The rain desturbs

Kære alle sammen,

Først og fremmest tusind tak for de mange mails og hilsner. Det har været rigtig dejligt at mærke at I følger mig i mine oplevelser.

Regnen siler ned udenfor. For et kvarter siden sad Liv og jeg og snakkede i solen. Pludselig blev himlen mørk, blæsten tog til og indenfor 5 minutter stod himmel og hav i et. Jeg har stadig ikke vænnet mig til det og jeg synes det er et lille vejrmirakel hver gang det sker. Men med regnen kommer også stilstanden. Alt går i stå når regnen har gjort sit indtog. Køkkenpigerne kommer ikke og laver mad, vand damen henter ikke vand i brønden, vores nurse aids møder ikke på arbejde og alle aftaler og møder bliver aflyst. The rain desturbs them. Regnen, der forstyrrer, er en helt almindelig og fuldt accepteret undskyldning, nej, det er ikke engang en undskyldning – det er bare en grund. Så jeg må sige at vejret har rigtig meget at sige for aktivitetsniveauet hernede. I tørvejr er jeg nede og fiske ved floden, kører rundt på motorcykel, er til Temne (det lokale sprog) lektioner hos nogle af de lokale fyre, arbejder på afdelingen, er til fodbold træning på skolegrunden, holder møder, er på den lokal ’palmevins bar’, er ude og løbe og på besøg i hytterne, markerne og så videre. Men når regnen kommer er man overladt til de andre volontører, sin bog, dagbog eller – hvis der er strøm – blogskrivning.

Silje og jeg har nu helt overtaget afdelingen. Vi går stuegang, indlægger, udskriver, laver arbejdsplaner, bestiller medicin og styrer stort set alt hvad der foregår på vores TFC med 19 senge. Der er ligger et ret stort arbejde foran os da vi skal omlægge TFC’en til en SC. Forklaring følger; En TFC er et therapeutic feeding center. Her indlægger vi fejl- og underernærede børn. Dvs. deres vægt i forhold til højden skal være under 70%, de skal have ødemer på fødder, ben og i ansigtet eller de skal have en MUAC, som er et mål omkring overarmen, på under 110 mm. Derudover har stort set alle de her små klatøjede unger gerne malaria, lungeødemer, diarre og andre komplikationer. Dem beholder vi så indtil de er infektionsfri, ødemfri og med en stigende vægt – dvs. næsten raske bortset fra et par få kilo. Nu kræver Unicef, som støtter afdelingen, at vi skal være en SC, Stabilization center. Her er der dels strengere krav for indlæggelse og det er nu ikke længere nok bare at være underernæret, man skal også have komplikationer som følge af sin underernæring. Derudover skal vi også udskrive dem tidligere. Så de skal bare spise godt, være i bedring og komplikationerne være under behandling. Derefter skal vi henvise dem til OTP’er, Out therapeutic patients. Det er i og for sig en god plan, derved får vi behandlet flere, stimuleret de lokale klinikker og forældrene kommer hurtigere hjem til arbejdet. Men de undersøgelser, der er blevet lavet, konkluderer at mindst 80% af befolkningen skal have adgang til en OTP før et stabilization center kan fungere. Det er jo alfa omega at patienterne ikke skal vandre flere dage og derved ikke får fulgt op på behandlingen. Her i Sierra Leone har cirka 20% af befolkningen adgang til en OTP… Ergo er et stabilization center fuldstændig håbløst at få til at fungere optimalt. Men Unicef dikterer det og så må Silje og jeg finde måder at omgå systemet på sådan at vi ikke skal udskrive børn med komplikationer og underernæring til sig selv. Det vil jeg ikke være med til. Samtidig er vores ansatte ikke de hurtigste til at omstille sig, så det kommer til at tage mange måneder med forklaring, instruering, supervision før de overhovedet kan forstå at vi laver det om. Men det er et spændende arbejde og jeg er glad for at vi har så meget at lave hernede.

