tirsdag den 24. november 2009

Hermed et forsøg på CPR til den tomme og forladte blog.

Jeg har siden sidst været halvanden uge i Danmark i forbindelse med min morfars dødsfald. Det var trist, mærkeligt men også rigtig dejligt at se familien. Min morfar er helt sikkert rigtig glad for at han kunne få mig hjem for en stund og se at jeg havde godt. Jeg havde forventet en mindre skiktzofren uge, men det gik glat. De som så mig kan nok nikke genkendende til at jeg stadig havde både hjerte og hjerne i Sierra Leone. Ja, min hjem for dette efterår er og bliver Masanga. Ingen tvivl om det.

Siden jeg kom hjem d. 6. november har jeg haft enorm travlt. Men med hvad? Med at nyde! Turen til Danmark gjorde mig endnu engang opmærksom på hvor fedt her er og på hvor kort min tid er hernede. Jeg er sikker på at jeg vil nyde det endnu mere nu hvor jeg er tilbage igen. Så I må bære over med minimale mails for en periode - jeg er optaget af livet.

På arbejdsfronten har Silje og jeg opnået mange resultater siden jeg kom tilbage. Vi havde begge savnet hinanden og arbejdet og vi havde nye ideer og blod på tanden til at kaste os ud i det hele igen. Vi har holdt møde med vores nurse og hun er nu blevet ansvarlig for meget mere på afdelingen og skal nu tage del i alt arbejdet - også det administrative. Vi regnede alle 3 med at det ville blive en langsom process hvor vi støttede, superviserede og overdrog arbejdet lidt efter lidt. Men Emma, nursen, er bare blevet så glad for den tillid vi har vist hende at hun bare har taget det i stiv arm. Det er vildt fedt og vi inddrager hende nu i alt. Pludselig går vi ikke længere stuegang, med mindre hun har brug for vores hjælp, pludselig bestiller hun biler/medicin/møder osv. Så det er stor succes og tør vise os når hun er i tvivl. Selvom det betyder mindre tid på afdelingen, mindre patientkontakt og generelt mindre arbejde så mærker vi nu essensen af udviklingsarbejde fremfor nødhjælpsarbejde. Hvis vi kan tage herfra med en afdeling der næsten kører sig selv og med et kompetent og selvsikkert personale så har vi opnået mere end hvis vi selv havde taget uendelige patienter i vores tid hernede. For at opnå dette arbejder vi stadig hårdt på quality control. Det er meget omfattende og sjovt. Jo, de er lige så dårlige som vi troede, men de er interesserede og glade for muligheden for at blive bedre.

Istedet for arbejdet i afdelingen har jeg så kastet min over andre opgaver. Jeg har i samarbejde med den hollandske læge arbejdet på at få en blodbank på benene. På nuværende tidspunkt er alle blodtransfusioner baseret på patientens familie og venner. Det er ikke altid nemt at finde en der matcher og hverken har HIV, leverbetændelse, syfilis eller malaria. Det er faktisk ofte rigtig svært. Nogen gange finder vi ikke en donor og i de tilfælde er det altid et spil om patienten klarer den eller ej. Med en blodbank vil vi også kunne skaffe blod til disse patienter. Det er rigtig fedt at være så stor en del af at optimere hospitalets behandlings muligheder. Endnu engang kan man virkelig at man laver udviklingsarbejde. Skønt! Jeg forsøger også at komme længere med mit forskning. Det er selvfølgelig forbundet med utallige uforudsete problemer, men jeg håber stadig at kunne gennemføre det. Silje og jeg begynder også at tage ambulante patienter i OPD'en fra næste uge. Det bliver et helt nyt kapitel af vores medicinske læring hernede.

Ellers har vi været en forlænget weekend på Banana Island. 2 øer med 900 indbyggere og nogle af de smukkeste strande jeg nogen sinde har set. Her stod den bare på strand, hygge, musik, bål om aftenen, hummer, øl og masser af tid med de andre voluntører. På fredag er vi 7 der tager til Otamakolili. En national park i nord, hvor der er en anden slags jungle og hvor vi skal se flodheste og slappe af. Det er dejligt at arbejdet på afdelingen nu også giver os tid og overskud til at komme lidt ud.

Ellers så er dagen i dag jo min fødselsdag. Jeg blev vækket i morges af Silje, Signe og Liv, som sang fødselsdagssang og hev mig med ud til stor morgenmad. Alle 16 voluntører sad klar med pandekager, blomster på bordet og kaffe. Så har jeg været oppe og gå stuegang da Emma ikke er i Masanga i dag. Desværre fandt jeg et barn i en af sengene, som ligger og er ved at dø. Ikke den bedste fødselsdags gave, men jeg kan endnu engang mærke at jeg har set det før. Aminata er stadig ikke død og jeg vil gå op og tjekke til hende senere igen. Til frokost lavede vi luxus mad med advokadoer købt i Freetown, agurk, soltørrede tomater fra Danmark og løg. Har helt ondt i maven af den usædvanlige mad. Nu sidder jeg i skyggen og er mæt og lykkelig. Esther vil i dagens anledning forsøge at bage chokoladekage i en af de mærkelige ovne i village og i aften skal vi spise sammen og have - efter min bestilling - bønne sovs. Jeg vil smutte op i village nu og skaffe nogle flaske palmevin til aftensmaden. Lækkert! Tak for alle jeres hilsner!

Nu vil jeg slutte af. Jeg er lykkelig helt ned i maven og jeg kunne ikke have en bedre 25 års fødselsdag!

Mange kærlige hilsner fra mig

1 kommentar:

  1. Hej Line

    Det lyder så utroligt givende, det arbejde I laver. Både for Masanga og for jer selv. Jeg bliver helt inspireret af at læse om udvikling vs. nødhjælp... Mega stærkt gået, og virkelig spændende læsning!!!

    Glæder mig til at Skype med dig snart igen!
    _bror

    SvarSlet