Farvel til Masanga og mine nye venner

Kære alle sammen,

Her kommer så min sidste blog, som et tegn på mit absolut sidste farvel til Masanga og de mange venskaber jeg har skabt igennem de sidste 6 måneder. Det er absolut med forventnings glæde at jeg ved at min hjemkomst nærmer sig, men det er bestemt også med et meget tungt hjerte at jeg skal sige farvel hernede. Der farer mange tanker igennem mit hoved, tårer der løber ned af mine kinder og hjertesorger over alle de skæbner jeg forlader bag mig. Venners skæbner.

Det har været en varieret sidste måned, som har båret præg af at vi skulle afslutte projektet, gøre klar til overragelse men også at vi har sat fokus på hvad vi selv gerne ville opleve inden vi tager hjem. I perioder har vi arbejdet dag og nat for at skrive rapporter, lave quality control færdig, samle alle de løse ender og sikre os at vi overdrager projektet i bedst mulig stand. Andre gange har vi bare holdt ferie, som da vi over julen bare hyggede i Masanga med de lokale i village til den ene fest efter den anden. Det sidste hold tog hjem lige før jul og siden da er Silje og jeg blevet meget bevidste om at vi er det næste hold der er på vej væk. Jeg prøver virkelig at nyde resten af min tid, men min afsked bliver også mere og mere nærværende og vi bliver nu dagligt mindet om at folk er kede af at vi skal hjem og at de ville ønske vi blev. Det ville jeg også.

Men jeg skal hjem. Det er uundgåeligt og – til den tid – også glædeligt. Jeg skal derfor hellere bare se at komme af sted på en ordentlig måde. Vores afløsere kom i lørdags og vi er derfor langsomt ved at slippe projektet. Det føles rigtigt – livet skal jo også gå videre og nu skal der nye ideer og kræfter til. Så nu står den på tur til Yele i morgen, hvor jeg skal besøge en vens familie, shopping tur til Makeni tirsdag og en masse afskeds møder og hyggestunder igennem den kommende uge. Lørdag slutter vi så det hele af med et brag af en afskedsfest. Vi har inviteret 180 mennesker til mad, drikke, taler, dans og dj musik. Det koster selvfølgelig lidt at skyde sådan en fest af, men ikke desto mindre føler jeg også at jeg skylder dem det. Jeg skylder dem at sige ordentlig tak og farvel. Og ja, det er jo et godt tegn at jeg er ked af at forlade dem – det er et tegn på at jeg har knyttet mig til dem, at jeg har knyttet mig til mennesker hvis skæbner er så uendelig fjerne fra mig. Mennesker jeg aldrig havde forventet ville komme mig så nær.

Selvfølgelig kommer jeg hjem med nye projekter efter sådan en oplevelse. Silje og jeg arbejder på at få et sygeplejerske sponsor program op at stå. Det har taget mange overvejelser, udregninger og møder, men vi har det langsomt på plads. Derudover skal jeg hjem og skaffe midler til at min ven, som arbejder i laboratoriet, kan få en uddannelse. Han arbejder selvlært, uden papir på hans kunnen og går derfor en meget usikker fremtid i møde hvis ikke han få en egentlig uddannelse. Jeg er rigtig glad for at jeg har noget at arbejde videre med når jeg kommer hjem, så Masanga ikke forlader mig helt d. 2. Feburar.

Det har været en fantastisk oplevelse. Jeg har fået Afrika helt ind under huden og de dødsens farlige motorcykel ture skræmmer mig ikke mere, jeg spilder ikke længere vand ned over mig når jeg bærer det i store spande på hovedet fra brønden, jeg frygter ikke længere det altomsluttende mørke om aftenen, jeg vifter flagermus, edderkopper og andet kravl væk uden at tænke videre over det og jeg tager fint alene til Makeni og handler rundt på markedet mellem dyr, mennesker, tiggere, motorcykler og alverdens andre forhindringer. Jeg må sige, at jeg føler mig meget hjemme. Når det så er sagt så har min snarlige hjemkomst også fået mig til at drømme om salat, yoghurt, min egen seng, mine dejlige venner og veninder og min familie. Ja, hele mit liv derhjemme. I kan tro jeg også glæder mig til at få Danmark ind under huden igen.
Så jeg vil slutte her. Sige farvel til mit elskede Sierra Leone og vende tanker og hjerte mod Danmark. Vi ses derhjemme – snart!

Kærligst Line