. Barnet hverken hoster eller græder. Vandet bliver derinde. Hmm… Jeg var lige ovre og prikke til hende for at se om hun stadig var i live efter den lille ’simulerede drukning’. Så begynder de at smøre hende ind i noget parfumeret olie. Da de går i gang med det forklarer jeg dem at det ikke må komme på navlestrengen. Nej, nej, siger de grinende, selvfølgelig ikke. For ja, så kommer der nemlig en dame med en plastik kop med en urte blandning. Den skal både smøres ud over kønsdelene og – selvfølgelig – navlestrengen. Sådan, så er hun fin og ren, og bliver lagt i mine arme. Jeg pludrer lidt med hende og kigger så op efter moderen. Hun er i fuld gang med at vaske underlivet. Der efter hopper hun i et stykke stof og går hen og fortsætter madlavningen. What!? Det var det. Nu skulle hun videre. Shit (undskyld) men det var en sej kvinde! Jeg insisterer på at hun skal amme barnet ellers vil jeg ikke gå. Så hun bliver ammet og derefter råber alle kvinderne glade ’Baby Line!’. Jeg siger åh, nej, det skal I ikke, det er svært at udtale osv. Men da jeg kommer ud af det lille mørke rum på 4 kvm som gør det ud for deres hjem, møder jeg faderen til barnet. ’Åh, Baby Line. Momo momo’ (tak tak). Hele landsbyen er oppe at køre og Maxwells familie er ved at revne af stolthed.
En baby Line er født. Bedre kunne jeg vist ikke komme herfra.
Kh
mandag den 25. januar 2010
lørdag den 23. januar 2010
Farvel til Masanga og mine nye venner
Kære alle sammen,
Her kommer så min sidste blog, som et tegn på mit absolut sidste farvel til Masanga og de mange venskaber jeg har skabt igennem de sidste 6 måneder. Det er absolut med forventnings glæde at jeg ved at min hjemkomst nærmer sig, men det er bestemt også med et meget tungt hjerte at jeg skal sige farvel hernede. Der farer mange tanker igennem mit hoved, tårer der løber ned af mine kinder og hjertesorger over alle de skæbner jeg forlader bag mig. Venners skæbner.
Det har været en varieret sidste måned, som har båret præg af at vi skulle afslutte projektet, gøre klar til overragelse men også at vi har sat fokus på hvad vi selv gerne ville opleve inden vi tager hjem. I perioder har vi arbejdet dag og nat for at skrive rapporter, lave quality control færdig, samle alle de løse ender og sikre os at vi overdrager projektet i bedst mulig stand. Andre gange har vi bare holdt ferie, som da vi over julen bare hyggede i Masanga med de lokale i village til den ene fest efter den anden. Det sidste hold tog hjem lige før jul og siden da er Silje og jeg blevet meget bevidste om at vi er det næste hold der er på vej væk. Jeg prøver virkelig at nyde resten af min tid, men min afsked bliver også mere og mere nærværende og vi bliver nu dagligt mindet om at folk er kede af at vi skal hjem og at de ville ønske vi blev. Det ville jeg også.
Men jeg skal hjem. Det er uundgåeligt og – til den tid – også glædeligt. Jeg skal derfor hellere bare se at komme af sted på en ordentlig måde. Vores afløsere kom i lørdags og vi er derfor langsomt ved at slippe projektet. Det føles rigtigt – livet skal jo også gå videre og nu skal der nye ideer og kræfter til. Så nu står den på tur til Yele i morgen, hvor jeg skal besøge en vens familie, shopping tur til Makeni tirsdag og en masse afskeds møder og hyggestunder igennem den kommende uge. Lørdag slutter vi så det hele af med et brag af en afskedsfest. Vi har inviteret 180 mennesker til mad, drikke, taler, dans og dj musik. Det koster selvfølgelig lidt at skyde sådan en fest af, men ikke desto mindre føler jeg også at jeg skylder dem det. Jeg skylder dem at sige ordentlig tak og farvel. Og ja, det er jo et godt tegn at jeg er ked af at forlade dem – det er et tegn på at jeg har knyttet mig til dem, at jeg har knyttet mig til mennesker hvis skæbner er så uendelig fjerne fra mig. Mennesker jeg aldrig havde forventet ville komme mig så nær.
Selvfølgelig kommer jeg hjem med nye projekter efter sådan en oplevelse. Silje og jeg arbejder på at få et sygeplejerske sponsor program op at stå. Det har taget mange overvejelser, udregninger og møder, men vi har det langsomt på plads. Derudover skal jeg hjem og skaffe midler til at min ven, som arbejder i laboratoriet, kan få en uddannelse. Han arbejder selvlært, uden papir på hans kunnen og går derfor en meget usikker fremtid i møde hvis ikke han få en egentlig uddannelse. Jeg er rigtig glad for at jeg har noget at arbejde videre med når jeg kommer hjem, så Masanga ikke forlader mig helt d. 2. Feburar.
Det har været en fantastisk oplevelse. Jeg har fået Afrika helt ind under huden og de dødsens farlige motorcykel ture skræmmer mig ikke mere, jeg spilder ikke længere vand ned over mig når jeg bærer det i store spande på hovedet fra brønden, jeg frygter ikke længere det altomsluttende mørke om aftenen, jeg vifter flagermus, edderkopper og andet kravl væk uden at tænke videre over det og jeg tager fint alene til Makeni og handler rundt på markedet mellem dyr, mennesker, tiggere, motorcykler og alverdens andre forhindringer. Jeg må sige, at jeg føler mig meget hjemme. Når det så er sagt så har min snarlige hjemkomst også fået mig til at drømme om salat, yoghurt, min egen seng, mine dejlige venner og veninder og min familie. Ja, hele mit liv derhjemme. I kan tro jeg også glæder mig til at få Danmark ind under huden igen.
Så jeg vil slutte her. Sige farvel til mit elskede Sierra Leone og vende tanker og hjerte mod Danmark. Vi ses derhjemme – snart!
Kærligst Line
Her kommer så min sidste blog, som et tegn på mit absolut sidste farvel til Masanga og de mange venskaber jeg har skabt igennem de sidste 6 måneder. Det er absolut med forventnings glæde at jeg ved at min hjemkomst nærmer sig, men det er bestemt også med et meget tungt hjerte at jeg skal sige farvel hernede. Der farer mange tanker igennem mit hoved, tårer der løber ned af mine kinder og hjertesorger over alle de skæbner jeg forlader bag mig. Venners skæbner.
Det har været en varieret sidste måned, som har båret præg af at vi skulle afslutte projektet, gøre klar til overragelse men også at vi har sat fokus på hvad vi selv gerne ville opleve inden vi tager hjem. I perioder har vi arbejdet dag og nat for at skrive rapporter, lave quality control færdig, samle alle de løse ender og sikre os at vi overdrager projektet i bedst mulig stand. Andre gange har vi bare holdt ferie, som da vi over julen bare hyggede i Masanga med de lokale i village til den ene fest efter den anden. Det sidste hold tog hjem lige før jul og siden da er Silje og jeg blevet meget bevidste om at vi er det næste hold der er på vej væk. Jeg prøver virkelig at nyde resten af min tid, men min afsked bliver også mere og mere nærværende og vi bliver nu dagligt mindet om at folk er kede af at vi skal hjem og at de ville ønske vi blev. Det ville jeg også.
Men jeg skal hjem. Det er uundgåeligt og – til den tid – også glædeligt. Jeg skal derfor hellere bare se at komme af sted på en ordentlig måde. Vores afløsere kom i lørdags og vi er derfor langsomt ved at slippe projektet. Det føles rigtigt – livet skal jo også gå videre og nu skal der nye ideer og kræfter til. Så nu står den på tur til Yele i morgen, hvor jeg skal besøge en vens familie, shopping tur til Makeni tirsdag og en masse afskeds møder og hyggestunder igennem den kommende uge. Lørdag slutter vi så det hele af med et brag af en afskedsfest. Vi har inviteret 180 mennesker til mad, drikke, taler, dans og dj musik. Det koster selvfølgelig lidt at skyde sådan en fest af, men ikke desto mindre føler jeg også at jeg skylder dem det. Jeg skylder dem at sige ordentlig tak og farvel. Og ja, det er jo et godt tegn at jeg er ked af at forlade dem – det er et tegn på at jeg har knyttet mig til dem, at jeg har knyttet mig til mennesker hvis skæbner er så uendelig fjerne fra mig. Mennesker jeg aldrig havde forventet ville komme mig så nær.
Selvfølgelig kommer jeg hjem med nye projekter efter sådan en oplevelse. Silje og jeg arbejder på at få et sygeplejerske sponsor program op at stå. Det har taget mange overvejelser, udregninger og møder, men vi har det langsomt på plads. Derudover skal jeg hjem og skaffe midler til at min ven, som arbejder i laboratoriet, kan få en uddannelse. Han arbejder selvlært, uden papir på hans kunnen og går derfor en meget usikker fremtid i møde hvis ikke han få en egentlig uddannelse. Jeg er rigtig glad for at jeg har noget at arbejde videre med når jeg kommer hjem, så Masanga ikke forlader mig helt d. 2. Feburar.
Det har været en fantastisk oplevelse. Jeg har fået Afrika helt ind under huden og de dødsens farlige motorcykel ture skræmmer mig ikke mere, jeg spilder ikke længere vand ned over mig når jeg bærer det i store spande på hovedet fra brønden, jeg frygter ikke længere det altomsluttende mørke om aftenen, jeg vifter flagermus, edderkopper og andet kravl væk uden at tænke videre over det og jeg tager fint alene til Makeni og handler rundt på markedet mellem dyr, mennesker, tiggere, motorcykler og alverdens andre forhindringer. Jeg må sige, at jeg føler mig meget hjemme. Når det så er sagt så har min snarlige hjemkomst også fået mig til at drømme om salat, yoghurt, min egen seng, mine dejlige venner og veninder og min familie. Ja, hele mit liv derhjemme. I kan tro jeg også glæder mig til at få Danmark ind under huden igen.
Så jeg vil slutte her. Sige farvel til mit elskede Sierra Leone og vende tanker og hjerte mod Danmark. Vi ses derhjemme – snart!
Kærligst Line
tirsdag den 8. december 2009
Beauty contest
Kære alle sammen
Ja, her troede jeg så at jeg skulle skrive hjem om at jeg har været på weekendtur til en national park, at jeg har set flere vilde flodheste fra 20 meters afstand, at jeg har besteget et bjerg udenfor Masanga, at jeg er ked af at Liv snart skal hjem eller at vi har problemer med at skaffe børn på afdelingen. Men nej, det jeg skal fortælle til jer i dag er meget mere vigtigt, meget mere givende og meget mere gavnende for de lokale. Jeg skal fortælle om den aften jeg endte som dommer til en skønhedskonkurrence på college i Makeni. Der var tale om en udvælgelse til deltagelse i Miss Northern Province. Ikke så lidt endda!
Vi havde en fælles weekend i Masanga, hvilket efterhånden er en sjældenhed. Vi er pt 14 voluntører hernede og der er altid nogen på business tur, på ferietur, på arbejde eller med planer. Flere af os skal hjem i løbet af de næste par måneder og weekendture er derfor blevet noget hyppigere da vi alle føler at vi skal nå at se lidt mere af Sierra Leone inden vi tager hjem. Men Masanga er nu dejlig i weekenden og det er hyggeligt med sen morgenmad og kaffe på terassen, med en søndagstur op i village og en enkelt fest aften eller to. Vi har fundet en bar i Magburaka, som ligger 30 minutters kørsel herfra, hvor vi ofte tager til når der skal danses og drikkes palmevin. Da jeg gik op til Samuel i fredags for at bestille en bil til lørdag nat fortalte han at der var skønhedskonkurrence på hans universitet i Makeni. Skønhedskonkurrence i et af verdens fattigste lande!?! Det måtte vi bare se. Så der blev ændret planer og vi tog af sted mod Makeni lørdag aften uden rigtig at vide hvad vi gik ind til. Da jeg havde spurgt Samuel ud til hvad pigerne blev bedømt efter hed det – ’Nice dress and nice walk to show the nice body, and a nice face with a nice mouth to say nice words’. Intet mindre. Da vi ankom havde de selvfølelig varskoet at der kom O Porto’s (hvide mennesker) og der var linet 7 stole op foran forreste række til os. Salen var proppet og der var vel omkring 1000 mennesker der sad, stod, sang, råbe og førte sig frem i deres fineste outfits. Det var en hel anden verden at komme til for os bøndere ude fra junglen. De som har råd til at gå på college har jo også råd til at gå i nyere tøj, følge med i hvad der er in og for første gang mens vi har været her oplevede vi at der var kø i baren. Normalt er vi de eneste til festerne som rent faktisk har råd til at købe drikkevarer. Nogle af de mere modige piger inviterede os op og danse og hele aftenen blev indledt med at vi dansede foran hele salen indtil showet gik i gang. Da vi havde sat os kom en dame op til mig og sagde at de manglede en kvindelig dommer og om jeg var interesseret. Selvfølgelig! Så jeg blev placeret ved højbordet med blomster, silkebånd til vinderen og gratis drikkevarer. Ved dommerbordet sad der også en mand fra lærerstaben, et medlem af parlamentet, en artist og nogle andre jeg ikke forstod hvem var.
Langsomt gik showet i gang i de vil starte med at præsentere dommerne. Hmm…tænker jeg, hvordan vil de præsentere mig eftersom de ikke har andet end mit navn. Men ja, ham oppe på scenen begynder at fortælle om ’…All the way from New York city …. Miss Amra Sinel!’. Jeg kigger rundt på dommerne – hvem mon kommer fra New York – indtil jeg opdager at hele salen kigger på mig. Så jeg vinker lidt indtil de fra scenen vinker mig op. Så måtte Miss Amra Sinel fra New York City gå op på scenen og neje og vinke til publikum. Smukt! Derefter gik alt galt. Der var kun 3 deltagere og de var alle 3 pænt dårlige. Publikum hujede og skreg når de kom ind og da den ene lod som om at hun bad en bøn løftede taget sig. De skulle igennem 5 kategorier og da klokken var 02 (de startede 22.30) var de stadig kun halvvejs. Mine kære venner sad på forreste række og halvsov og mit ellers meget påsatte smil var langsomt begyndt at falme. Det var en maraton af local artists, som dansede og ’rappede’ til playback, lange taler, præsentationer af alverdens ligegyldige mænd og damer og ind imellem de 3 piger som lavede det vilde skuespil for os på scenen. En hård hård aften som beauty dommer.
I den kommende weekend tager vi 5 voluntører til chimpanse reservat, Freetown og videre til 2 dage på stranden. Jo, vi fejrer rigtig jul hernede.
Kys og kærlighed fra Miss Amra Sinel
Ja, her troede jeg så at jeg skulle skrive hjem om at jeg har været på weekendtur til en national park, at jeg har set flere vilde flodheste fra 20 meters afstand, at jeg har besteget et bjerg udenfor Masanga, at jeg er ked af at Liv snart skal hjem eller at vi har problemer med at skaffe børn på afdelingen. Men nej, det jeg skal fortælle til jer i dag er meget mere vigtigt, meget mere givende og meget mere gavnende for de lokale. Jeg skal fortælle om den aften jeg endte som dommer til en skønhedskonkurrence på college i Makeni. Der var tale om en udvælgelse til deltagelse i Miss Northern Province. Ikke så lidt endda!
Vi havde en fælles weekend i Masanga, hvilket efterhånden er en sjældenhed. Vi er pt 14 voluntører hernede og der er altid nogen på business tur, på ferietur, på arbejde eller med planer. Flere af os skal hjem i løbet af de næste par måneder og weekendture er derfor blevet noget hyppigere da vi alle føler at vi skal nå at se lidt mere af Sierra Leone inden vi tager hjem. Men Masanga er nu dejlig i weekenden og det er hyggeligt med sen morgenmad og kaffe på terassen, med en søndagstur op i village og en enkelt fest aften eller to. Vi har fundet en bar i Magburaka, som ligger 30 minutters kørsel herfra, hvor vi ofte tager til når der skal danses og drikkes palmevin. Da jeg gik op til Samuel i fredags for at bestille en bil til lørdag nat fortalte han at der var skønhedskonkurrence på hans universitet i Makeni. Skønhedskonkurrence i et af verdens fattigste lande!?! Det måtte vi bare se. Så der blev ændret planer og vi tog af sted mod Makeni lørdag aften uden rigtig at vide hvad vi gik ind til. Da jeg havde spurgt Samuel ud til hvad pigerne blev bedømt efter hed det – ’Nice dress and nice walk to show the nice body, and a nice face with a nice mouth to say nice words’. Intet mindre. Da vi ankom havde de selvfølelig varskoet at der kom O Porto’s (hvide mennesker) og der var linet 7 stole op foran forreste række til os. Salen var proppet og der var vel omkring 1000 mennesker der sad, stod, sang, råbe og førte sig frem i deres fineste outfits. Det var en hel anden verden at komme til for os bøndere ude fra junglen. De som har råd til at gå på college har jo også råd til at gå i nyere tøj, følge med i hvad der er in og for første gang mens vi har været her oplevede vi at der var kø i baren. Normalt er vi de eneste til festerne som rent faktisk har råd til at købe drikkevarer. Nogle af de mere modige piger inviterede os op og danse og hele aftenen blev indledt med at vi dansede foran hele salen indtil showet gik i gang. Da vi havde sat os kom en dame op til mig og sagde at de manglede en kvindelig dommer og om jeg var interesseret. Selvfølgelig! Så jeg blev placeret ved højbordet med blomster, silkebånd til vinderen og gratis drikkevarer. Ved dommerbordet sad der også en mand fra lærerstaben, et medlem af parlamentet, en artist og nogle andre jeg ikke forstod hvem var.
Langsomt gik showet i gang i de vil starte med at præsentere dommerne. Hmm…tænker jeg, hvordan vil de præsentere mig eftersom de ikke har andet end mit navn. Men ja, ham oppe på scenen begynder at fortælle om ’…All the way from New York city …. Miss Amra Sinel!’. Jeg kigger rundt på dommerne – hvem mon kommer fra New York – indtil jeg opdager at hele salen kigger på mig. Så jeg vinker lidt indtil de fra scenen vinker mig op. Så måtte Miss Amra Sinel fra New York City gå op på scenen og neje og vinke til publikum. Smukt! Derefter gik alt galt. Der var kun 3 deltagere og de var alle 3 pænt dårlige. Publikum hujede og skreg når de kom ind og da den ene lod som om at hun bad en bøn løftede taget sig. De skulle igennem 5 kategorier og da klokken var 02 (de startede 22.30) var de stadig kun halvvejs. Mine kære venner sad på forreste række og halvsov og mit ellers meget påsatte smil var langsomt begyndt at falme. Det var en maraton af local artists, som dansede og ’rappede’ til playback, lange taler, præsentationer af alverdens ligegyldige mænd og damer og ind imellem de 3 piger som lavede det vilde skuespil for os på scenen. En hård hård aften som beauty dommer.
I den kommende weekend tager vi 5 voluntører til chimpanse reservat, Freetown og videre til 2 dage på stranden. Jo, vi fejrer rigtig jul hernede.
Kys og kærlighed fra Miss Amra Sinel
tirsdag den 24. november 2009
Hermed et forsøg på CPR til den tomme og forladte blog.
Jeg har siden sidst været halvanden uge i Danmark i forbindelse med min morfars dødsfald. Det var trist, mærkeligt men også rigtig dejligt at se familien. Min morfar er helt sikkert rigtig glad for at han kunne få mig hjem for en stund og se at jeg havde godt. Jeg havde forventet en mindre skiktzofren uge, men det gik glat. De som så mig kan nok nikke genkendende til at jeg stadig havde både hjerte og hjerne i Sierra Leone. Ja, min hjem for dette efterår er og bliver Masanga. Ingen tvivl om det.
Siden jeg kom hjem d. 6. november har jeg haft enorm travlt. Men med hvad? Med at nyde! Turen til Danmark gjorde mig endnu engang opmærksom på hvor fedt her er og på hvor kort min tid er hernede. Jeg er sikker på at jeg vil nyde det endnu mere nu hvor jeg er tilbage igen. Så I må bære over med minimale mails for en periode - jeg er optaget af livet.
