Travl hverdag i Masanga

Kære alle sammen,

Lige lidt kort nyt fra dejlige Sierra Leone. Jeg har været fraværende på mail og blog i længere tid, men jeg håber I kan bære over med mig. Grunden til at jeg har været en smule fraværende på det sidste skyldes at Silje og jeg simpelthen arbejder så meget. Vi er fuldstændig begravet i patienter og personale og vi synes begge to at det er rigtig fedt.

Dels havde vi endnu en outreach til Makonkori sidste mandag. Her så Silje 230 børn, hvoraf vi indlagde 14. Vores afdeling har kapacitet til 19 patienter i alt, men der har ikke været så mange i over et år. Så med de 14 nye, plus vores andre patienter, måtte vi låne senge på pediatrisk, købe kopper, skeer, tallerkener, lagener osv. Det blev rigtig tydeligt at afdelingen inkl. personalet slet ikke er gearet til fuld belægning. Så det var en kæmpe sejr, at vi har kunnet skaffe patienter og at vi kan presse personalet lidt igen. Men derfor tager det pludselig meget længere tid at gå stuegang, udskrive medicin, bestille varer osv. 19 små børn, hvoraf 6 ville ligge på børneintensiv afdeling i Danmark, er nok til at give Silje og jeg sved på panden – både fagligt og psykisk.

Derudover havde vi en lille Samuel, som døde sidste uge. Han kom ind af døren torsdag eftermiddag og vi spottede hurtigt, at han ikke var helt god. Vi har lært rigtig meget af vores tidligere akutte patienter og denne gang reagerede vi helt efter protokollen. Vi havde styr på hele proceduren og efter 10 minutter havde vi givet ham alle de injektioner vi kunne give, sendt forældrene til laboratoriet for at tjekke om de var donormatch og begyndt at gøre klar til bloddonation. Desværre blev han hjernedød inden vi nåede så langt. Så jeg sad med ham i armene, da de pårørende var på laboratoriet, mens hans cornearefleks satte ud og han ikke længere reagerede på smerte. Jeg synes stadig det er rigtig hårdt og den barske virkelighed kommer meget tæt på, men den aften gik jeg i seng og sov fint. Som jeg tidligere skrev mht. muggen i sengen – alt kan blive hverdag. Desværre også spædbørns død.

Udover arbejdet i afdelingen har vi nu sat meget ind på en større kvalitetskontrol af samtlige 30 nurse aids på hospitalet. Vi har været meget overraskede over hvor dårlige de egentlig er til deres arbejde. 6 ud af 8 nurse aids på vores afdeling kan ikke engang tage en puls! Ikke så underligt, at vi hele tiden lige kigger forbi. Afdelingen er jo vores andet hjem, fordi vi ikke rigtig stoler på dem. Så der ligger et større pædagogisk og ikke mindst tålmodigheds arbejde foran os. Vi er startet med at holde individuelle samtaler med dem. Her snakker vi om arbejdsmiljø, kompetencer og almindelig psykisk velbefindende. Det har de aldrig prøvet før og de er meget begejstrede for det. Så har vi lavet en kvalitetskontrol over 3 niveauer, hvor vi som sagt starter helt nede på puls niveauet og de skal til sidst kunne håndtere et akut barn. Ja, som sagt et længere projekt…

Så arbejder vi på at udvikle vores outreach sådan at vi kan se 230 børn og stadig være i stand til at bevare overblikket og for alt i verden ikke overse nogen. Det er super svært. Det skal både være realistisk rent logistisk, tidsmæssigt og resursemæssigt, men samtidig skal screeningen have en høj kvalitet. Vi prøver alle mulige ideer, systemer og skemaer af. Det skal nok lykkes til sidst. Arbejdet med outreachen har også resulteret i en længere lønforhandling med de tre nurse aids, som vi har udnævnt til outreach teamet. Vi har kun råd til at tilbyde dem 8000 le (16 kr) mere om måneden. De havde satset på 20000 le (40 kr). Heldigvis er det rimelig simpelt – vi har ikke flere penge at give dem. Forhåbentlig siger de okay alligevel.

Så har vi introduceret en legetime med patienterne på pediatrisk. Hver onsdag eftermiddag vil vi hive børn, forældre, personale ud i den friske luft og synge, danse eller lege. Forældre hernede er ikke vant til at lege med deres børn. Vi bliver gang på gang overraskede over hvor understimulerede børnene er. 2 årige der ikke kan gå endnu, 4 årige som kigger fortabt rundt, 3 årige som stadig brystfeedes. Vi opfordrer meget til leg og dans på afdelingen, men jeg tror signalværdien er større, når vi gør det mere organiseret og laver det til et egentlig obligatorisk arrangement. Vi starter på onsdag. Det bliver rigtig sjovt. Har de mon nogen børnesange, kan vi danse med dem eller hvordan er de vant til at have børn i flok? Indtil videre tror jeg mest personalet synes vi er lidt mærkelige.

Derudover har jeg assisteret til en fødsel, lavet en acites drænage og er langsomt ved at blive introduceret til selv at tage imod patienter i OPD’en (svarende til den praktiserende læge, som ser 500 patienter i ugen). Grunden til at jeg ikke bare kan kaste mig ud i OPD arbejdet er fordi vi har sådan et lille og anderledes udvalg af medicin og jeg derfor aldrig ville kunne behandle som man ville derhjemme. Ergo skal jeg lære afrika-behandlingen.

Så ja, der er fuld fart over arbejdet. Vi har fået rigtig meget ros af de lokale, af lægen på hospitalet og generelt har vi et rigtig tilfreds og taknemmeligt staff på afdelingen. Vi synes selv at det er super spændende og vi måtte kigge hinanden dybt i øjnene, da vi i dag opdagede, at vi har 2 måneders dag. Skulle jeg ikke hjem til veninderne på studiet (hvilket jeg glæder mig så meget til, Maria, Nadja, Tine og Anne!!) så var jeg blevet længere. Kun 3½ måned tilbage. Suk!

Hele arbejdet bliver peppet op af fest i Magburaka i lørdags og fest i Masanga på søndag. Så der bliver stadig danset, drukket palmevin, hængt ud landsbyen, løbet og nydt, nydt, nydt.

Bær over med mig. Jeg skal nok få skrevet til jer alle snart!

Kærligst Line