En hård dag på hospitalet

Jeg ved, at jeg skrev i går, at jeg ikke ville skrive før jeg kom tilbage fra Freetown ferien, men jeg har simpelthen haft sådan en vild dag, at jeg bliver nødt til at skrive til jer. Jeg har en ide om, at det at skrive tingene ned, overføre det fra tanker til ord, vil gøre oplevelserne mere håndgribelige.

Dagen startede stille og roligt med stuegang osv. Midt i det hele dukker præstens søn fra Mayosso op. Sød 18 årig fyr, som kommer med agurker og bare vil sige hej. Og hvis I husker – Mayosso ligger 1½ time fra Masanga…på motorcykel! Det vil sige, at den fine fyr havde cyklet 3½ time for at sige hej og give mig en gave. Hmm…meget kært, lidt presset og super overdreven venlighed. Jeg snakker lidt med ham og får sendt ham videre igen efter en lille times tid.

Da jeg efterfølgende kommer tilbage til afdelingen er der kommet et nyt barn. Nurse aidsene og Silje er i gang med at indlægge og jeg går i krig med at vurdere barnets status. 2 årige Aminata havde generaliserede ødemer, et hjerte der galoperede af sted, ingen perifer puls, en respirationsfrekvens på over 80, var anæmisk og var ikke helt til at komme i kontakt med. Hun kæmpede virkelig.

Aminata og hendes forældre bor over 2½ times kørsel herfra og de har ikke råd til transporten og – ikke mindst – den tabte arbejdskraft. De havde samlet penge ind blandt familie, venner og landsbyen og havde fået nok penge i går. Det vil sige, at lige så snart der var mulighed for det drog de mod Masanga. I bogstaveligste forstand kæmpede de mod tiden.

Silje og jeg diskuterer forskellige sandsynlige diagnoser som septisk shock, forgiftning fra traditional medicin eller hjertesvigt. Jeg får ringet efter hospitalets eneste læge, dr. Frank, og han dukker op et kvarter senere. Han er enig med os i, at det er ret seriøst og han tillægger det hele anæmien (blodmanglen). Vi kigger mærkeligt op, da man i Danmark nærmest aldrig ser anæmi give så kraftige symptomer. Hun havde en hæmoglobin på 2,3 mmol/l. (de har andre værdier her, men jeg mener det er den danske). Så der skulle blodtransfusion på bordet. Vi ringer efter Maxwell i laboratoriet og han hiver faderen og moderen over for at teste om de matcher. Moderen er gravid og må derfor ikke give blod og faderen er HIV positiv. Ergo kan ingen af dem give blod. De drøner op i landsbyen og finder en ’ven’, som vil donere. Han er desværre ikke et match. Mens alt det her foregår, er jeg fuldstændig klar over, at jeg er et match, og jeg har en længere diskussion kørende med mig selv. Skal jeg tilbyde – skal jeg ikke? Maxwell ved, at jeg er et match da vi tidligere har snakket bloddonation, men han vil ikke nævne det for mig, for han vil ikke presse mig. I mellemtiden har vi desperat kæmpet for at få en intravenøs adgang. Pga. de generaliserede ødemer er det umuligt at finde årer, så vi begynder at barbere håret af for at finde kranielle vener. Heller ikke her lykkes det. Så vi indser, at vi skal i gang med intraossøs (i knoglen) eller venous-cutting (kirurgisk åbne benet og fysisk finde en vene). Vi har ingen intraossøse kanyler/skruer og dr. Frank har aldrig lavet venous cutting før. Det vil sige at begge metoder er lidt i blinde.

Ihvert fald beslutter vi, at vi ikke vil gå i krig med noget som helst, før vi har sikret os, at der er en donor. Jeg ringer til en af pigerne på hostellet og diskuterer kort med hende hvad hun ville gøre. Jeg synes, det var rigtig svært at vurdere om jeg var følelsesmæssigt invovleret, om det var en farlig sidevej at gå ned af eller om det bare var lige til. Dr. Frank havde sagt, at han ikke synes, jeg skulle gøre det. Signe er enig med mig og siger, at hun også ville gøre det. Så jeg beslutter, at jeg er klar. Jeg tager en snak med dr. Frank om den etiske overvejelse og om der er en politik på hospitalet. Han siger, at det er en personlig vurdering og at jeg skal overveje, hvad jeg vil gøre, når der om 3 uger kommer et nyt barn, der matcher mig. Jeg kan ikke umiddelbart se, at det bliver et problem på lang sigt. Det er rimelig simpelt for mig; jeg ville til enhver tid gøre det derhjemme og her er hjælpen endnu mere tiltrængt. Derudover tror jeg ikke, at jeg ender med at være i et dilemma hver gang der er et sygt barn. Jeg har ligesom kun 5 liter blod at disponere over og jeg skal tage hensyn til at vi ikke får en næringsrig kost samt at jeg er i malaria høj-transmissions område. Derfor konkluderer jeg, at det ikke er en glidebane, da jeg ganske simpelt kun kan give begrænsede mængder.