Der er en masse fantastiske historier fra TFC’en. Der er et ret lille udvalg af medicin, ingen alternative specialister og ingen mulighed for at lave diagnostiske undersøgelser. Derfor behandler vi primært på dels klinisk mistanke og dels på hvilke farmaka der er tilstede. Nu er hospitalet fx tømt for malaria medicin. Så er det jo faktisk irrelevant om barnet har malaria eller ej, for det kan ikke behandles. Så jeg synes arbejdet er ret ’idiotsikret’. I sidste uge havde vi en 15 årig pige indlagt. Hun havde – udover underernæring – en hjertefejl. Men vi kunne absolut ikke gøre noget. Det eneste vi kan er at oplyse hende om det, opfordre til at søge læge hvis hun bliver syg og ellers bare håbe på at hun når at fylde 20 år. Det er barsk, men manglen på muligheder gør situationen mindre håbløs. Man skal ikke overveje at betale, hjælpe eller noget – for der er ganske enkelt ikke mulighed for hjerteoperation i Sierra Leone. Det lyder kynisk, men det gør det nemmere at stå i min rolle. På den anden side så fik vi en lille Ibrahim indlagt i starten af ugen. Han var syg af malaria, lungebetændelse og var meget underernæret. Han hev efter vejret og vi diskuterede om han overhovedet ville overleve natten. Men i dag sidder han og smiler og leger. Vi udskrev Sulliman i torsdags og da var moderen henne og synge en sang til mig og kyssede mine fødder i taknemmelighed. Jeg gik stuegang på Amadu i går. Jeg spurgte faderen hvordan han synes det gik. Så lyder svaret ’thanks to you and to God…’. Det er så dejligt og jeg havde ikke regnet med, at det ville betyde så meget for mig. Alle disse børn havde højest sandsynligt været døde, hvis de ikke havde haft mulighed for gratis behandling her på hospitalet.

Ellers så er jeg langsomt ved at vænne mig til at være i et afrikansk arbejdsmiljø. Fx vi havde møde med de eneste øjenlæger i landet i lørdags. Deres klinik ligger 5 timers kørsel fra hospitalet og de dækker hele landet med øjenbehandling. Mødet handlede om, at de måske ville komme her og behandle patienter. Det er rigtig fedt at sidde på forreste række, når vi skaffer øjenbehandling til flere hundrede tusinde mennesker. I går skulle jeg så ringe og lave nogle aftaler med dem. Jeg siger “Hi, this is Line fra Masanga Eye Clinic”. “Yes, Line, I remember”. “Yes, we meet at the meeting this Saturday”. “You’re coming Saturday? When are you coming?”. “No, not coming. I just need a pricelist”. “You come Saturday? Very Nice”. “I’m not coming Saturday”. “You come tomorrow. You should come this week”. Og sådan fortsatte det i 5 minutter. Det er en af de få læger i landet, som er uddannet I Europa. Can you believe it! I give up.

Vi var 7 voluntører der tog i kirke i lørdags. Kirken ligger på hospitalsgrunden og der var nok cirka 150 mennesker i kirke. Det er så syret at sidde i en kirke propfyldt med sorte og så kender man halvdelen. Sådan arbejder, fester og snakker med. Men ihvert fald blev vi bedt om at stille os op og synge Amazing Grace, because white people sing so well and you like this song. Oh my good. Det var sgu lidt presset, syntes jeg. Jeg sagde også bagefter til præsten, at de da skræmte os væk ved at lave sådan et nummer. Han lovede at synge med mig næste gang. Jeg tvivler på, at der bliver en næste gang… Bagefter fik vi mad af christ youth. Generelt giver de rigtig ofte mad i gaver, også for at vise taknemmelighed eller ære os. Det er altid i form af enorme mængder ris med udefinerbart brusk og masser af olie. Evt. lidt chili. Der er en masse om, at man skal spise op for at vise, at man kan lide maden og af hensyn til, at alle sulter omkring os for tiden. Fx vores nurse aids i afdelingen tjener 120.000 leoner om måneden. 50 kg ris koster 120.000 leoner. De har gerne mange børn, forældre, tanter og invalide at tage sig af. Fattigdommen er bare ikke så tydelig fordi alle er fattige. Forstår I? Selv de rigeste i området spiser én gang om dagen.

