Fridag!

Fridag - skønt!

Man vil umiddelbart forvente at jeg har masser af tid eftersom min nye tilværelse er præget af manglende strøm, tidlig mørkt, BMT (black man time) og masser af andre forhindringer, som gør at tiden burde være en overflodsvare. Men nej. Jeg ved ikke hvad jeg laver, men tiden forsvinder mellem mine fingre. Jeg har travlt, jeg har mange planer, jeg laver aftaler og jeg har mange projekter i tankerne. Alt i alt en travl pige i junglen. Men jeg laver jo ikke noget. I dag er mine planer følgende;

Stod op kl 06.30 for at løbe = 1 time
Spise morgenmad, drikke kaffe, snakke med de andre = 2 timer
Indrette ’kontor’ med Liv på terassen med forlængerledning og kaffe = 30 min.
Snakke med Pajamba, vores ’vicevært’, om at træophænget til mit myggenet er mugnet på 6 dage = 1½ time
Gå op på hospitalet og hente gamle journaler = 1 time
Skrive journalerne ind = 1 time
Frokost med de andre voluntører = 1½ time
Forklare nursen, Patrice, at jeg skal lave forskning på hans patienter = 2-3 timer
Ned forbi Maxwell på laboratoriet og hente prøvesvar fra en patient = 1 time.
Bære toiletpapir ned til forbrænder maskinen = 1 time.
Snakke med maleren, Jusuf, om at låne en tynd pensel og finde ham først = 1½ time
Hente pensel = ½ time
Forbi tømrerbiksen og hente grunder så træophænget ikke mugner = 1½ time
Aftensmad = 2 timer
Hygge på terassen = 2 timer
Computerarbejde = 1 time
I seng ved strøm slut kl 22.

Kan I forstå billedet? 21½ times travl ingenting. Det her er endda min fridag. Jeg går ikke stuegang, holder møder, bestiller medicin, indlægger patienter osv. Hvor bliver tiden af? Jeg tror bare man skal kalde det African time.

I søndag havde jeg lidt tøvende indvilliget i at tage med TY på motorcykel til en landsby halvanden times kørsel herfra. Her skulle vi i kirke og jeg skulle holde en health talk for menigheden. Fint. Jeg er ikke den store taler, men tænkte at jeg da bare kunne fortælle lidt om vores arbejde på afdelingen. Så efter 1½ time på motorcykel på mudderveje nåede vi frem. Vi var – selvfølgelig! – forsinkede og ceremonien var i gang. Men vi blev modtaget af præsten og hans familie nede i deres hus ved siden af kirken. Lige inden vi går op i kirken, siger TY; ”So I think you should talk about … malaria!”. What?! Jeg havde intet forberedt, der sad over 100 mennesker i kirken og hvordan kunne han bare slynge et emne ud. Så jeg forklarer at jeg ikke er den store taler, at jeg bare siger lidt om vores arbejde osv. ”But they have announced that you are coming. They are expecting a health talk. You should talk about the big diseases”. Jeg giver op og konkluderer at jeg må freestyle en eller anden tale. Så vi begiver os op mod kirken. Lige inden vi træder ind, siger TY i mit øre ”And I think you should sing a song”. Og så går vi ind. Smukt og afrika keglet!

Der bliver holdt en masse taler, jeg bliver velsignet og der er godt gang i den i kirken. Jeg får holdt min tale om malaria, diarre og fejl- og underernæring. Jeg tror, at det gik meget fint. Jeg fik nævnt at de skal opsøge health facilities, at de skal tage ansvar for deres børns helbred og at de skal huske, at børnene er samfundets fremtid. Der gik helt politiker i mig for en stund. Efter talen fortsatte gudstjenesten og på et tidspunkt fornemmer jeg, at nu er det ikke kun hele menigheden, der stirrer på mig, nu er det også præsten og TY. ”It’s time for your special song”. Og der kom så smilende Lines grænse. Jeg takkede pænt nej og præstens søn forbarmede sig og hoppede op og sang i stedet for mig. Bagefter var der en del bekymrede forældre, som ville have mig til at se på deres børn. De så heldigvis alle sammen rimelig fine ud. Hele showet slutter af med middag og rundvisning af præsten. Fantastisk oplevelse, som efterlod mig smilende og træt.

Her hjemme på hospitalet er der igen kommet malaria medicin og jeg håber derfor på også snart at kunne komme i gang med min forskning. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Selvom arbejdet i afdelingen er meget meningsfyldt, så synes jeg hurtigt, at det er blevet rutine for os. Jeg tror, forskningen vil være en kærkommen adspredelse og så er laboratorium personalet helt fantastisk charmerende. Så jeg glæder mig lige så meget til at have en undskyldning til at hænge ud dernede.

Vi er 7 voluntører der tager til Freetown fra torsdag til søndag. Det bliver sjovt at lege lidt turist, få noget rigtig mad og bare have et par nætter ude. Jeg har lige i dag fået afvide at mange hoteller ikke vil lade piger dele værelse med mindre der også bor en mand. Reglen om same-sex-policy. Det er virkelig stenet. Nu må vi se. Ihvert fald skal alle lagre fyldes med dåsemad og saftevand.

Vi skrives ved på den anden side.

Kærligst Line

Jeg har fundet adressen;
Miss Line Sindal Nielsen
Masanga Hospital Hostel
P.O. Box 44
Magburaka
Northern Region
Sierra Leone

Der er lige blevet modtaget post den anden dag, så der er hul igennem. Alt post er meget kærkomment og jeg vil selvfølgelig blive rigtig glad for en hilsen hjemmefra. Hvis I lægger noget i brevene skal I bare huske at det måske kan blive snuppet, så send ikke noget I ville ærgre jer over forsvandt. MOMO NU! (tak på temne)