På arbejdsfronten har Silje og jeg opnået mange resultater siden jeg kom tilbage. Vi havde begge savnet hinanden og arbejdet og vi havde nye ideer og blod på tanden til at kaste os ud i det hele igen. Vi har holdt møde med vores nurse og hun er nu blevet ansvarlig for meget mere på afdelingen og skal nu tage del i alt arbejdet - også det administrative. Vi regnede alle 3 med at det ville blive en langsom process hvor vi støttede, superviserede og overdrog arbejdet lidt efter lidt. Men Emma, nursen, er bare blevet så glad for den tillid vi har vist hende at hun bare har taget det i stiv arm. Det er vildt fedt og vi inddrager hende nu i alt. Pludselig går vi ikke længere stuegang, med mindre hun har brug for vores hjælp, pludselig bestiller hun biler/medicin/møder osv. Så det er stor succes og tør vise os når hun er i tvivl. Selvom det betyder mindre tid på afdelingen, mindre patientkontakt og generelt mindre arbejde så mærker vi nu essensen af udviklingsarbejde fremfor nødhjælpsarbejde. Hvis vi kan tage herfra med en afdeling der næsten kører sig selv og med et kompetent og selvsikkert personale så har vi opnået mere end hvis vi selv havde taget uendelige patienter i vores tid hernede. For at opnå dette arbejder vi stadig hårdt på quality control. Det er meget omfattende og sjovt. Jo, de er lige så dårlige som vi troede, men de er interesserede og glade for muligheden for at blive bedre.
Istedet for arbejdet i afdelingen har jeg så kastet min over andre opgaver. Jeg har i samarbejde med den hollandske læge arbejdet på at få en blodbank på benene. På nuværende tidspunkt er alle blodtransfusioner baseret på patientens familie og venner. Det er ikke altid nemt at finde en der matcher og hverken har HIV, leverbetændelse, syfilis eller malaria. Det er faktisk ofte rigtig svært. Nogen gange finder vi ikke en donor og i de tilfælde er det altid et spil om patienten klarer den eller ej. Med en blodbank vil vi også kunne skaffe blod til disse patienter. Det er rigtig fedt at være så stor en del af at optimere hospitalets behandlings muligheder. Endnu engang kan man virkelig at man laver udviklingsarbejde. Skønt! Jeg forsøger også at komme længere med mit forskning. Det er selvfølgelig forbundet med utallige uforudsete problemer, men jeg håber stadig at kunne gennemføre det. Silje og jeg begynder også at tage ambulante patienter i OPD'en fra næste uge. Det bliver et helt nyt kapitel af vores medicinske læring hernede.
Ellers har vi været en forlænget weekend på Banana Island. 2 øer med 900 indbyggere og nogle af de smukkeste strande jeg nogen sinde har set. Her stod den bare på strand, hygge, musik, bål om aftenen, hummer, øl og masser af tid med de andre voluntører. På fredag er vi 7 der tager til Otamakolili. En national park i nord, hvor der er en anden slags jungle og hvor vi skal se flodheste og slappe af. Det er dejligt at arbejdet på afdelingen nu også giver os tid og overskud til at komme lidt ud.
Ellers så er dagen i dag jo min fødselsdag. Jeg blev vækket i morges af Silje, Signe og Liv, som sang fødselsdagssang og hev mig med ud til stor morgenmad. Alle 16 voluntører sad klar med pandekager, blomster på bordet og kaffe. Så har jeg været oppe og gå stuegang da Emma ikke er i Masanga i dag. Desværre fandt jeg et barn i en af sengene, som ligger og er ved at dø. Ikke den bedste fødselsdags gave, men jeg kan endnu engang mærke at jeg har set det før. Aminata er stadig ikke død og jeg vil gå op og tjekke til hende senere igen. Til frokost lavede vi luxus mad med advokadoer købt i Freetown, agurk, soltørrede tomater fra Danmark og løg. Har helt ondt i maven af den usædvanlige mad. Nu sidder jeg i skyggen og er mæt og lykkelig. Esther vil i dagens anledning forsøge at bage chokoladekage i en af de mærkelige ovne i village og i aften skal vi spise sammen og have - efter min bestilling - bønne sovs. Jeg vil smutte op i village nu og skaffe nogle flaske palmevin til aftensmaden. Lækkert! Tak for alle jeres hilsner!
Nu vil jeg slutte af. Jeg er lykkelig helt ned i maven og jeg kunne ikke have en bedre 25 års fødselsdag!
Mange kærlige hilsner fra mig
Jeg har siden sidst været halvanden uge i Danmark i forbindelse med min morfars dødsfald. Det var trist, mærkeligt men også rigtig dejligt at se familien. Min morfar er helt sikkert rigtig glad for at han kunne få mig hjem for en stund og se at jeg havde godt. Jeg havde forventet en mindre skiktzofren uge, men det gik glat. De som så mig kan nok nikke genkendende til at jeg stadig havde både hjerte og hjerne i Sierra Leone. Ja, min hjem for dette efterår er og bliver Masanga. Ingen tvivl om det.
Siden jeg kom hjem d. 6. november har jeg haft enorm travlt. Men med hvad? Med at nyde! Turen til Danmark gjorde mig endnu engang opmærksom på hvor fedt her er og på hvor kort min tid er hernede. Jeg er sikker på at jeg vil nyde det endnu mere nu hvor jeg er tilbage igen. Så I må bære over med minimale mails for en periode - jeg er optaget af livet.
På arbejdsfronten har Silje og jeg opnået mange resultater siden jeg kom tilbage. Vi havde begge savnet hinanden og arbejdet og vi havde nye ideer og blod på tanden til at kaste os ud i det hele igen. Vi har holdt møde med vores nurse og hun er nu blevet ansvarlig for meget mere på afdelingen og skal nu tage del i alt arbejdet - også det administrative. Vi regnede alle 3 med at det ville blive en langsom process hvor vi støttede, superviserede og overdrog arbejdet lidt efter lidt. Men Emma, nursen, er bare blevet så glad for den tillid vi har vist hende at hun bare har taget det i stiv arm. Det er vildt fedt og vi inddrager hende nu i alt. Pludselig går vi ikke længere stuegang, med mindre hun har brug for vores hjælp, pludselig bestiller hun biler/medicin/møder osv. Så det er stor succes og tør vise os når hun er i tvivl. Selvom det betyder mindre tid på afdelingen, mindre patientkontakt og generelt mindre arbejde så mærker vi nu essensen af udviklingsarbejde fremfor nødhjælpsarbejde. Hvis vi kan tage herfra med en afdeling der næsten kører sig selv og med et kompetent og selvsikkert personale så har vi opnået mere end hvis vi selv havde taget uendelige patienter i vores tid hernede. For at opnå dette arbejder vi stadig hårdt på quality control. Det er meget omfattende og sjovt. Jo, de er lige så dårlige som vi troede, men de er interesserede og glade for muligheden for at blive bedre.
Istedet for arbejdet i afdelingen har jeg så kastet min over andre opgaver. Jeg har i samarbejde med den hollandske læge arbejdet på at få en blodbank på benene. På nuværende tidspunkt er alle blodtransfusioner baseret på patientens familie og venner. Det er ikke altid nemt at finde en der matcher og hverken har HIV, leverbetændelse, syfilis eller malaria. Det er faktisk ofte rigtig svært. Nogen gange finder vi ikke en donor og i de tilfælde er det altid et spil om patienten klarer den eller ej. Med en blodbank vil vi også kunne skaffe blod til disse patienter. Det er rigtig fedt at være så stor en del af at optimere hospitalets behandlings muligheder. Endnu engang kan man virkelig at man laver udviklingsarbejde. Skønt! Jeg forsøger også at komme længere med mit forskning. Det er selvfølgelig forbundet med utallige uforudsete problemer, men jeg håber stadig at kunne gennemføre det. Silje og jeg begynder også at tage ambulante patienter i OPD'en fra næste uge. Det bliver et helt nyt kapitel af vores medicinske læring hernede.
Ellers har vi været en forlænget weekend på Banana Island. 2 øer med 900 indbyggere og nogle af de smukkeste strande jeg nogen sinde har set. Her stod den bare på strand, hygge, musik, bål om aftenen, hummer, øl og masser af tid med de andre voluntører. På fredag er vi 7 der tager til Otamakolili. En national park i nord, hvor der er en anden slags jungle og hvor vi skal se flodheste og slappe af. Det er dejligt at arbejdet på afdelingen nu også giver os tid og overskud til at komme lidt ud.
Ellers så er dagen i dag jo min fødselsdag. Jeg blev vækket i morges af Silje, Signe og Liv, som sang fødselsdagssang og hev mig med ud til stor morgenmad. Alle 16 voluntører sad klar med pandekager, blomster på bordet og kaffe. Så har jeg været oppe og gå stuegang da Emma ikke er i Masanga i dag. Desværre fandt jeg et barn i en af sengene, som ligger og er ved at dø. Ikke den bedste fødselsdags gave, men jeg kan endnu engang mærke at jeg har set det før. Aminata er stadig ikke død og jeg vil gå op og tjekke til hende senere igen. Til frokost lavede vi luxus mad med advokadoer købt i Freetown, agurk, soltørrede tomater fra Danmark og løg. Har helt ondt i maven af den usædvanlige mad. Nu sidder jeg i skyggen og er mæt og lykkelig. Esther vil i dagens anledning forsøge at bage chokoladekage i en af de mærkelige ovne i village og i aften skal vi spise sammen og have - efter min bestilling - bønne sovs. Jeg vil smutte op i village nu og skaffe nogle flaske palmevin til aftensmaden. Lækkert! Tak for alle jeres hilsner!
Nu vil jeg slutte af. Jeg er lykkelig helt ned i maven og jeg kunne ikke have en bedre 25 års fødselsdag!
Mange kærlige hilsner fra mig
torsdag den 15. oktober 2009
Travl hverdag i Masanga
Kære alle sammen,
Lige lidt kort nyt fra dejlige Sierra Leone. Jeg har været fraværende på mail og blog i længere tid, men jeg håber I kan bære over med mig. Grunden til at jeg har været en smule fraværende på det sidste skyldes at Silje og jeg simpelthen arbejder så meget. Vi er fuldstændig begravet i patienter og personale og vi synes begge to at det er rigtig fedt.
Dels havde vi endnu en outreach til Makonkori sidste mandag. Her så Silje 230 børn, hvoraf vi indlagde 14. Vores afdeling har kapacitet til 19 patienter i alt, men der har ikke været så mange i over et år. Så med de 14 nye, plus vores andre patienter, måtte vi låne senge på pediatrisk, købe kopper, skeer, tallerkener, lagener osv. Det blev rigtig tydeligt at afdelingen inkl. personalet slet ikke er gearet til fuld belægning. Så det var en kæmpe sejr, at vi har kunnet skaffe patienter og at vi kan presse personalet lidt igen. Men derfor tager det pludselig meget længere tid at gå stuegang, udskrive medicin, bestille varer osv. 19 små børn, hvoraf 6 ville ligge på børneintensiv afdeling i Danmark, er nok til at give Silje og jeg sved på panden – både fagligt og psykisk.
