Kære alle sammen,
Først og fremmest tusind tak for de mange mails og hilsner. Det har været rigtig dejligt at mærke at I følger mig i mine oplevelser.
Regnen siler ned udenfor. For et kvarter siden sad Liv og jeg og snakkede i solen. Pludselig blev himlen mørk, blæsten tog til og indenfor 5 minutter stod himmel og hav i et. Jeg har stadig ikke vænnet mig til det og jeg synes det er et lille vejrmirakel hver gang det sker. Men med regnen kommer også stilstanden. Alt går i stå når regnen har gjort sit indtog. Køkkenpigerne kommer ikke og laver mad, vand damen henter ikke vand i brønden, vores nurse aids møder ikke på arbejde og alle aftaler og møder bliver aflyst. The rain desturbs them. Regnen, der forstyrrer, er en helt almindelig og fuldt accepteret undskyldning, nej, det er ikke engang en undskyldning – det er bare en grund. Så jeg må sige at vejret har rigtig meget at sige for aktivitetsniveauet hernede. I tørvejr er jeg nede og fiske ved floden, kører rundt på motorcykel, er til Temne (det lokale sprog) lektioner hos nogle af de lokale fyre, arbejder på afdelingen, er til fodbold træning på skolegrunden, holder møder, er på den lokal ’palmevins bar’, er ude og løbe og på besøg i hytterne, markerne og så videre. Men når regnen kommer er man overladt til de andre volontører, sin bog, dagbog eller – hvis der er strøm – blogskrivning.
Silje og jeg har nu helt overtaget afdelingen. Vi går stuegang, indlægger, udskriver, laver arbejdsplaner, bestiller medicin og styrer stort set alt hvad der foregår på vores TFC med 19 senge. Der er ligger et ret stort arbejde foran os da vi skal omlægge TFC’en til en SC. Forklaring følger; En TFC er et therapeutic feeding center. Her indlægger vi fejl- og underernærede børn. Dvs. deres vægt i forhold til højden skal være under 70%, de skal have ødemer på fødder, ben og i ansigtet eller de skal have en MUAC, som er et mål omkring overarmen, på under 110 mm. Derudover har stort set alle de her små klatøjede unger gerne malaria, lungeødemer, diarre og andre komplikationer. Dem beholder vi så indtil de er infektionsfri, ødemfri og med en stigende vægt – dvs. næsten raske bortset fra et par få kilo. Nu kræver Unicef, som støtter afdelingen, at vi skal være en SC, Stabilization center. Her er der dels strengere krav for indlæggelse og det er nu ikke længere nok bare at være underernæret, man skal også have komplikationer som følge af sin underernæring. Derudover skal vi også udskrive dem tidligere. Så de skal bare spise godt, være i bedring og komplikationerne være under behandling. Derefter skal vi henvise dem til OTP’er, Out therapeutic patients. Det er i og for sig en god plan, derved får vi behandlet flere, stimuleret de lokale klinikker og forældrene kommer hurtigere hjem til arbejdet. Men de undersøgelser, der er blevet lavet, konkluderer at mindst 80% af befolkningen skal have adgang til en OTP før et stabilization center kan fungere. Det er jo alfa omega at patienterne ikke skal vandre flere dage og derved ikke får fulgt op på behandlingen. Her i Sierra Leone har cirka 20% af befolkningen adgang til en OTP… Ergo er et stabilization center fuldstændig håbløst at få til at fungere optimalt. Men Unicef dikterer det og så må Silje og jeg finde måder at omgå systemet på sådan at vi ikke skal udskrive børn med komplikationer og underernæring til sig selv. Det vil jeg ikke være med til. Samtidig er vores ansatte ikke de hurtigste til at omstille sig, så det kommer til at tage mange måneder med forklaring, instruering, supervision før de overhovedet kan forstå at vi laver det om. Men det er et spændende arbejde og jeg er glad for at vi har så meget at lave hernede.
Der er en masse fantastiske historier fra TFC’en. Der er et ret lille udvalg af medicin, ingen alternative specialister og ingen mulighed for at lave diagnostiske undersøgelser. Derfor behandler vi primært på dels klinisk mistanke og dels på hvilke farmaka der er tilstede. Nu er hospitalet fx tømt for malaria medicin. Så er det jo faktisk irrelevant om barnet har malaria eller ej, for det kan ikke behandles. Så jeg synes arbejdet er ret ’idiotsikret’. I sidste uge havde vi en 15 årig pige indlagt. Hun havde – udover underernæring – en hjertefejl. Men vi kunne absolut ikke gøre noget. Det eneste vi kan er at oplyse hende om det, opfordre til at søge læge hvis hun bliver syg og ellers bare håbe på at hun når at fylde 20 år. Det er barsk, men manglen på muligheder gør situationen mindre håbløs. Man skal ikke overveje at betale, hjælpe eller noget – for der er ganske enkelt ikke mulighed for hjerteoperation i Sierra Leone. Det lyder kynisk, men det gør det nemmere at stå i min rolle. På den anden side så fik vi en lille Ibrahim indlagt i starten af ugen. Han var syg af malaria, lungebetændelse og var meget underernæret. Han hev efter vejret og vi diskuterede om han overhovedet ville overleve natten. Men i dag sidder han og smiler og leger. Vi udskrev Sulliman i torsdags og da var moderen henne og synge en sang til mig og kyssede mine fødder i taknemmelighed. Jeg gik stuegang på Amadu i går. Jeg spurgte faderen hvordan han synes det gik. Så lyder svaret ’thanks to you and to God…’. Det er så dejligt og jeg havde ikke regnet med, at det ville betyde så meget for mig. Alle disse børn havde højest sandsynligt været døde, hvis de ikke havde haft mulighed for gratis behandling her på hospitalet.