Så jeg hopper ned på laboratoriet og sætter dem i gang med at cross matche osv og giver dr. Frank grønt lys til at lave intraossøs adgang. Alt kører og jeg får tappet blod osv. Da vi er færdige i laboratoriet, løber Maxwell og jeg op på afdelingen for at aflevere blodet. Da vi går mod indgangen hører vi et skrig. Vi løber ind og der ligger Aminata med hjertestop. Jeg står der med plaster i albuen og skal pludselig give hjertemassage til ’mit’ barn. Det var virkelig hårdt og tusind tanker fløj gennem hovedet på mig. Men med begge hænder kunne jeg nå hele vejen rundt om hendes lille overkrop og jeg laver hjertemassage i 10 minutter sammen med Frank mens Silje giver adrenalin igennem den nyanlagte intraossøse kanyle. Efter 10 minutter uden succes giver vi op. Den reaktion man får fra forældrene når et barn dør er meget voldsom. Det er det første barn, der er død på vores afdeling mens jeg har været her, men der er mange der er døde på pediatric lige ved siden af. Så vi har hørt det flere gange før. De skriger, råber og løber rundt. Kaster sig på gulvet. Kalder på Gud og det hele er bare meget voldsomt. Så da jeg stod der – med plaster på armen, 250 ml blod lettere, uden frokost, posthjertemassage – var det bare helt uvirkeligt.
Mens vi står ved sengen siger Frank. Jeg ved det er meget uetisk, men vi har hele dagen ledt efter en donor til et barn i pediatric. Det er samme blodtype. Kan vi cross matche? Og pludselig skal vi efterlade Aminata og kaste os over et barn, som jeg slet ikke kender, men som måske passer til mit blod. Mens de cross matcher står jeg bare ude foran afdelingen og stirrer ud i luften. Jeg var sulten, træt, svedig og mit hoved var fyldt med tanker om etiske diskussioner, om det døde barn og hjertemassagen, om mit blod, om det nye barn og om hvor forfærdelige skæbner vi møder dag efter dag.

Men Maxwell vender tilbage og jeg matcher barnet på pediatric og vi går straks i gang med transfusionen. Jeg blev meget ked af, at jeg kom meget i fokus. ”Tak Gud for dit offer”, ” Det er en smuk gave du giver” osv osv. Jeg prøvede flere gange at forklare at det også havde været et offer hvis faderen, som var hårdtarbejdende og sikkert i general dårlig stand, havde givet blodet. Men det hjalp intet. Da det hele var ovre sad jeg lige en halv time med nogle af de andre lokale og stenede mens jeg fandt tilbage til virkeligheden igen. Om end en barsk en af slagsen.

Vi har det så godt blandt voluntørerne og jeg ville ikke herned på hostellet lige bagefter. Her vidste jeg, at jeg ville blive overøst med spørgsmål, omsorg og søde mennesker. Jeg havde bare brug for lige at stene det ud, så jeg gik med nogle lokale fyre op i village. Det var rart bare at gå lidt rundt. Rygtet om min donation havde selvfølgelig nået hele vejen rundt, så jeg blev æret på hele turen. Bagefter blev jeg fulgt hjem af en af de lokale og herhjemme har jeg så fået kærlighed, mad og noget gin. Nu er jeg fint kørende igen.

Det har været en lang og hård dag med mange store tanker og følelser. Men jeg er ikke så påvirket, som jeg havde forventet og jeg er bare så lykkelig over at dette totalt fremmede sted kan hjælpe mig til at finde tilbage igen og finde meningen og lysten igen. Det er takket være mine med-voluntører og ikke mindst de omsorgsfulde lokale. Jeg er yderst og ydmygt taknemmelig overfor hvad jeg møder af hengivenhed, omsorg og kærlighed her. Tak, Masanga.

Og nu er jeg for alvor klar til Freetown-’ferie’!