Derudover havde vi en lille Samuel, som døde sidste uge. Han kom ind af døren torsdag eftermiddag og vi spottede hurtigt, at han ikke var helt god. Vi har lært rigtig meget af vores tidligere akutte patienter og denne gang reagerede vi helt efter protokollen. Vi havde styr på hele proceduren og efter 10 minutter havde vi givet ham alle de injektioner vi kunne give, sendt forældrene til laboratoriet for at tjekke om de var donormatch og begyndt at gøre klar til bloddonation. Desværre blev han hjernedød inden vi nåede så langt. Så jeg sad med ham i armene, da de pårørende var på laboratoriet, mens hans cornearefleks satte ud og han ikke længere reagerede på smerte. Jeg synes stadig det er rigtig hårdt og den barske virkelighed kommer meget tæt på, men den aften gik jeg i seng og sov fint. Som jeg tidligere skrev mht. muggen i sengen – alt kan blive hverdag. Desværre også spædbørns død.
Udover arbejdet i afdelingen har vi nu sat meget ind på en større kvalitetskontrol af samtlige 30 nurse aids på hospitalet. Vi har været meget overraskede over hvor dårlige de egentlig er til deres arbejde. 6 ud af 8 nurse aids på vores afdeling kan ikke engang tage en puls! Ikke så underligt, at vi hele tiden lige kigger forbi. Afdelingen er jo vores andet hjem, fordi vi ikke rigtig stoler på dem. Så der ligger et større pædagogisk og ikke mindst tålmodigheds arbejde foran os. Vi er startet med at holde individuelle samtaler med dem. Her snakker vi om arbejdsmiljø, kompetencer og almindelig psykisk velbefindende. Det har de aldrig prøvet før og de er meget begejstrede for det. Så har vi lavet en kvalitetskontrol over 3 niveauer, hvor vi som sagt starter helt nede på puls niveauet og de skal til sidst kunne håndtere et akut barn. Ja, som sagt et længere projekt…
Så arbejder vi på at udvikle vores outreach sådan at vi kan se 230 børn og stadig være i stand til at bevare overblikket og for alt i verden ikke overse nogen. Det er super svært. Det skal både være realistisk rent logistisk, tidsmæssigt og resursemæssigt, men samtidig skal screeningen have en høj kvalitet. Vi prøver alle mulige ideer, systemer og skemaer af. Det skal nok lykkes til sidst. Arbejdet med outreachen har også resulteret i en længere lønforhandling med de tre nurse aids, som vi har udnævnt til outreach teamet. Vi har kun råd til at tilbyde dem 8000 le (16 kr) mere om måneden. De havde satset på 20000 le (40 kr). Heldigvis er det rimelig simpelt – vi har ikke flere penge at give dem. Forhåbentlig siger de okay alligevel.
Så har vi introduceret en legetime med patienterne på pediatrisk. Hver onsdag eftermiddag vil vi hive børn, forældre, personale ud i den friske luft og synge, danse eller lege. Forældre hernede er ikke vant til at lege med deres børn. Vi bliver gang på gang overraskede over hvor understimulerede børnene er. 2 årige der ikke kan gå endnu, 4 årige som kigger fortabt rundt, 3 årige som stadig brystfeedes. Vi opfordrer meget til leg og dans på afdelingen, men jeg tror signalværdien er større, når vi gør det mere organiseret og laver det til et egentlig obligatorisk arrangement. Vi starter på onsdag. Det bliver rigtig sjovt. Har de mon nogen børnesange, kan vi danse med dem eller hvordan er de vant til at have børn i flok? Indtil videre tror jeg mest personalet synes vi er lidt mærkelige.
Derudover har jeg assisteret til en fødsel, lavet en acites drænage og er langsomt ved at blive introduceret til selv at tage imod patienter i OPD’en (svarende til den praktiserende læge, som ser 500 patienter i ugen). Grunden til at jeg ikke bare kan kaste mig ud i OPD arbejdet er fordi vi har sådan et lille og anderledes udvalg af medicin og jeg derfor aldrig ville kunne behandle som man ville derhjemme. Ergo skal jeg lære afrika-behandlingen.
Så ja, der er fuld fart over arbejdet. Vi har fået rigtig meget ros af de lokale, af lægen på hospitalet og generelt har vi et rigtig tilfreds og taknemmeligt staff på afdelingen. Vi synes selv at det er super spændende og vi måtte kigge hinanden dybt i øjnene, da vi i dag opdagede, at vi har 2 måneders dag. Skulle jeg ikke hjem til veninderne på studiet (hvilket jeg glæder mig så meget til, Maria, Nadja, Tine og Anne!!) så var jeg blevet længere. Kun 3½ måned tilbage. Suk!
Hele arbejdet bliver peppet op af fest i Magburaka i lørdags og fest i Masanga på søndag. Så der bliver stadig danset, drukket palmevin, hængt ud landsbyen, løbet og nydt, nydt, nydt.
Bær over med mig. Jeg skal nok få skrevet til jer alle snart!
Kærligst Line
Lige lidt kort nyt fra dejlige Sierra Leone. Jeg har været fraværende på mail og blog i længere tid, men jeg håber I kan bære over med mig. Grunden til at jeg har været en smule fraværende på det sidste skyldes at Silje og jeg simpelthen arbejder så meget. Vi er fuldstændig begravet i patienter og personale og vi synes begge to at det er rigtig fedt.
Dels havde vi endnu en outreach til Makonkori sidste mandag. Her så Silje 230 børn, hvoraf vi indlagde 14. Vores afdeling har kapacitet til 19 patienter i alt, men der har ikke været så mange i over et år. Så med de 14 nye, plus vores andre patienter, måtte vi låne senge på pediatrisk, købe kopper, skeer, tallerkener, lagener osv. Det blev rigtig tydeligt at afdelingen inkl. personalet slet ikke er gearet til fuld belægning. Så det var en kæmpe sejr, at vi har kunnet skaffe patienter og at vi kan presse personalet lidt igen. Men derfor tager det pludselig meget længere tid at gå stuegang, udskrive medicin, bestille varer osv. 19 små børn, hvoraf 6 ville ligge på børneintensiv afdeling i Danmark, er nok til at give Silje og jeg sved på panden – både fagligt og psykisk.
Derudover havde vi en lille Samuel, som døde sidste uge. Han kom ind af døren torsdag eftermiddag og vi spottede hurtigt, at han ikke var helt god. Vi har lært rigtig meget af vores tidligere akutte patienter og denne gang reagerede vi helt efter protokollen. Vi havde styr på hele proceduren og efter 10 minutter havde vi givet ham alle de injektioner vi kunne give, sendt forældrene til laboratoriet for at tjekke om de var donormatch og begyndt at gøre klar til bloddonation. Desværre blev han hjernedød inden vi nåede så langt. Så jeg sad med ham i armene, da de pårørende var på laboratoriet, mens hans cornearefleks satte ud og han ikke længere reagerede på smerte. Jeg synes stadig det er rigtig hårdt og den barske virkelighed kommer meget tæt på, men den aften gik jeg i seng og sov fint. Som jeg tidligere skrev mht. muggen i sengen – alt kan blive hverdag. Desværre også spædbørns død.
Udover arbejdet i afdelingen har vi nu sat meget ind på en større kvalitetskontrol af samtlige 30 nurse aids på hospitalet. Vi har været meget overraskede over hvor dårlige de egentlig er til deres arbejde. 6 ud af 8 nurse aids på vores afdeling kan ikke engang tage en puls! Ikke så underligt, at vi hele tiden lige kigger forbi. Afdelingen er jo vores andet hjem, fordi vi ikke rigtig stoler på dem. Så der ligger et større pædagogisk og ikke mindst tålmodigheds arbejde foran os. Vi er startet med at holde individuelle samtaler med dem. Her snakker vi om arbejdsmiljø, kompetencer og almindelig psykisk velbefindende. Det har de aldrig prøvet før og de er meget begejstrede for det. Så har vi lavet en kvalitetskontrol over 3 niveauer, hvor vi som sagt starter helt nede på puls niveauet og de skal til sidst kunne håndtere et akut barn. Ja, som sagt et længere projekt…
Så arbejder vi på at udvikle vores outreach sådan at vi kan se 230 børn og stadig være i stand til at bevare overblikket og for alt i verden ikke overse nogen. Det er super svært. Det skal både være realistisk rent logistisk, tidsmæssigt og resursemæssigt, men samtidig skal screeningen have en høj kvalitet. Vi prøver alle mulige ideer, systemer og skemaer af. Det skal nok lykkes til sidst. Arbejdet med outreachen har også resulteret i en længere lønforhandling med de tre nurse aids, som vi har udnævnt til outreach teamet. Vi har kun råd til at tilbyde dem 8000 le (16 kr) mere om måneden. De havde satset på 20000 le (40 kr). Heldigvis er det rimelig simpelt – vi har ikke flere penge at give dem. Forhåbentlig siger de okay alligevel.
Så har vi introduceret en legetime med patienterne på pediatrisk. Hver onsdag eftermiddag vil vi hive børn, forældre, personale ud i den friske luft og synge, danse eller lege. Forældre hernede er ikke vant til at lege med deres børn. Vi bliver gang på gang overraskede over hvor understimulerede børnene er. 2 årige der ikke kan gå endnu, 4 årige som kigger fortabt rundt, 3 årige som stadig brystfeedes. Vi opfordrer meget til leg og dans på afdelingen, men jeg tror signalværdien er større, når vi gør det mere organiseret og laver det til et egentlig obligatorisk arrangement. Vi starter på onsdag. Det bliver rigtig sjovt. Har de mon nogen børnesange, kan vi danse med dem eller hvordan er de vant til at have børn i flok? Indtil videre tror jeg mest personalet synes vi er lidt mærkelige.
Derudover har jeg assisteret til en fødsel, lavet en acites drænage og er langsomt ved at blive introduceret til selv at tage imod patienter i OPD’en (svarende til den praktiserende læge, som ser 500 patienter i ugen). Grunden til at jeg ikke bare kan kaste mig ud i OPD arbejdet er fordi vi har sådan et lille og anderledes udvalg af medicin og jeg derfor aldrig ville kunne behandle som man ville derhjemme. Ergo skal jeg lære afrika-behandlingen.
Så ja, der er fuld fart over arbejdet. Vi har fået rigtig meget ros af de lokale, af lægen på hospitalet og generelt har vi et rigtig tilfreds og taknemmeligt staff på afdelingen. Vi synes selv at det er super spændende og vi måtte kigge hinanden dybt i øjnene, da vi i dag opdagede, at vi har 2 måneders dag. Skulle jeg ikke hjem til veninderne på studiet (hvilket jeg glæder mig så meget til, Maria, Nadja, Tine og Anne!!) så var jeg blevet længere. Kun 3½ måned tilbage. Suk!