Ellers så er jeg langsomt ved at vænne mig til at være i et afrikansk arbejdsmiljø. Fx vi havde møde med de eneste øjenlæger i landet i lørdags. Deres klinik ligger 5 timers kørsel fra hospitalet og de dækker hele landet med øjenbehandling. Mødet handlede om, at de måske ville komme her og behandle patienter. Det er rigtig fedt at sidde på forreste række, når vi skaffer øjenbehandling til flere hundrede tusinde mennesker. I går skulle jeg så ringe og lave nogle aftaler med dem. Jeg siger “Hi, this is Line fra Masanga Eye Clinic”. “Yes, Line, I remember”. “Yes, we meet at the meeting this Saturday”. “You’re coming Saturday? When are you coming?”. “No, not coming. I just need a pricelist”. “You come Saturday? Very Nice”. “I’m not coming Saturday”. “You come tomorrow. You should come this week”. Og sådan fortsatte det i 5 minutter. Det er en af de få læger i landet, som er uddannet I Europa. Can you believe it! I give up.
Vi var 7 voluntører der tog i kirke i lørdags. Kirken ligger på hospitalsgrunden og der var nok cirka 150 mennesker i kirke. Det er så syret at sidde i en kirke propfyldt med sorte og så kender man halvdelen. Sådan arbejder, fester og snakker med. Men ihvert fald blev vi bedt om at stille os op og synge Amazing Grace, because white people sing so well and you like this song. Oh my good. Det var sgu lidt presset, syntes jeg. Jeg sagde også bagefter til præsten, at de da skræmte os væk ved at lave sådan et nummer. Han lovede at synge med mig næste gang. Jeg tvivler på, at der bliver en næste gang… Bagefter fik vi mad af christ youth. Generelt giver de rigtig ofte mad i gaver, også for at vise taknemmelighed eller ære os. Det er altid i form af enorme mængder ris med udefinerbart brusk og masser af olie. Evt. lidt chili. Der er en masse om, at man skal spise op for at vise, at man kan lide maden og af hensyn til, at alle sulter omkring os for tiden. Fx vores nurse aids i afdelingen tjener 120.000 leoner om måneden. 50 kg ris koster 120.000 leoner. De har gerne mange børn, forældre, tanter og invalide at tage sig af. Fattigdommen er bare ikke så tydelig fordi alle er fattige. Forstår I? Selv de rigeste i området spiser én gang om dagen.
Efter gudstjenesten lejede vi to biler og kørte til Magburaka for at se fodbold. Engelsk fodbold er en virkelig stor ting hernede og det var rigtig sjovt at høre råb, klap, slåskampe osv. Magburaka er den nærmeste by og ligger cirka 40 minutters kørsel herfra. Den består af en rundkørsel og et t-kryds. Man kan købe stearinlys, kiks (glukose, som i Indien, Maria!) og units til telefonen. Jeg havde virkelig satset på en gang dåse tun, men nej. Det skal man til Makeni for at skaffe – yderligere 3 kvarter væk.
Jeg er gået fuldstændig død i maden hernede. Den er slet ikke så slem som forventet, men jeg er bare gået i fedt chok. Jeg har nu været her i 2 uger og der har allerede været utallige gengangere. Den er sikker hver gang – ris, pasta eller couscous med en sovs af olie, chili, kasawa-leafs og løg. Så kan den indimellem indeholde dåse tomater, jeg har set en enkelt peberfrugt deri og måske vi også får lidt kyllinge brusk. Her i sulteperioden får dyrene jo slet ikke noget at spise og der er intet kød at finde på de afpillede høns og geder der løber rundt omkring os. I dag til frokost fik vi græskarmos og popcorn. Ej men altså, det er så stenet. Jeg er stået helt af. Jeg er aldrig rigtig mæt – det er jo kun fedt og kulhydrater. Vi bor cirka 7 volontører på hostellet. De bruger 4 liter palmeolie om ugen på at fede os op. Jeg bliver vist både fed og fejlernæret. Men bilen kører til Makeni på tirsdag, så da håber jeg, at jeg kan overtale én til at købe tun med til mig. Det er altafgørende for min videre leben her.
Derudover er mine nye Birkenstock sandaler rådnet pga. fugten. Jeg har forsøgt at skrubbe dem helt i bund og så må jeg håbe på at de kan tørre ved næste solstråle. Jeg har fået bejlergaver i form af agurker, kokosnødder og kærestebreve. ’I love you’ er ikke en frase de sparer på hernede. Jeg har fået pakket alle mine penge ned i havregryn dåser så musene ikke spiser dem og jeg er blevet ret rutineret til at bade med en lille øser. Så nu er jeg langsomt installeret til 5 måneder mere i junglen blandt charmerende, tandløse og til tider trættende afrikanere.
Det blev en lang smøre, men den her oplevelse er bare så anderledes, fantastisk og helt umulig at beskrive med få ord.
Håber I alle har det godt og sætter pris på salat, telefonsignal, civilisation og tørt tøj.
De kærligste tanker fra Line
Jeg arbejder stadig på adressen. Der er tilsyneladende en postboks i Makeni, men postsystemet er ikke-eksisterende og nærmest kun opretholdt pga. hvide og rige. Jeg arbejder på sagen. Breve hjemmefra er altid i høj kurs!
mandag den 31. august 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar