Velkomst

Kære alle sammen,

Her er et forsøg på at beskrive mine mange første indtryk, møder og omgivelser. Jeg håber, I vil forstå, at det virker utrolig utilstrækkeligt at skulle videregive det med ord. Jeg må indrømme, at jeg synes, det er rigtig svært at få sendt noget af sted, som bare delvis kan beskrive det. Så bær over med mig og gang alt det I først forestiller jer med 10.

Jeg ligger lige nu i min seng på mit lille værelse. Klokken er 17.30, regnen siler ned og der begynder så småt at blive mørkt. Om 20 minutter vil der være fuldstændig sort herude i junglen. Aftenen vi ankom, fortalte en fyr mig, at der kun er to byer i hele Sierra Leone, der har 24 timers elektricitet. Intet under at tingene går lidt langsomt. Jeg har stukket min iPod i ørene da både regnen, men også abernes leg over bliktagene, larmer helt sindsygt. Om to timer er der power hour, hvilket vil sige, at der er strøm på hospitalsområdet fra 19-22 hver aften. Det er så dejligt når det kommer. Vores værelser og toilettet er omgivet af skoven (og derfor driver fugten ned af væggene) og selv ved højlys dag skal man bruge pandelygte for at finde rundt. Når man så samtidig skal ned til brønden og pumpe vand op til rengøring, bad, toilet og håndvask, så kan man næsten ikke huske Danmark. Rindende vand, strøm, tv, salat, vinduer, butikker, veje - det virker som i en anden verden.

Nu hvor hospitalet er kommet op at køre lidt igen efter borgerkrigen, er landsbyen sideløbende vokset betydeligt. Masanga village består nu af knap 1000 lerhytter og cirka 2000 personer, hvoraf 100 arbejder på hospitalsgrunden. ALLE vidste at der kom nye TFC girls (therapeutic feeding center), ALLE ville byde velkommen, ALLE ved at jeg hedder Line og ALLE skal røre ved mig. Det lyder alt sammen meget overvældende og lidt ala hvad man oplever i mange andre rejsesituationer. Men forskellen er, at de ikke møder mig som fattige afrikanere. De møder mig som en kollega. De møder mig som én de skal bo, feste og arbejde sammen med igennem de næste knap 6 måneder. Det er ligeværdigt. Det er så hjerteligt, når de inviterer mig til at besøge deres familier, når de siger at de har glædet sig til at møde mig og når de ansatte på TFC’en har øvet sig på at udtale mit navn og synger velkomst sange for os. Tænk sig, at det er et af verdens fattigste lande midt i sulte perioden, hvor selv de bedre stillede i landsbyen kun spiser en gang om dagen. Helt ubeskriveligt.

Lørdag aften, da vi ankom, var der en lokal fest i Magburka og vi tog med de lokale fyre derned. Hernede taler man ikke om single fyre – stort set alle, helt ned til 21 årige fyre (og 15 årige piger!) har børn, de har gerne second and third wifes og rigtig mange af dem har børn med gamle kærester, ex-koner osv osv. F.eks. James, som er en af vores lokale nurse aids (social og sundhedsassistent), da han kom hjem fra arbejde i mandags var hans kone og lille barn væk. Så kommer han op på afdelingen om eftermiddag og fortæller ’My wife has run away. I cannot find her’, og efter 5 sekunders tanke kigger kan sødt på mig og siger ’Now I have room. Maybe you will live in my house with me?’. Og han er hverken klam, voldelig eller noget som helst. Han er en af de bedre uddannede i landsbyen. Forhold er bare midlertidige ordninger. Kvinderne bor i hytterne med børnene mens mændene bor i et helt andet hus alene. TY’s kone er f.eks. hjemme ved sine forældre for at amme deres nye barn. Så er det fuldt accepteret at han skal have en kæreste i mellemtiden. Det er simpelthen så sjovt og det er umuligt at følge med i hvem der er barn af hvem og med hvem.
Så med deres enorme seksuelle frihed, afrikanske rytmer i højtalerne, benzinstank fra generatoren, vores lyse hud og hår og tilsat deres meget fysiske omgang både med hinanden og med os, så var det virkelig lagt op til en god fest. Derfor endte min første aften i Sierra Leone med svedig dans til langt ud på de lyse timer. En hel fantastisk start på det som helt sikkert bliver mit livs oplevelse.

De sidste dage er så gået med introduktion til vores arbejde hernede. Det skal også nok blive rigtig spændende at tage fat på afdelingen og arbejde på et helt hospital med 99 % lokale medarbejder, som maximalt kan læse engelsk.

Jeg har fået sierra leonsk nummer og her kan I få fat på mig. 00232 (tjek lige landekoden) 078506862. Internetforbindelsen er elendig så der er ingen Skype og jeg beklager til mange af jer om de manglende mails. Jeg får nok en rutine senere. Men for nu ses vi på bloggen.

Ville ønske I alle var her og oplevede stedet og menneskerne.

Kærligst Line