Hele arbejdet bliver peppet op af fest i Magburaka i lørdags og fest i Masanga på søndag. Så der bliver stadig danset, drukket palmevin, hængt ud landsbyen, løbet og nydt, nydt, nydt.
Bær over med mig. Jeg skal nok få skrevet til jer alle snart!
Kærligst Line
tirsdag den 29. september 2009
Den uretfærdige verden
Kære alle sammen,
Jeg har holdt mig langt væk fra historieskrivningen den sidste uges tid, da jeg har haft sådan nogle stærke oplevelser, at jeg har været i tvivl om de skulle på blog, i dagbog eller bare gemmes i tankerne. Jeg har grædt dem ud, jeg har snakket dem ud og jeg har nu besluttet at de skal på bloggen. Grunden til at jeg skriver dem herind er primært fordi jeg tror, det kan give jer den følelse, jeg har rigtig ofte hernede. Følelsen af afmagt, frustration, dyb sorg, uretfærdighed og ’Hold-op-hvor-skal-vi-bare-tage-os-sammen-og-værdsætte-vores-heldige-plads-i-denne-nådesløse-verden’. Der er så meget at fortælle fra den foregående uge og jeg vil forsøge at skære væk sådan at I stadig hænger på når jeg er færdig.
Det hele starter mandag, hvor vi går stuegang. Assan, på 2 år, er klar til at udskrives, men det passer ikke med klinikken hvor han bor, så vi beholder ham til dagen efter. Samme eftermiddag bliver vi ringet op at Assan er død. Fuldstændig ud af det blå. Vi gik derop, snakkede med moderen, som selvfølgelig var dybt ulykkelig, og snakkede med hospitalets eneste læge. Han gennemgik hele sagen med os, vores beslutninger og behandling. Det var rigtig rart, at høre ham sige, at vi ikke havde gjort noget forkert og at han ville have gjort det samme. Så mandag gik vi i seng med en mærkelig følelse i maven. Tommelfinger reglen på vores afdeling må være, at man aldrig kan vide sig sikker på et barn. Alle vores børn er ustabile, alle vores børn ville ligge på en intensiv afdeling i Danmark og ingen af vores børn har mulighed for scanning, optimal vestlig behandling eller almindelig diagnostisk udredning.
Tirsdag går vi igen stuegang. Vi er ekstra grundige og lidt mere oppe på mærkerne end ellers. Silje går stuegang på Issa på 9 måneder. Han har egentlig aldrig været så syg og dødende som de fleste af vores andre børn, men han har bare været lidt skummel og udefinerbar. Aldrig rigtig syg og aldrig rigtig god. Tirsdag har han så ikke tisset i et døgn, han hiver mere efter vejret og han reagerer ikke ordentligt når vi knipser eller råber til ham. Der er noget galt. Så vi sætter ham på fuld sepsis behandling, som er den maksimale behandling vi kan give på hospitalet. Vores nurse aids er ikke så skarpe til observation, pulsmåling osv. og vi føler os ikke trygge ved at efterlade Issa i deres varetægt. Så kl. 15 kigger vi hinanden i øjnene. Der skal bare ikke dø et barn mere i dag. Så vi laver rulleskema, hvor Silje og jeg skiftevis er på afdelingen gennem hele eftermiddagen, aftenen og natten. Kl. 19 tilslutter vi ham til ilt, men det er en ringe hjælp eftersom der kun er strøm – og dermed ilt – i 3 timer. I løbet af dagen har han stadig ikke rettet sig. Kl. 20.30 beslutter vi at gå sammen hjem og lige holde en lille pause inden vi skal op og afmontere ilten kl. 22. Da det er tid til at strømmen går af igen, går vi sammen derop. Vi er helt stille på gåturen ned til hospitalet og vi ved hvad hinanden tænker. Bare han er blevet bedre. Bare han reagerer på behandlingen. Men da vi kommer derop og lytter til ham har han fået lungekrepitationer, som hos ham er et udtryk for multiorgansvigt. Så vi må slukke for ilten, stoppe rehydreringsbehandlingen og sætte os ned og snakke med den 20 årige mor. Det er umuligt at beskrive og jeg får en klump i halsen igen nu hvor jeg skal skrive det til jer. Men vi måtte sige til hende, at der ikke var mere vi kunne gøre, at vi nu kun kunne håbe og bede, at vi var kede af det og at hun skulle bruge den sidste tid på at sørge for at hendes barn havde det godt. Tænk jer. At stå fuldstændig ude af stand til at gøre noget og se et 9 måneders gammelt spædbarn ligge hive efter vejret og kæmpe for sit lille nye liv. Det var forfærdeligt. Da der behandlingsmæssigt ikke var noget vi kunne gøre, besluttede vi os at gå hjem og sove. Halvandet døgn med fuld fokus og nu snart 2 døde børn. Vi havde brug for ro. Så vi græd hele vejen hjem, græd til de andre voluntører og græd nok også lidt da vi begge lå og skulle sove. Det var den værste følelse, jeg nogensinde har haft. Faderen var taget af sted fra afdelingen dagen inden, fordi han skulle hjem og arbejde på marken. De bor 5 timers gang herfra og der var ingen i landsbyen, der havde telefoner vi kunne ringe til. Dagen efter viste det sig, at han var død kort tid efter vi var gået hjem. Moderen måtte tage sit døde barn på ryggen, gå 5 timer i høj solskin og møde sin familie, som ikke anede hvad der var sket. Hun havde ikke penge til transport og vi gav hende 2000 le (4 kr) til kanoen så hun kunne krydse floden. Jeg gik i en tåge resten af dagen. Jeg kan stadig græde over hvor dybt uretfærdigt det er. Issa kunne sikkert have levet hvis vi havde haft de samme muligheder, som man har i vesten. Det er så uretfærdigt!
Onsdag gik vi paniske rundt og nedstirrede vores resterende børn og var dødsangste, hvis de bare viste det mindste tegn på svaghed. Alle overlevede onsdagen ;-)
Torsdag skulle vi på outreach til Makonkori. Det var vanvittigt. Det ligger cirka 2 timers kørsel fra hospitalet og der er ingen ordentlig behandling i området. En fyr, James, med en 1½ årig uddannelse styrer al sundhed og behandling i et kæmpe område derude. Så da to hvide læge piger kom dertil…ja, I kan sikkert selv forestille jer det. Vi så 130 børn, som alle skulle vejes, måles, vurderes. Derudover så vi alverdens andre patienter – alt fra gravide, blinde, gamle, store acitesmaver, klamme infektiøse sår og jeg ved ikke hvad. Vi spænede rundt i heden i 5 stive timer. Det var rent kaos efterfølgende, at holde styr på hvem vi skulle have med hjem i bilen, hvem der snød for at komme med og hvem vi skulle sortere fra. Der var en gravid kvinde på 19 år, som var så ufattelig tynd, at hun kunne indlægges på vores afdeling. Hun var gravid i 7 måned og man kunne næsten ikke se maven. Men da vi får stoppet os selv, vores 2 nurse aids, vores patienter og alt måleudstyret ind i bilen – i alt 13 voksne og 7 børn - så har vi ikke plads til hende. Jeg forklarer hende, at det er enormt vigtigt, at hun kommer tilbage næste mandag, hvor vi vil tage hende med uanset hvad. Puha, jeg håber hun kommer. Det var ikke sjovt at efterlade hende tilbage. Så endelig er vi klar og alle er inde i bilen. Abdul, vores chaffør, kører 200 meter ned at vejen, og jeg råber ’Stop!’. Der sidder et barn og en mor, som ikke skal indlægges. Så har moderen sikkert bare set sit snit til at komme til hospitalet med hvide læger og gratis behandling. Ud med hende og så af sted. Ud af vores 6 mødre i bilen, havde 3 aldrig kørt i bil før. Så inden længe bliver Silje og jeg udstyret med op til flere småbørn, mens mødrene hænger ud af vinduerne og kaster op. En vanvittig dag, som udløste 6 nye indlæggelser. Bliver spændende at se hvordan det spænder af på mandag, hvor vi skal af sted igen.
Her i weekenden har vi til slut sagt farvel til Rob og Freddy, som er taget tilbage til England. Så kaos-ugen sluttede af med to aftener med Bombay Gin, palmevin, øl og dans. Giver det mening, hvis jeg siger, at jeg næsten besvimede i går aftes kl. 20!?
Det var første og største delen af min uge. Oplevelserne vil helt sikkert sidde i mig i lang tid og jeg må nok i ny og næ hive dem frem – mærke dem, føle det hele igen og aldrig glemme at værdsætte, at jeg var så heldig at blive født på det rigtige kontinent.
Til de af jer, som har mistet koncentrationen eller ikke kan overskue flere historier, så kan I stoppe her.
Den næste skæbne jeg skal fortælle om, er om en højgravid kvinde, der blev indlagt i sidste uge. Hun skulle føde tvillinger, børn nr 9 og 10, var blevet syg og nu også fået svangerskabsforgiftning. I torsdags blev de to drenge så født ved kejsersnit. 2500 g hver og alt i alt nogle ret sunde unger. Få timer efter indgrebet falder hendes blodtryk, hun får feber og efter forholdsvis kort tid er hun i koma. Der står vi så med 2 drenge, kun få timer gamle, en bedstemor og en komatøs nybagt mor. Det er her Silje og jeg kommer ind over. Babyerne skal jo have mad. Så vi har målt, vejet og vurderet hvor meget ’underernærings mælk’ sådan nogle små pus skal have. Vores nurse aids går op til bedstemoderen hver 2. time og giver mælk.
Ret hurtigt blev det tydeligt for os alle, at moderen ikke kommer til at vågne igen. Ergo er bedstemoderen alene med 10 børnebørn, hvoraf to er under en uge gamle. De engelske professorer, som har været hernede den sidste uge på besøg, og de to voluntører, som lige er taget hjem, har efterladt 100 $ hos Silje og jeg og vi har indvilliget i, at være ansvarlige for børnene i vores tid hernede. Vi har snakket med bedstemoderen om, at hun skal komme til os hver uge, hvor vi kigger børnene igennem, snakker med hende om problemer og spørgsmål og udleverer mælkepulver. Hun brød grædende sammen, da vi fortalte, at vi nok skulle betale og hjælpe med arbejdet med de to. Moderen er stadig ikke død, men har nu været i koma i snart 5 døgn. Så vi venter egentlig bare på, at det sker, sådan at bedstemoderen og drengene kan komme hjem. De bor på den anden side af floden.