Efter gudstjenesten lejede vi to biler og kørte til Magburaka for at se fodbold. Engelsk fodbold er en virkelig stor ting hernede og det var rigtig sjovt at høre råb, klap, slåskampe osv. Magburaka er den nærmeste by og ligger cirka 40 minutters kørsel herfra. Den består af en rundkørsel og et t-kryds. Man kan købe stearinlys, kiks (glukose, som i Indien, Maria!) og units til telefonen. Jeg havde virkelig satset på en gang dåse tun, men nej. Det skal man til Makeni for at skaffe – yderligere 3 kvarter væk.

Jeg er gået fuldstændig død i maden hernede. Den er slet ikke så slem som forventet, men jeg er bare gået i fedt chok. Jeg har nu været her i 2 uger og der har allerede været utallige gengangere. Den er sikker hver gang – ris, pasta eller couscous med en sovs af olie, chili, kasawa-leafs og løg. Så kan den indimellem indeholde dåse tomater, jeg har set en enkelt peberfrugt deri og måske vi også får lidt kyllinge brusk. Her i sulteperioden får dyrene jo slet ikke noget at spise og der er intet kød at finde på de afpillede høns og geder der løber rundt omkring os. I dag til frokost fik vi græskarmos og popcorn. Ej men altså, det er så stenet. Jeg er stået helt af. Jeg er aldrig rigtig mæt – det er jo kun fedt og kulhydrater. Vi bor cirka 7 volontører på hostellet. De bruger 4 liter palmeolie om ugen på at fede os op. Jeg bliver vist både fed og fejlernæret. Men bilen kører til Makeni på tirsdag, så da håber jeg, at jeg kan overtale én til at købe tun med til mig. Det er altafgørende for min videre leben her.

Derudover er mine nye Birkenstock sandaler rådnet pga. fugten. Jeg har forsøgt at skrubbe dem helt i bund og så må jeg håbe på at de kan tørre ved næste solstråle. Jeg har fået bejlergaver i form af agurker, kokosnødder og kærestebreve. ’I love you’ er ikke en frase de sparer på hernede. Jeg har fået pakket alle mine penge ned i havregryn dåser så musene ikke spiser dem og jeg er blevet ret rutineret til at bade med en lille øser. Så nu er jeg langsomt installeret til 5 måneder mere i junglen blandt charmerende, tandløse og til tider trættende afrikanere.

Det blev en lang smøre, men den her oplevelse er bare så anderledes, fantastisk og helt umulig at beskrive med få ord.

Håber I alle har det godt og sætter pris på salat, telefonsignal, civilisation og tørt tøj.

De kærligste tanker fra Line

Jeg arbejder stadig på adressen. Der er tilsyneladende en postboks i Makeni, men postsystemet er ikke-eksisterende og nærmest kun opretholdt pga. hvide og rige. Jeg arbejder på sagen. Breve hjemmefra er altid i høj kurs!

Velkomst

Kære alle sammen,

Her er et forsøg på at beskrive mine mange første indtryk, møder og omgivelser. Jeg håber, I vil forstå, at det virker utrolig utilstrækkeligt at skulle videregive det med ord. Jeg må indrømme, at jeg synes, det er rigtig svært at få sendt noget af sted, som bare delvis kan beskrive det. Så bær over med mig og gang alt det I først forestiller jer med 10.

