Okay, her kommer så alligevel en sidste blog inden jeg takker af.
Jeg var i Yele i går for at besøge min ven familie. Det ligger to timers kørsel fra Masanga så vi var på heldags tur med hans søn, en nabo og chaufførens kæreste.
Min ven, Maxwell, kommer fra en lille landsby på cirka 20 huse. Sidst der havde været hvide i området var nogle missionærer før krigen. Derfor var det ikke så lidt at jeg dukkede op oven i at han ikke selv havde været hjemme i halvandet år. Det var en stor dag for landsbyen.
Det bliver en rigtig hyggelig dag, hvor mit mangelfulde themne skaber stor begejstring, men kombineret med deres manglende engelsk, så ender jeg med at lege en masse med børnene. Ind imellem bliver jeg glad hentet af Maxwells far, mor, tante, kusine og andre familie relationer, som tager mig i hånden og siger Line, Line, Line. Så jeg blev vist rundt til nogle nyfødte geder, en mark, en anden mark, en å, noget madlavning, en tredje mark. Ja, jeg lærte meget den dag. Hen på eftermiddagen hvor de små piger er i fuld gang med at lave en høstak af mit hår kalder Maxwell mig ud. Der er en fødsel, der er komplikationer og om jeg vil kigge på det. Selvfølgelig, siger jeg. Mænd må ikke være med til fødsler, så jeg bliver koblet på hans mor, som følger mig om bag nogle huse. På vejen tænker jeg på alle de komplicerede fødsler vi har i Masanga hver uge og umiddelbart kan jeg ikke rigtig se hvad nytte jeg kan gøre i en landsby uden nogen som helst hjælpemidler. Men fødsler uden komplikationer – det kan jeg klare. Lige som vi drejer om det sidste hjørne lyder der et vræl. Babyen er ude. Synet der venter mig bag palmen er smukt og skræmmende på samme tid. På den bare jord med høns og støv op over begge ører, ligger en kvinde og bløder fra underlivet, et helt nyfødt barn smurt ind i blod og foster fedt og en moderkage. Rundt om dette senarie står 4 kvinder som kigger forventningsfuldt op på mig. Hvad gør vi nu? Jeg undrede mig meget. De føder jo utallige børn alle sammen og det kan umuligt være første gang de hjælper til en fødsel.
Men jeg går i krig. Min erfaring fra Masanga er at den sværeste og hyppigste komplikation er at moderen ikke stopper med at bløde. Derude havde jeg hverken mulighed for drop, oxytoxcin eller lignende. Efter lige at have sikret frie luftveje på barnet tager jeg fat i moderen. Jeg tørret hende mellem benene for at vurdere om hun stadig bløder. Det løber lidt og jeg masserer hendes mave for at hjælpe livmoderen til at trække sig sammen og dermed stoppe blødningen. Derudover tjekker jeg hende mere generelt og vurderer at hun er okay. Så skal jeg i gang med babyen. Den ligger stadig tilkoblet moderkagen, som ligger i sandet ved siden af. Med tegnsprog får jeg forklaret mødrene at de skal skaffe saks og tråd. Der ligger noget stof på jorden og det hiver de straks i strimler. Hmm… Ikke lige hvad jeg havde håbet på af hygiejne og holdbarhed. Men jeg tænker – okay, det bliver jo alligevel ikke så sterilt som jeg kunne ønske, og det er vel bedre end ingenting. Så jeg begynder at binde navlestrengen til med støvede trævler af stof. Heldigvis kommer der en dame løbende med saks og sytråd. Trods alt bedre. Så jeg får bundet og klippet navlestrengen. Jeg tjekker de babyreflekser som jeg kender og det virker alt sammen fint. Så jeg siger ’Baby ofino’ og giver hende videre til den nærmeste kvinde. Så skal jeg tjekke moderkagen. Ingen handsker, HIV, fluer osv osv. Yaix! Men jeg tæller til 10 og får den op. Den så heldigvis fin ud. Puha. Alle er i orden.
Men så får jeg mulighed for at se hvordan de håndterer nyfødte med alle deres traditional beliefs osv. Først bliver babyen smurt ind i sæbe fra top til tå, som en lille skum bamse. Så bliver det vasket af på en meget grov måde hvor vandet bare bliver smidt ud over det hele. Men de havde opvarmet vandet. Det var jeg imponeret af. Så tager kvinden en ordentlig mundfuld vand og spytter det hele ind i barnets mund med en ret hård stråle. Det gentages 5 gange. Barnet hverken hoster eller græder. Vandet bliver derinde. Hmm… Jeg var lige ovre og prikke til hende for at se om hun stadig var i live efter den lille ’simulerede drukning’. Så begynder de at smøre hende ind i noget parfumeret olie. Da de går i gang med det forklarer jeg dem at det ikke må komme på navlestrengen. Nej, nej, siger de grinende, selvfølgelig ikke. For ja, så kommer der nemlig en dame med en plastik kop med en urte blandning. Den skal både smøres ud over kønsdelene og – selvfølgelig – navlestrengen. Sådan, så er hun fin og ren, og bliver lagt i mine arme. Jeg pludrer lidt med hende og kigger så op efter moderen. Hun er i fuld gang med at vaske underlivet. Der efter hopper hun i et stykke stof og går hen og fortsætter madlavningen. What!? Det var det. Nu skulle hun videre. Shit (undskyld) men det var en sej kvinde! Jeg insisterer på at hun skal amme barnet ellers vil jeg ikke gå. Så hun bliver ammet og derefter råber alle kvinderne glade ’Baby Line!’. Jeg siger åh, nej, det skal I ikke, det er svært at udtale osv. Men da jeg kommer ud af det lille mørke rum på 4 kvm som gør det ud for deres hjem, møder jeg faderen til barnet. ’Åh, Baby Line. Momo momo’ (tak tak). Hele landsbyen er oppe at køre og Maxwells familie er ved at revne af stolthed.