Jeg er meget glad og beæret over, at vi kan have sådan en central rolle i drengenes liv. Jeg er lettet over, at vi kan følge dem igennem de næste 4 måneder og forhåbentlig se dem vokse og trives. Vi har diskuteret på hostellet, om vi skal gøre dem til et evigt støtteprojekt. Sådan at alle voluntører, som har boet i Masanga, kan efterlade nogle penge til dem og derved finansiere deres første leveår. Det er en urimelig måde at skulle starte sit liv på i en - i forvejen – barsk del af verden.
Det var vist alt for mig denne gang. Sikke en gang begravelses snak, men jeg kan trøste jer med, at jeg ikke har mistet modet og at jeg ved at vores arbejde gør en forskel for rigtig mange små liv hver dag. Jeg håber, at mine historier herfra, kan tjene et højere formål - også I jeres tanker.
Jeg er træt og vil hoppe i seng snart.
Mange kærlige hilsner fra Line
Jeg har holdt mig langt væk fra historieskrivningen den sidste uges tid, da jeg har haft sådan nogle stærke oplevelser, at jeg har været i tvivl om de skulle på blog, i dagbog eller bare gemmes i tankerne. Jeg har grædt dem ud, jeg har snakket dem ud og jeg har nu besluttet at de skal på bloggen. Grunden til at jeg skriver dem herind er primært fordi jeg tror, det kan give jer den følelse, jeg har rigtig ofte hernede. Følelsen af afmagt, frustration, dyb sorg, uretfærdighed og ’Hold-op-hvor-skal-vi-bare-tage-os-sammen-og-værdsætte-vores-heldige-plads-i-denne-nådesløse-verden’. Der er så meget at fortælle fra den foregående uge og jeg vil forsøge at skære væk sådan at I stadig hænger på når jeg er færdig.
Det hele starter mandag, hvor vi går stuegang. Assan, på 2 år, er klar til at udskrives, men det passer ikke med klinikken hvor han bor, så vi beholder ham til dagen efter. Samme eftermiddag bliver vi ringet op at Assan er død. Fuldstændig ud af det blå. Vi gik derop, snakkede med moderen, som selvfølgelig var dybt ulykkelig, og snakkede med hospitalets eneste læge. Han gennemgik hele sagen med os, vores beslutninger og behandling. Det var rigtig rart, at høre ham sige, at vi ikke havde gjort noget forkert og at han ville have gjort det samme. Så mandag gik vi i seng med en mærkelig følelse i maven. Tommelfinger reglen på vores afdeling må være, at man aldrig kan vide sig sikker på et barn. Alle vores børn er ustabile, alle vores børn ville ligge på en intensiv afdeling i Danmark og ingen af vores børn har mulighed for scanning, optimal vestlig behandling eller almindelig diagnostisk udredning.
Tirsdag går vi igen stuegang. Vi er ekstra grundige og lidt mere oppe på mærkerne end ellers. Silje går stuegang på Issa på 9 måneder. Han har egentlig aldrig været så syg og dødende som de fleste af vores andre børn, men han har bare været lidt skummel og udefinerbar. Aldrig rigtig syg og aldrig rigtig god. Tirsdag har han så ikke tisset i et døgn, han hiver mere efter vejret og han reagerer ikke ordentligt når vi knipser eller råber til ham. Der er noget galt. Så vi sætter ham på fuld sepsis behandling, som er den maksimale behandling vi kan give på hospitalet. Vores nurse aids er ikke så skarpe til observation, pulsmåling osv. og vi føler os ikke trygge ved at efterlade Issa i deres varetægt. Så kl. 15 kigger vi hinanden i øjnene. Der skal bare ikke dø et barn mere i dag. Så vi laver rulleskema, hvor Silje og jeg skiftevis er på afdelingen gennem hele eftermiddagen, aftenen og natten. Kl. 19 tilslutter vi ham til ilt, men det er en ringe hjælp eftersom der kun er strøm – og dermed ilt – i 3 timer. I løbet af dagen har han stadig ikke rettet sig. Kl. 20.30 beslutter vi at gå sammen hjem og lige holde en lille pause inden vi skal op og afmontere ilten kl. 22. Da det er tid til at strømmen går af igen, går vi sammen derop. Vi er helt stille på gåturen ned til hospitalet og vi ved hvad hinanden tænker. Bare han er blevet bedre. Bare han reagerer på behandlingen. Men da vi kommer derop og lytter til ham har han fået lungekrepitationer, som hos ham er et udtryk for multiorgansvigt. Så vi må slukke for ilten, stoppe rehydreringsbehandlingen og sætte os ned og snakke med den 20 årige mor. Det er umuligt at beskrive og jeg får en klump i halsen igen nu hvor jeg skal skrive det til jer. Men vi måtte sige til hende, at der ikke var mere vi kunne gøre, at vi nu kun kunne håbe og bede, at vi var kede af det og at hun skulle bruge den sidste tid på at sørge for at hendes barn havde det godt. Tænk jer. At stå fuldstændig ude af stand til at gøre noget og se et 9 måneders gammelt spædbarn ligge hive efter vejret og kæmpe for sit lille nye liv. Det var forfærdeligt. Da der behandlingsmæssigt ikke var noget vi kunne gøre, besluttede vi os at gå hjem og sove. Halvandet døgn med fuld fokus og nu snart 2 døde børn. Vi havde brug for ro. Så vi græd hele vejen hjem, græd til de andre voluntører og græd nok også lidt da vi begge lå og skulle sove. Det var den værste følelse, jeg nogensinde har haft. Faderen var taget af sted fra afdelingen dagen inden, fordi han skulle hjem og arbejde på marken. De bor 5 timers gang herfra og der var ingen i landsbyen, der havde telefoner vi kunne ringe til. Dagen efter viste det sig, at han var død kort tid efter vi var gået hjem. Moderen måtte tage sit døde barn på ryggen, gå 5 timer i høj solskin og møde sin familie, som ikke anede hvad der var sket. Hun havde ikke penge til transport og vi gav hende 2000 le (4 kr) til kanoen så hun kunne krydse floden. Jeg gik i en tåge resten af dagen. Jeg kan stadig græde over hvor dybt uretfærdigt det er. Issa kunne sikkert have levet hvis vi havde haft de samme muligheder, som man har i vesten. Det er så uretfærdigt!
Onsdag gik vi paniske rundt og nedstirrede vores resterende børn og var dødsangste, hvis de bare viste det mindste tegn på svaghed. Alle overlevede onsdagen ;-)
Torsdag skulle vi på outreach til Makonkori. Det var vanvittigt. Det ligger cirka 2 timers kørsel fra hospitalet og der er ingen ordentlig behandling i området. En fyr, James, med en 1½ årig uddannelse styrer al sundhed og behandling i et kæmpe område derude. Så da to hvide læge piger kom dertil…ja, I kan sikkert selv forestille jer det. Vi så 130 børn, som alle skulle vejes, måles, vurderes. Derudover så vi alverdens andre patienter – alt fra gravide, blinde, gamle, store acitesmaver, klamme infektiøse sår og jeg ved ikke hvad. Vi spænede rundt i heden i 5 stive timer. Det var rent kaos efterfølgende, at holde styr på hvem vi skulle have med hjem i bilen, hvem der snød for at komme med og hvem vi skulle sortere fra. Der var en gravid kvinde på 19 år, som var så ufattelig tynd, at hun kunne indlægges på vores afdeling. Hun var gravid i 7 måned og man kunne næsten ikke se maven. Men da vi får stoppet os selv, vores 2 nurse aids, vores patienter og alt måleudstyret ind i bilen – i alt 13 voksne og 7 børn - så har vi ikke plads til hende. Jeg forklarer hende, at det er enormt vigtigt, at hun kommer tilbage næste mandag, hvor vi vil tage hende med uanset hvad. Puha, jeg håber hun kommer. Det var ikke sjovt at efterlade hende tilbage. Så endelig er vi klar og alle er inde i bilen. Abdul, vores chaffør, kører 200 meter ned at vejen, og jeg råber ’Stop!’. Der sidder et barn og en mor, som ikke skal indlægges. Så har moderen sikkert bare set sit snit til at komme til hospitalet med hvide læger og gratis behandling. Ud med hende og så af sted. Ud af vores 6 mødre i bilen, havde 3 aldrig kørt i bil før. Så inden længe bliver Silje og jeg udstyret med op til flere småbørn, mens mødrene hænger ud af vinduerne og kaster op. En vanvittig dag, som udløste 6 nye indlæggelser. Bliver spændende at se hvordan det spænder af på mandag, hvor vi skal af sted igen.
Her i weekenden har vi til slut sagt farvel til Rob og Freddy, som er taget tilbage til England. Så kaos-ugen sluttede af med to aftener med Bombay Gin, palmevin, øl og dans. Giver det mening, hvis jeg siger, at jeg næsten besvimede i går aftes kl. 20!?
Det var første og største delen af min uge. Oplevelserne vil helt sikkert sidde i mig i lang tid og jeg må nok i ny og næ hive dem frem – mærke dem, føle det hele igen og aldrig glemme at værdsætte, at jeg var så heldig at blive født på det rigtige kontinent.
Til de af jer, som har mistet koncentrationen eller ikke kan overskue flere historier, så kan I stoppe her.
Den næste skæbne jeg skal fortælle om, er om en højgravid kvinde, der blev indlagt i sidste uge. Hun skulle føde tvillinger, børn nr 9 og 10, var blevet syg og nu også fået svangerskabsforgiftning. I torsdags blev de to drenge så født ved kejsersnit. 2500 g hver og alt i alt nogle ret sunde unger. Få timer efter indgrebet falder hendes blodtryk, hun får feber og efter forholdsvis kort tid er hun i koma. Der står vi så med 2 drenge, kun få timer gamle, en bedstemor og en komatøs nybagt mor. Det er her Silje og jeg kommer ind over. Babyerne skal jo have mad. Så vi har målt, vejet og vurderet hvor meget ’underernærings mælk’ sådan nogle små pus skal have. Vores nurse aids går op til bedstemoderen hver 2. time og giver mælk.
Ret hurtigt blev det tydeligt for os alle, at moderen ikke kommer til at vågne igen. Ergo er bedstemoderen alene med 10 børnebørn, hvoraf to er under en uge gamle. De engelske professorer, som har været hernede den sidste uge på besøg, og de to voluntører, som lige er taget hjem, har efterladt 100 $ hos Silje og jeg og vi har indvilliget i, at være ansvarlige for børnene i vores tid hernede. Vi har snakket med bedstemoderen om, at hun skal komme til os hver uge, hvor vi kigger børnene igennem, snakker med hende om problemer og spørgsmål og udleverer mælkepulver. Hun brød grædende sammen, da vi fortalte, at vi nok skulle betale og hjælpe med arbejdet med de to. Moderen er stadig ikke død, men har nu været i koma i snart 5 døgn. Så vi venter egentlig bare på, at det sker, sådan at bedstemoderen og drengene kan komme hjem. De bor på den anden side af floden.
