Den uretfærdige verden

Kære alle sammen,

Jeg har holdt mig langt væk fra historieskrivningen den sidste uges tid, da jeg har haft sådan nogle stærke oplevelser, at jeg har været i tvivl om de skulle på blog, i dagbog eller bare gemmes i tankerne. Jeg har grædt dem ud, jeg har snakket dem ud og jeg har nu besluttet at de skal på bloggen. Grunden til at jeg skriver dem herind er primært fordi jeg tror, det kan give jer den følelse, jeg har rigtig ofte hernede. Følelsen af afmagt, frustration, dyb sorg, uretfærdighed og ’Hold-op-hvor-skal-vi-bare-tage-os-sammen-og-værdsætte-vores-heldige-plads-i-denne-nådesløse-verden’. Der er så meget at fortælle fra den foregående uge og jeg vil forsøge at skære væk sådan at I stadig hænger på når jeg er færdig.

Det hele starter mandag, hvor vi går stuegang. Assan, på 2 år, er klar til at udskrives, men det passer ikke med klinikken hvor han bor, så vi beholder ham til dagen efter. Samme eftermiddag bliver vi ringet op at Assan er død. Fuldstændig ud af det blå. Vi gik derop, snakkede med moderen, som selvfølgelig var dybt ulykkelig, og snakkede med hospitalets eneste læge. Han gennemgik hele sagen med os, vores beslutninger og behandling. Det var rigtig rart, at høre ham sige, at vi ikke havde gjort noget forkert og at han ville have gjort det samme. Så mandag gik vi i seng med en mærkelig følelse i maven. Tommelfinger reglen på vores afdeling må være, at man aldrig kan vide sig sikker på et barn. Alle vores børn er ustabile, alle vores børn ville ligge på en intensiv afdeling i Danmark og ingen af vores børn har mulighed for scanning, optimal vestlig behandling eller almindelig diagnostisk udredning.

Tirsdag går vi igen stuegang. Vi er ekstra grundige og lidt mere oppe på mærkerne end ellers. Silje går stuegang på Issa på 9 måneder. Han har egentlig aldrig været så syg og dødende som de fleste af vores andre børn, men han har bare været lidt skummel og udefinerbar. Aldrig rigtig syg og aldrig rigtig god. Tirsdag har han så ikke tisset i et døgn, han hiver mere efter vejret og han reagerer ikke ordentligt når vi knipser eller råber til ham. Der er noget galt. Så vi sætter ham på fuld sepsis behandling, som er den maksimale behandling vi kan give på hospitalet. Vores nurse aids er ikke så skarpe til observation, pulsmåling osv. og vi føler os ikke trygge ved at efterlade Issa i deres varetægt. Så kl. 15 kigger vi hinanden i øjnene. Der skal bare ikke dø et barn mere i dag. Så vi laver rulleskema, hvor Silje og jeg skiftevis er på afdelingen gennem hele eftermiddagen, aftenen og natten. Kl. 19 tilslutter vi ham til ilt, men det er en ringe hjælp eftersom der kun er strøm – og dermed ilt – i 3 timer. I løbet af dagen har han stadig ikke rettet sig. Kl. 20.30 beslutter vi at gå sammen hjem og lige holde en lille pause inden vi skal op og afmontere ilten kl. 22. Da det er tid til at strømmen går af igen, går vi sammen derop. Vi er helt stille på gåturen ned til hospitalet og vi ved hvad hinanden tænker. Bare han er blevet bedre. Bare han reagerer på behandlingen. Men da vi kommer derop og lytter til ham har han fået lungekrepitationer, som hos ham er et udtryk for multiorgansvigt. Så vi må slukke for ilten, stoppe rehydreringsbehandlingen og sætte os ned og snakke med den 20 årige mor. Det er umuligt at beskrive og jeg får en klump i halsen igen nu hvor jeg skal skrive det til jer. Men vi måtte sige til hende, at der ikke var mere vi kunne gøre, at vi nu kun kunne håbe og bede, at vi var kede af det og at hun skulle bruge den sidste tid på at sørge for at hendes barn havde det godt. Tænk jer. At stå fuldstændig ude af stand til at gøre noget og se et 9 måneders gammelt spædbarn ligge hive efter vejret og kæmpe for sit lille nye liv. Det var forfærdeligt. Da der behandlingsmæssigt ikke var noget vi kunne gøre, besluttede vi os at gå hjem og sove. Halvandet døgn med fuld fokus og nu snart 2 døde børn. Vi havde brug for ro. Så vi græd hele vejen hjem, græd til de andre voluntører og græd nok også lidt da vi begge lå og skulle sove. Det var den værste følelse, jeg nogensinde har haft. Faderen var taget af sted fra afdelingen dagen inden, fordi han skulle hjem og arbejde på marken. De bor 5 timers gang herfra og der var ingen i landsbyen, der havde telefoner vi kunne ringe til. Dagen efter viste det sig, at han var død kort tid efter vi var gået hjem. Moderen måtte tage sit døde barn på ryggen, gå 5 timer i høj solskin og møde sin familie, som ikke anede hvad der var sket. Hun havde ikke penge til transport og vi gav hende 2000 le (4 kr) til kanoen så hun kunne krydse floden. Jeg gik i en tåge resten af dagen. Jeg kan stadig græde over hvor dybt uretfærdigt det er. Issa kunne sikkert have levet hvis vi havde haft de samme muligheder, som man har i vesten. Det er så uretfærdigt!