Jeg ligger lige nu i min seng på mit lille værelse. Klokken er 17.30, regnen siler ned og der begynder så småt at blive mørkt. Om 20 minutter vil der være fuldstændig sort herude i junglen. Aftenen vi ankom, fortalte en fyr mig, at der kun er to byer i hele Sierra Leone, der har 24 timers elektricitet. Intet under at tingene går lidt langsomt. Jeg har stukket min iPod i ørene da både regnen, men også abernes leg over bliktagene, larmer helt sindsygt. Om to timer er der power hour, hvilket vil sige, at der er strøm på hospitalsområdet fra 19-22 hver aften. Det er så dejligt når det kommer. Vores værelser og toilettet er omgivet af skoven (og derfor driver fugten ned af væggene) og selv ved højlys dag skal man bruge pandelygte for at finde rundt. Når man så samtidig skal ned til brønden og pumpe vand op til rengøring, bad, toilet og håndvask, så kan man næsten ikke huske Danmark. Rindende vand, strøm, tv, salat, vinduer, butikker, veje - det virker som i en anden verden.

Nu hvor hospitalet er kommet op at køre lidt igen efter borgerkrigen, er landsbyen sideløbende vokset betydeligt. Masanga village består nu af knap 1000 lerhytter og cirka 2000 personer, hvoraf 100 arbejder på hospitalsgrunden. ALLE vidste at der kom nye TFC girls (therapeutic feeding center), ALLE ville byde velkommen, ALLE ved at jeg hedder Line og ALLE skal røre ved mig. Det lyder alt sammen meget overvældende og lidt ala hvad man oplever i mange andre rejsesituationer. Men forskellen er, at de ikke møder mig som fattige afrikanere. De møder mig som en kollega. De møder mig som én de skal bo, feste og arbejde sammen med igennem de næste knap 6 måneder. Det er ligeværdigt. Det er så hjerteligt, når de inviterer mig til at besøge deres familier, når de siger at de har glædet sig til at møde mig og når de ansatte på TFC’en har øvet sig på at udtale mit navn og synger velkomst sange for os. Tænk sig, at det er et af verdens fattigste lande midt i sulte perioden, hvor selv de bedre stillede i landsbyen kun spiser en gang om dagen. Helt ubeskriveligt.

Lørdag aften, da vi ankom, var der en lokal fest i Magburka og vi tog med de lokale fyre derned. Hernede taler man ikke om single fyre – stort set alle, helt ned til 21 årige fyre (og 15 årige piger!) har børn, de har gerne second and third wifes og rigtig mange af dem har børn med gamle kærester, ex-koner osv osv. F.eks. James, som er en af vores lokale nurse aids (social og sundhedsassistent), da han kom hjem fra arbejde i mandags var hans kone og lille barn væk. Så kommer han op på afdelingen om eftermiddag og fortæller ’My wife has run away. I cannot find her’, og efter 5 sekunders tanke kigger kan sødt på mig og siger ’Now I have room. Maybe you will live in my house with me?’. Og han er hverken klam, voldelig eller noget som helst. Han er en af de bedre uddannede i landsbyen. Forhold er bare midlertidige ordninger. Kvinderne bor i hytterne med børnene mens mændene bor i et helt andet hus alene. TY’s kone er f.eks. hjemme ved sine forældre for at amme deres nye barn. Så er det fuldt accepteret at han skal have en kæreste i mellemtiden. Det er simpelthen så sjovt og det er umuligt at følge med i hvem der er barn af hvem og med hvem.
Så med deres enorme seksuelle frihed, afrikanske rytmer i højtalerne, benzinstank fra generatoren, vores lyse hud og hår og tilsat deres meget fysiske omgang både med hinanden og med os, så var det virkelig lagt op til en god fest. Derfor endte min første aften i Sierra Leone med svedig dans til langt ud på de lyse timer. En hel fantastisk start på det som helt sikkert bliver mit livs oplevelse.

De sidste dage er så gået med introduktion til vores arbejde hernede. Det skal også nok blive rigtig spændende at tage fat på afdelingen og arbejde på et helt hospital med 99 % lokale medarbejder, som maximalt kan læse engelsk.

Jeg har fået sierra leonsk nummer og her kan I få fat på mig. 00232 (tjek lige landekoden) 078506862. Internetforbindelsen er elendig så der er ingen Skype og jeg beklager til mange af jer om de manglende mails. Jeg får nok en rutine senere. Men for nu ses vi på bloggen.

Ville ønske I alle var her og oplevede stedet og menneskerne.

Kærligst Line