Jeg er meget glad og beæret over, at vi kan have sådan en central rolle i drengenes liv. Jeg er lettet over, at vi kan følge dem igennem de næste 4 måneder og forhåbentlig se dem vokse og trives. Vi har diskuteret på hostellet, om vi skal gøre dem til et evigt støtteprojekt. Sådan at alle voluntører, som har boet i Masanga, kan efterlade nogle penge til dem og derved finansiere deres første leveår. Det er en urimelig måde at skulle starte sit liv på i en - i forvejen – barsk del af verden.
Det var vist alt for mig denne gang. Sikke en gang begravelses snak, men jeg kan trøste jer med, at jeg ikke har mistet modet og at jeg ved at vores arbejde gør en forskel for rigtig mange små liv hver dag. Jeg håber, at mine historier herfra, kan tjene et højere formål - også I jeres tanker.
Jeg er træt og vil hoppe i seng snart.
Mange kærlige hilsner fra Line
tirsdag den 22. september 2009
Hjemme igen fra Freetown - Masanga er nu bedst!
Kære alle sammen,
Jeg lå den anden aften, hvor jeg ikke kunne sove, og tænkte på, hvordan jeg kan give nogle beskrivelser videre, som giver et bedre billede af min verden hernede. For jeg skal ærligt indrømme, at dagbog og anden dokumentation lader livet til fordel for store filosofiske tanker, diskussioner med de andre, tanker om nødhjælpens eksistensgrundlag og alverdens andre mere eller mindre (!) vigtige overvejelser. Derfor må bloggen her være det eneste bevis på, at jeg rent faktisk befinder mig i Afrikas jungle og ikke på en lyserød sky. Så jeg forsøger;
Mine ’husdyr’
Udover en hær af myrer, et par og tyve firben og hvad der ellers kan kravle og finde vej ind på mit værelse, så deler jeg også hjem med mus og kakerlakker. Forleden nat, hvor jeg skulle op på badeværelset, satte jeg min fod ned på gulvet. Puha. Jeg kunne bare høre lyden og lysskæret fra min lygte faldt på 10-20 kakerlakker, som spænede væk fra gulvet omkring min seng. Men selv det er blevet hverdag. En anden medbeboer er musene. I starten, hvor jeg vågnede op til spiste vatpinde, bid af mine i forvejen mugne hårelastikker og bid af chokoladen fra Freetown, der smilede jeg. Det er en del af junglelivet – jeg er jo i et med naturen, ikke sandt? Men så en dag blev det alvor. Den nu ubudne gæst havde bidt ledningen over til mine høretelefoner. Så var der krig. Så jeg har lukket alle huller, jeg kunne finde, og måtte forhøre mig omkring lokal musebekæmpelse. De blinker ikke engang. Bare send én kat løs på dit værelse og luk en tynd kat ind på loftet nogle dage. Problem solved. Vi har ingen loftsplader på vores i forvejen ret klamme badeværelse og jeg gruer for tanken om at have katte løbende rundt mellem mine få, men yderst vigtige, ejendele. Min dyrevenlige og katte-frygtige løsning blev, at jeg har slæbt nogle sten ind på værelset og skruet kroge i loftet. Så nu består mit 8 m2 værelse af en seng, et skrivebord, et skab med mug og spindelvæv og nu også et større hængesystem, hvor alt, hvad der er mig kært, hænger i sikker afstand fra musene. Jeg smider lige et blik derover. Mine kæreste ejendele er pt. tre cd’er med sierra leonsk diskomusik, pas, røgelsespinde, tyggegummi, mentos og iPod ledninger. Og selv nu, hvor jeg har mulighed for at genoverveje mine valg, så synes jeg, det er de helt rigtige ting, jeg har fået i sikkerhed.
Turen til arbejde
Hver morgen, hver eftermiddag og gerne også hver aften går jeg turen fra hostellet til hospitalet og landsbyen. Det er en gåtur på cirka 500 meter. Turen er på en jordvej, hvor man går gennem jungle og krydser en å på vejen. Fra hostellet til åen møder man gerne lokale arbejdere, tudser, firben og andet kravl og der er set både skorpioner og slanger her. Ved åen står kvinderne i bare overkroppe og vasker tøj, mens børnene bader og laver spring fra broen. Her bliver man altid mødt af ’Єdra segge, tu bende ra?’ (godmorgen, hvordan har du det?) og man svarer ’Єdra segge, tithokoro’ (godmorgen, takket være Gud). Jeg har gået den tur så utallig mange gange i den tidlige morgensol, i eftermiddags regnen og med solen bagende fra himlen. Forleden aften, da jeg havde været oppe i landsbyen og gik gennem hospitalet på vej hjem, blev jeg stoppet af en nurse aid. Der var blevet indlagt et nyt barn. Så jeg gik i gang med at indlægge Karba, udskrive medicin osv. og da der var gået en lille time var jeg færdig. Men nu var det blevet mørkt. Det er meget specielt at gå hjem på en kulsort aften med alverdens lyde omkring én og ikke et menneske i nærheden. Jeg må indrømme, at jeg var pænt utryg. Jeg skal vænne mig til at være i så tæt kontakt med naturen og til at stole på, at dyrene frygter mig og ikke omvendt. På et tidspunkt stoppede jeg op og slukkede min lygte. Det var som at stå midt imellem stjernerne. Der var utallige ildfluer og de var alle vegne omkring mig. Tilsat junglens lyde, den ubeskriveligt smukke stjernehimmel og det at man står i et så kendt og hjemligt sted – det var magisk! I dag gik jeg så turen igen. Denne gang havde jeg travlt, fordi jeg havde glemt medicinnøglen herhjemme. Jeg tog min iPod i ørene og skruede godt op for CV Jørgensens ’Det sir sig selv’. Endnu engang – magisk.
Arbejdsforholdene
På afdelingen har vi 8 nurse aids ansat. Jeg er personligt meget pjattet med dem og jeg synes de er positive, søde og der er ikke noget surhed, når man giver ordrer. Vi kan lave sjov, men de kender også fint grænsen til at jeg er deres chef. Vi har et lille lokale, som er låst af. Silje og jeg har nøglen. Her har vi Plumpy Nut, mælkepulver, benzin til lamperne, sukker og medicin. Med andre ord; alt det der altid bliver stjålet. Udvalget af medicin er, som jeg tidligere har skrevet, sparsomt. Hermed er der også gerne kun én dosis af hver medicintype. I kraft af at vi arbejder med små underernærede børn, skal vi oftest ned og bruge nogle relativt lave doser. I dag har jeg indlagt Muhammed. Han er 2 år og 3 måneder gammel, 75 cm lang og vejer 5,5 kg. Det er 2 kg. mere end en nyfødt i Danmark! Men han skal have antibiotika. 200 mg. Vi har kun 500 mg. tabletter. Så jeg må dele tabletten i to ( = 250 mg ) og derefter skære et lille hjørne af. Så ender vi forhåbentlig på noget der ligner 200 mg. Det er virkelig jungle medicin.
Min seng
Jeg har de sidste mange dage ligget søvnløs i flere timer inden jeg falder i søvn. Er det hjemve? Er det de mange indtryk? Er det store tanker om livet og fremtiden? Nej. Det er mug. Forestil jer, hvordan en seng lugter, når fyldet i puden er mugnet, når madrassen er muggen, når foret i soveposen er muggen og når selv ophænget til myggenettet er grønt af mug. Yaix! Jeg føler, jeg går i seng med en død gnu hver aften. Jeg kan simpelthen ikke falde i søvn når uanset hvor jeg vender mit ansigt så kvæles jeg af stank og fugt. Det er SÅ klamt. Jeg vil umiddelbart sige, at jeg er rimelig hærdet og jeg klarer mig fint uden strøm, med bad under en lille øsekop, med kakerlakker, mus og dyr og selv muggent tøj har jeg vænnet mig til. Men en muggen seng. Den er virkelig hård ved mig. Men, som med alt andet, så skal jeg nok også vænne mig til lugten af dødt dyr når jeg skal sove.
Derudover har vi haft en rigtig god, produktiv og social uge her i Masanga. Vi var i Makeni i går for at lave praktiske indkøb men også for at tage på en fin bar og drikke kolde ciders. Skønt. Vi har i ugens løb haft møde med Head of Nutrition i distriktet, hvilket har ført til at hans søn kom på motorcykel med et personligt brev og gave fra faderen, en middagsinvitation og 2 patienter, der er blevet kørt tværs over distriktet for at komme til os. Det er helt ude af proportioner. Vi skal til et outreach møde med ham igen på torsdag. Vi er begge lidt usikre på, hvordan vi skal forholde os. Han har haft ringet flere gange til mig igennem de sidste dage for at hilse, sige ’How’s Masanga?’ og for at sige, at han glæder sig til, at vi ses på torsdag. Jeg synes virkelig, det er sjovt og jeg tager med glæde imod brev, patienter og figner i gave. Jeg smiler gerne til hans søn, som ville have mig til at køre en motorcykeltur med ham. Men jeg er sgu lidt luren omkring middag og fremtidig samarbejde. Jeg er så glad for, at Silje også er med indover. Indtil videre giver vores kontakt til ham en masse positivt afkast til vores arbejde og vi er rigtig heldige over, at han går så langt for at hjælpe os. Alt for langt kunne man fristes til at sige. Men bare rolig, Silje og jeg har snakket retningslinjer og vi er enige om at samarbejdet stopper straks han går over grænsen – hvis han overhovedet gør det. Indtil videre er det bare sjovt og frugtbart for vores arbejde. Det har ihvert fald givet anledning til at jeg har grint mange gange igennem den sidste uge.
Torsdag havde vi så endelig mobile clinic med øjenlægerne fra Lunsar. Det gik godt. De er nogle rigtig rare mænd og Silje og jeg havde fornøjelsen af at skulle skaffe overnatning, forplejning og at underholde dem onsdag aften. Jeg var træt torsdag eftermiddag, da de kørte. Havde vitterligt haft et stort smil på i 24 timer. Det er hårdt at være repræsentant for hospitalet og ikke mindst hele den vestlige verden. Men de så 76 øjenpatienter og det var i sig selv en succes. Desværre er patienterne herude mere fattige end lægerne er vant til og kun 15 ud af de 76 patienter kunne betale for behandlingen. Prisen er ikke høj, omkring 15-20 kr, og den skal kun kunne dække deres udgifter til benzin og udstyr. Lægerne var dog meget glade for den behandling de havde fået og de kommer igen om et par måneder. Det er jeg rigtig lettet over eftersom det er rigtig godt for området at få noget kvalificeret øjenbehandling hertil. Næste gang er patienterne forhåbentlig bedre økonomisk forberedte.