En baby Line er født. Bedre kunne jeg vist ikke komme herfra.
Kh
mandag den 25. januar 2010
lørdag den 23. januar 2010
Farvel til Masanga og mine nye venner
Kære alle sammen,
Her kommer så min sidste blog, som et tegn på mit absolut sidste farvel til Masanga og de mange venskaber jeg har skabt igennem de sidste 6 måneder. Det er absolut med forventnings glæde at jeg ved at min hjemkomst nærmer sig, men det er bestemt også med et meget tungt hjerte at jeg skal sige farvel hernede. Der farer mange tanker igennem mit hoved, tårer der løber ned af mine kinder og hjertesorger over alle de skæbner jeg forlader bag mig. Venners skæbner.
Det har været en varieret sidste måned, som har båret præg af at vi skulle afslutte projektet, gøre klar til overragelse men også at vi har sat fokus på hvad vi selv gerne ville opleve inden vi tager hjem. I perioder har vi arbejdet dag og nat for at skrive rapporter, lave quality control færdig, samle alle de løse ender og sikre os at vi overdrager projektet i bedst mulig stand. Andre gange har vi bare holdt ferie, som da vi over julen bare hyggede i Masanga med de lokale i village til den ene fest efter den anden. Det sidste hold tog hjem lige før jul og siden da er Silje og jeg blevet meget bevidste om at vi er det næste hold der er på vej væk. Jeg prøver virkelig at nyde resten af min tid, men min afsked bliver også mere og mere nærværende og vi bliver nu dagligt mindet om at folk er kede af at vi skal hjem og at de ville ønske vi blev. Det ville jeg også.
Men jeg skal hjem. Det er uundgåeligt og – til den tid – også glædeligt. Jeg skal derfor hellere bare se at komme af sted på en ordentlig måde. Vores afløsere kom i lørdags og vi er derfor langsomt ved at slippe projektet. Det føles rigtigt – livet skal jo også gå videre og nu skal der nye ideer og kræfter til. Så nu står den på tur til Yele i morgen, hvor jeg skal besøge en vens familie, shopping tur til Makeni tirsdag og en masse afskeds møder og hyggestunder igennem den kommende uge. Lørdag slutter vi så det hele af med et brag af en afskedsfest. Vi har inviteret 180 mennesker til mad, drikke, taler, dans og dj musik. Det koster selvfølgelig lidt at skyde sådan en fest af, men ikke desto mindre føler jeg også at jeg skylder dem det. Jeg skylder dem at sige ordentlig tak og farvel. Og ja, det er jo et godt tegn at jeg er ked af at forlade dem – det er et tegn på at jeg har knyttet mig til dem, at jeg har knyttet mig til mennesker hvis skæbner er så uendelig fjerne fra mig. Mennesker jeg aldrig havde forventet ville komme mig så nær.
Selvfølgelig kommer jeg hjem med nye projekter efter sådan en oplevelse. Silje og jeg arbejder på at få et sygeplejerske sponsor program op at stå. Det har taget mange overvejelser, udregninger og møder, men vi har det langsomt på plads. Derudover skal jeg hjem og skaffe midler til at min ven, som arbejder i laboratoriet, kan få en uddannelse. Han arbejder selvlært, uden papir på hans kunnen og går derfor en meget usikker fremtid i møde hvis ikke han få en egentlig uddannelse. Jeg er rigtig glad for at jeg har noget at arbejde videre med når jeg kommer hjem, så Masanga ikke forlader mig helt d. 2. Feburar.
Det har været en fantastisk oplevelse. Jeg har fået Afrika helt ind under huden og de dødsens farlige motorcykel ture skræmmer mig ikke mere, jeg spilder ikke længere vand ned over mig når jeg bærer det i store spande på hovedet fra brønden, jeg frygter ikke længere det altomsluttende mørke om aftenen, jeg vifter flagermus, edderkopper og andet kravl væk uden at tænke videre over det og jeg tager fint alene til Makeni og handler rundt på markedet mellem dyr, mennesker, tiggere, motorcykler og alverdens andre forhindringer. Jeg må sige, at jeg føler mig meget hjemme. Når det så er sagt så har min snarlige hjemkomst også fået mig til at drømme om salat, yoghurt, min egen seng, mine dejlige venner og veninder og min familie. Ja, hele mit liv derhjemme. I kan tro jeg også glæder mig til at få Danmark ind under huden igen.