Onsdag gik vi paniske rundt og nedstirrede vores resterende børn og var dødsangste, hvis de bare viste det mindste tegn på svaghed. Alle overlevede onsdagen ;-)

Torsdag skulle vi på outreach til Makonkori. Det var vanvittigt. Det ligger cirka 2 timers kørsel fra hospitalet og der er ingen ordentlig behandling i området. En fyr, James, med en 1½ årig uddannelse styrer al sundhed og behandling i et kæmpe område derude. Så da to hvide læge piger kom dertil…ja, I kan sikkert selv forestille jer det. Vi så 130 børn, som alle skulle vejes, måles, vurderes. Derudover så vi alverdens andre patienter – alt fra gravide, blinde, gamle, store acitesmaver, klamme infektiøse sår og jeg ved ikke hvad. Vi spænede rundt i heden i 5 stive timer. Det var rent kaos efterfølgende, at holde styr på hvem vi skulle have med hjem i bilen, hvem der snød for at komme med og hvem vi skulle sortere fra. Der var en gravid kvinde på 19 år, som var så ufattelig tynd, at hun kunne indlægges på vores afdeling. Hun var gravid i 7 måned og man kunne næsten ikke se maven. Men da vi får stoppet os selv, vores 2 nurse aids, vores patienter og alt måleudstyret ind i bilen – i alt 13 voksne og 7 børn - så har vi ikke plads til hende. Jeg forklarer hende, at det er enormt vigtigt, at hun kommer tilbage næste mandag, hvor vi vil tage hende med uanset hvad. Puha, jeg håber hun kommer. Det var ikke sjovt at efterlade hende tilbage. Så endelig er vi klar og alle er inde i bilen. Abdul, vores chaffør, kører 200 meter ned at vejen, og jeg råber ’Stop!’. Der sidder et barn og en mor, som ikke skal indlægges. Så har moderen sikkert bare set sit snit til at komme til hospitalet med hvide læger og gratis behandling. Ud med hende og så af sted. Ud af vores 6 mødre i bilen, havde 3 aldrig kørt i bil før. Så inden længe bliver Silje og jeg udstyret med op til flere småbørn, mens mødrene hænger ud af vinduerne og kaster op. En vanvittig dag, som udløste 6 nye indlæggelser. Bliver spændende at se hvordan det spænder af på mandag, hvor vi skal af sted igen.

Her i weekenden har vi til slut sagt farvel til Rob og Freddy, som er taget tilbage til England. Så kaos-ugen sluttede af med to aftener med Bombay Gin, palmevin, øl og dans. Giver det mening, hvis jeg siger, at jeg næsten besvimede i går aftes kl. 20!?

Det var første og største delen af min uge. Oplevelserne vil helt sikkert sidde i mig i lang tid og jeg må nok i ny og næ hive dem frem – mærke dem, føle det hele igen og aldrig glemme at værdsætte, at jeg var så heldig at blive født på det rigtige kontinent.

Til de af jer, som har mistet koncentrationen eller ikke kan overskue flere historier, så kan I stoppe her.

Den næste skæbne jeg skal fortælle om, er om en højgravid kvinde, der blev indlagt i sidste uge. Hun skulle føde tvillinger, børn nr 9 og 10, var blevet syg og nu også fået svangerskabsforgiftning. I torsdags blev de to drenge så født ved kejsersnit. 2500 g hver og alt i alt nogle ret sunde unger. Få timer efter indgrebet falder hendes blodtryk, hun får feber og efter forholdsvis kort tid er hun i koma. Der står vi så med 2 drenge, kun få timer gamle, en bedstemor og en komatøs nybagt mor. Det er her Silje og jeg kommer ind over. Babyerne skal jo have mad. Så vi har målt, vejet og vurderet hvor meget ’underernærings mælk’ sådan nogle små pus skal have. Vores nurse aids går op til bedstemoderen hver 2. time og giver mælk.
Ret hurtigt blev det tydeligt for os alle, at moderen ikke kommer til at vågne igen. Ergo er bedstemoderen alene med 10 børnebørn, hvoraf to er under en uge gamle. De engelske professorer, som har været hernede den sidste uge på besøg, og de to voluntører, som lige er taget hjem, har efterladt 100 $ hos Silje og jeg og vi har indvilliget i, at være ansvarlige for børnene i vores tid hernede. Vi har snakket med bedstemoderen om, at hun skal komme til os hver uge, hvor vi kigger børnene igennem, snakker med hende om problemer og spørgsmål og udleverer mælkepulver. Hun brød grædende sammen, da vi fortalte, at vi nok skulle betale og hjælpe med arbejdet med de to. Moderen er stadig ikke død, men har nu været i koma i snart 5 døgn. Så vi venter egentlig bare på, at det sker, sådan at bedstemoderen og drengene kan komme hjem. De bor på den anden side af floden.
Jeg er meget glad og beæret over, at vi kan have sådan en central rolle i drengenes liv. Jeg er lettet over, at vi kan følge dem igennem de næste 4 måneder og forhåbentlig se dem vokse og trives. Vi har diskuteret på hostellet, om vi skal gøre dem til et evigt støtteprojekt. Sådan at alle voluntører, som har boet i Masanga, kan efterlade nogle penge til dem og derved finansiere deres første leveår. Det er en urimelig måde at skulle starte sit liv på i en - i forvejen – barsk del af verden.

Det var vist alt for mig denne gang. Sikke en gang begravelses snak, men jeg kan trøste jer med, at jeg ikke har mistet modet og at jeg ved at vores arbejde gør en forskel for rigtig mange små liv hver dag. Jeg håber, at mine historier herfra, kan tjene et højere formål - også I jeres tanker.

Jeg er træt og vil hoppe i seng snart.

Mange kærlige hilsner fra Line