Så ja, alt i alt endnu en fantastisk uge her i smørhullet, Masanga.
Tak for jeres tanker, hilsner og mails – det er altid dejligt at høre fra jer alle.
Kærlige tanker fra mig og mine roommates, som langsomt kommer frem nu hvor strømmen er gået igen.
Jeg lå den anden aften, hvor jeg ikke kunne sove, og tænkte på, hvordan jeg kan give nogle beskrivelser videre, som giver et bedre billede af min verden hernede. For jeg skal ærligt indrømme, at dagbog og anden dokumentation lader livet til fordel for store filosofiske tanker, diskussioner med de andre, tanker om nødhjælpens eksistensgrundlag og alverdens andre mere eller mindre (!) vigtige overvejelser. Derfor må bloggen her være det eneste bevis på, at jeg rent faktisk befinder mig i Afrikas jungle og ikke på en lyserød sky. Så jeg forsøger;
Mine ’husdyr’
Udover en hær af myrer, et par og tyve firben og hvad der ellers kan kravle og finde vej ind på mit værelse, så deler jeg også hjem med mus og kakerlakker. Forleden nat, hvor jeg skulle op på badeværelset, satte jeg min fod ned på gulvet. Puha. Jeg kunne bare høre lyden og lysskæret fra min lygte faldt på 10-20 kakerlakker, som spænede væk fra gulvet omkring min seng. Men selv det er blevet hverdag. En anden medbeboer er musene. I starten, hvor jeg vågnede op til spiste vatpinde, bid af mine i forvejen mugne hårelastikker og bid af chokoladen fra Freetown, der smilede jeg. Det er en del af junglelivet – jeg er jo i et med naturen, ikke sandt? Men så en dag blev det alvor. Den nu ubudne gæst havde bidt ledningen over til mine høretelefoner. Så var der krig. Så jeg har lukket alle huller, jeg kunne finde, og måtte forhøre mig omkring lokal musebekæmpelse. De blinker ikke engang. Bare send én kat løs på dit værelse og luk en tynd kat ind på loftet nogle dage. Problem solved. Vi har ingen loftsplader på vores i forvejen ret klamme badeværelse og jeg gruer for tanken om at have katte løbende rundt mellem mine få, men yderst vigtige, ejendele. Min dyrevenlige og katte-frygtige løsning blev, at jeg har slæbt nogle sten ind på værelset og skruet kroge i loftet. Så nu består mit 8 m2 værelse af en seng, et skrivebord, et skab med mug og spindelvæv og nu også et større hængesystem, hvor alt, hvad der er mig kært, hænger i sikker afstand fra musene. Jeg smider lige et blik derover. Mine kæreste ejendele er pt. tre cd’er med sierra leonsk diskomusik, pas, røgelsespinde, tyggegummi, mentos og iPod ledninger. Og selv nu, hvor jeg har mulighed for at genoverveje mine valg, så synes jeg, det er de helt rigtige ting, jeg har fået i sikkerhed.
Turen til arbejde
Hver morgen, hver eftermiddag og gerne også hver aften går jeg turen fra hostellet til hospitalet og landsbyen. Det er en gåtur på cirka 500 meter. Turen er på en jordvej, hvor man går gennem jungle og krydser en å på vejen. Fra hostellet til åen møder man gerne lokale arbejdere, tudser, firben og andet kravl og der er set både skorpioner og slanger her. Ved åen står kvinderne i bare overkroppe og vasker tøj, mens børnene bader og laver spring fra broen. Her bliver man altid mødt af ’Єdra segge, tu bende ra?’ (godmorgen, hvordan har du det?) og man svarer ’Єdra segge, tithokoro’ (godmorgen, takket være Gud). Jeg har gået den tur så utallig mange gange i den tidlige morgensol, i eftermiddags regnen og med solen bagende fra himlen. Forleden aften, da jeg havde været oppe i landsbyen og gik gennem hospitalet på vej hjem, blev jeg stoppet af en nurse aid. Der var blevet indlagt et nyt barn. Så jeg gik i gang med at indlægge Karba, udskrive medicin osv. og da der var gået en lille time var jeg færdig. Men nu var det blevet mørkt. Det er meget specielt at gå hjem på en kulsort aften med alverdens lyde omkring én og ikke et menneske i nærheden. Jeg må indrømme, at jeg var pænt utryg. Jeg skal vænne mig til at være i så tæt kontakt med naturen og til at stole på, at dyrene frygter mig og ikke omvendt. På et tidspunkt stoppede jeg op og slukkede min lygte. Det var som at stå midt imellem stjernerne. Der var utallige ildfluer og de var alle vegne omkring mig. Tilsat junglens lyde, den ubeskriveligt smukke stjernehimmel og det at man står i et så kendt og hjemligt sted – det var magisk! I dag gik jeg så turen igen. Denne gang havde jeg travlt, fordi jeg havde glemt medicinnøglen herhjemme. Jeg tog min iPod i ørene og skruede godt op for CV Jørgensens ’Det sir sig selv’. Endnu engang – magisk.
Arbejdsforholdene
På afdelingen har vi 8 nurse aids ansat. Jeg er personligt meget pjattet med dem og jeg synes de er positive, søde og der er ikke noget surhed, når man giver ordrer. Vi kan lave sjov, men de kender også fint grænsen til at jeg er deres chef. Vi har et lille lokale, som er låst af. Silje og jeg har nøglen. Her har vi Plumpy Nut, mælkepulver, benzin til lamperne, sukker og medicin. Med andre ord; alt det der altid bliver stjålet. Udvalget af medicin er, som jeg tidligere har skrevet, sparsomt. Hermed er der også gerne kun én dosis af hver medicintype. I kraft af at vi arbejder med små underernærede børn, skal vi oftest ned og bruge nogle relativt lave doser. I dag har jeg indlagt Muhammed. Han er 2 år og 3 måneder gammel, 75 cm lang og vejer 5,5 kg. Det er 2 kg. mere end en nyfødt i Danmark! Men han skal have antibiotika. 200 mg. Vi har kun 500 mg. tabletter. Så jeg må dele tabletten i to ( = 250 mg ) og derefter skære et lille hjørne af. Så ender vi forhåbentlig på noget der ligner 200 mg. Det er virkelig jungle medicin.
Min seng
Jeg har de sidste mange dage ligget søvnløs i flere timer inden jeg falder i søvn. Er det hjemve? Er det de mange indtryk? Er det store tanker om livet og fremtiden? Nej. Det er mug. Forestil jer, hvordan en seng lugter, når fyldet i puden er mugnet, når madrassen er muggen, når foret i soveposen er muggen og når selv ophænget til myggenettet er grønt af mug. Yaix! Jeg føler, jeg går i seng med en død gnu hver aften. Jeg kan simpelthen ikke falde i søvn når uanset hvor jeg vender mit ansigt så kvæles jeg af stank og fugt. Det er SÅ klamt. Jeg vil umiddelbart sige, at jeg er rimelig hærdet og jeg klarer mig fint uden strøm, med bad under en lille øsekop, med kakerlakker, mus og dyr og selv muggent tøj har jeg vænnet mig til. Men en muggen seng. Den er virkelig hård ved mig. Men, som med alt andet, så skal jeg nok også vænne mig til lugten af dødt dyr når jeg skal sove.
Derudover har vi haft en rigtig god, produktiv og social uge her i Masanga. Vi var i Makeni i går for at lave praktiske indkøb men også for at tage på en fin bar og drikke kolde ciders. Skønt. Vi har i ugens løb haft møde med Head of Nutrition i distriktet, hvilket har ført til at hans søn kom på motorcykel med et personligt brev og gave fra faderen, en middagsinvitation og 2 patienter, der er blevet kørt tværs over distriktet for at komme til os. Det er helt ude af proportioner. Vi skal til et outreach møde med ham igen på torsdag. Vi er begge lidt usikre på, hvordan vi skal forholde os. Han har haft ringet flere gange til mig igennem de sidste dage for at hilse, sige ’How’s Masanga?’ og for at sige, at han glæder sig til, at vi ses på torsdag. Jeg synes virkelig, det er sjovt og jeg tager med glæde imod brev, patienter og figner i gave. Jeg smiler gerne til hans søn, som ville have mig til at køre en motorcykeltur med ham. Men jeg er sgu lidt luren omkring middag og fremtidig samarbejde. Jeg er så glad for, at Silje også er med indover. Indtil videre giver vores kontakt til ham en masse positivt afkast til vores arbejde og vi er rigtig heldige over, at han går så langt for at hjælpe os. Alt for langt kunne man fristes til at sige. Men bare rolig, Silje og jeg har snakket retningslinjer og vi er enige om at samarbejdet stopper straks han går over grænsen – hvis han overhovedet gør det. Indtil videre er det bare sjovt og frugtbart for vores arbejde. Det har ihvert fald givet anledning til at jeg har grint mange gange igennem den sidste uge.
Torsdag havde vi så endelig mobile clinic med øjenlægerne fra Lunsar. Det gik godt. De er nogle rigtig rare mænd og Silje og jeg havde fornøjelsen af at skulle skaffe overnatning, forplejning og at underholde dem onsdag aften. Jeg var træt torsdag eftermiddag, da de kørte. Havde vitterligt haft et stort smil på i 24 timer. Det er hårdt at være repræsentant for hospitalet og ikke mindst hele den vestlige verden. Men de så 76 øjenpatienter og det var i sig selv en succes. Desværre er patienterne herude mere fattige end lægerne er vant til og kun 15 ud af de 76 patienter kunne betale for behandlingen. Prisen er ikke høj, omkring 15-20 kr, og den skal kun kunne dække deres udgifter til benzin og udstyr. Lægerne var dog meget glade for den behandling de havde fået og de kommer igen om et par måneder. Det er jeg rigtig lettet over eftersom det er rigtig godt for området at få noget kvalificeret øjenbehandling hertil. Næste gang er patienterne forhåbentlig bedre økonomisk forberedte.
Så ja, alt i alt endnu en fantastisk uge her i smørhullet, Masanga.
Tak for jeres tanker, hilsner og mails – det er altid dejligt at høre fra jer alle.
Kærlige tanker fra mig og mine roommates, som langsomt kommer frem nu hvor strømmen er gået igen.
Abonner på:
Opslag (Atom)