Så jeg vil slutte her. Sige farvel til mit elskede Sierra Leone og vende tanker og hjerte mod Danmark. Vi ses derhjemme – snart!
Kærligst Line
Her kommer så min sidste blog, som et tegn på mit absolut sidste farvel til Masanga og de mange venskaber jeg har skabt igennem de sidste 6 måneder. Det er absolut med forventnings glæde at jeg ved at min hjemkomst nærmer sig, men det er bestemt også med et meget tungt hjerte at jeg skal sige farvel hernede. Der farer mange tanker igennem mit hoved, tårer der løber ned af mine kinder og hjertesorger over alle de skæbner jeg forlader bag mig. Venners skæbner.
Det har været en varieret sidste måned, som har båret præg af at vi skulle afslutte projektet, gøre klar til overragelse men også at vi har sat fokus på hvad vi selv gerne ville opleve inden vi tager hjem. I perioder har vi arbejdet dag og nat for at skrive rapporter, lave quality control færdig, samle alle de løse ender og sikre os at vi overdrager projektet i bedst mulig stand. Andre gange har vi bare holdt ferie, som da vi over julen bare hyggede i Masanga med de lokale i village til den ene fest efter den anden. Det sidste hold tog hjem lige før jul og siden da er Silje og jeg blevet meget bevidste om at vi er det næste hold der er på vej væk. Jeg prøver virkelig at nyde resten af min tid, men min afsked bliver også mere og mere nærværende og vi bliver nu dagligt mindet om at folk er kede af at vi skal hjem og at de ville ønske vi blev. Det ville jeg også.
Men jeg skal hjem. Det er uundgåeligt og – til den tid – også glædeligt. Jeg skal derfor hellere bare se at komme af sted på en ordentlig måde. Vores afløsere kom i lørdags og vi er derfor langsomt ved at slippe projektet. Det føles rigtigt – livet skal jo også gå videre og nu skal der nye ideer og kræfter til. Så nu står den på tur til Yele i morgen, hvor jeg skal besøge en vens familie, shopping tur til Makeni tirsdag og en masse afskeds møder og hyggestunder igennem den kommende uge. Lørdag slutter vi så det hele af med et brag af en afskedsfest. Vi har inviteret 180 mennesker til mad, drikke, taler, dans og dj musik. Det koster selvfølgelig lidt at skyde sådan en fest af, men ikke desto mindre føler jeg også at jeg skylder dem det. Jeg skylder dem at sige ordentlig tak og farvel. Og ja, det er jo et godt tegn at jeg er ked af at forlade dem – det er et tegn på at jeg har knyttet mig til dem, at jeg har knyttet mig til mennesker hvis skæbner er så uendelig fjerne fra mig. Mennesker jeg aldrig havde forventet ville komme mig så nær.
Selvfølgelig kommer jeg hjem med nye projekter efter sådan en oplevelse. Silje og jeg arbejder på at få et sygeplejerske sponsor program op at stå. Det har taget mange overvejelser, udregninger og møder, men vi har det langsomt på plads. Derudover skal jeg hjem og skaffe midler til at min ven, som arbejder i laboratoriet, kan få en uddannelse. Han arbejder selvlært, uden papir på hans kunnen og går derfor en meget usikker fremtid i møde hvis ikke han få en egentlig uddannelse. Jeg er rigtig glad for at jeg har noget at arbejde videre med når jeg kommer hjem, så Masanga ikke forlader mig helt d. 2. Feburar.
Det har været en fantastisk oplevelse. Jeg har fået Afrika helt ind under huden og de dødsens farlige motorcykel ture skræmmer mig ikke mere, jeg spilder ikke længere vand ned over mig når jeg bærer det i store spande på hovedet fra brønden, jeg frygter ikke længere det altomsluttende mørke om aftenen, jeg vifter flagermus, edderkopper og andet kravl væk uden at tænke videre over det og jeg tager fint alene til Makeni og handler rundt på markedet mellem dyr, mennesker, tiggere, motorcykler og alverdens andre forhindringer. Jeg må sige, at jeg føler mig meget hjemme. Når det så er sagt så har min snarlige hjemkomst også fået mig til at drømme om salat, yoghurt, min egen seng, mine dejlige venner og veninder og min familie. Ja, hele mit liv derhjemme. I kan tro jeg også glæder mig til at få Danmark ind under huden igen.
Så jeg vil slutte her. Sige farvel til mit elskede Sierra Leone og vende tanker og hjerte mod Danmark. Vi ses derhjemme – snart!
Kærligst Line
Abonner på:
Opslag (Atom)