Hjemme igen fra Freetown - Masanga er nu bedst!

Kære alle sammen,

Jeg lå den anden aften, hvor jeg ikke kunne sove, og tænkte på, hvordan jeg kan give nogle beskrivelser videre, som giver et bedre billede af min verden hernede. For jeg skal ærligt indrømme, at dagbog og anden dokumentation lader livet til fordel for store filosofiske tanker, diskussioner med de andre, tanker om nødhjælpens eksistensgrundlag og alverdens andre mere eller mindre (!) vigtige overvejelser. Derfor må bloggen her være det eneste bevis på, at jeg rent faktisk befinder mig i Afrikas jungle og ikke på en lyserød sky. Så jeg forsøger;

Mine ’husdyr’
Udover en hær af myrer, et par og tyve firben og hvad der ellers kan kravle og finde vej ind på mit værelse, så deler jeg også hjem med mus og kakerlakker. Forleden nat, hvor jeg skulle op på badeværelset, satte jeg min fod ned på gulvet. Puha. Jeg kunne bare høre lyden og lysskæret fra min lygte faldt på 10-20 kakerlakker, som spænede væk fra gulvet omkring min seng. Men selv det er blevet hverdag. En anden medbeboer er musene. I starten, hvor jeg vågnede op til spiste vatpinde, bid af mine i forvejen mugne hårelastikker og bid af chokoladen fra Freetown, der smilede jeg. Det er en del af junglelivet – jeg er jo i et med naturen, ikke sandt? Men så en dag blev det alvor. Den nu ubudne gæst havde bidt ledningen over til mine høretelefoner. Så var der krig. Så jeg har lukket alle huller, jeg kunne finde, og måtte forhøre mig omkring lokal musebekæmpelse. De blinker ikke engang. Bare send én kat løs på dit værelse og luk en tynd kat ind på loftet nogle dage. Problem solved. Vi har ingen loftsplader på vores i forvejen ret klamme badeværelse og jeg gruer for tanken om at have katte løbende rundt mellem mine få, men yderst vigtige, ejendele. Min dyrevenlige og katte-frygtige løsning blev, at jeg har slæbt nogle sten ind på værelset og skruet kroge i loftet. Så nu består mit 8 m2 værelse af en seng, et skrivebord, et skab med mug og spindelvæv og nu også et større hængesystem, hvor alt, hvad der er mig kært, hænger i sikker afstand fra musene. Jeg smider lige et blik derover. Mine kæreste ejendele er pt. tre cd’er med sierra leonsk diskomusik, pas, røgelsespinde, tyggegummi, mentos og iPod ledninger. Og selv nu, hvor jeg har mulighed for at genoverveje mine valg, så synes jeg, det er de helt rigtige ting, jeg har fået i sikkerhed.

Turen til arbejde
Hver morgen, hver eftermiddag og gerne også hver aften går jeg turen fra hostellet til hospitalet og landsbyen. Det er en gåtur på cirka 500 meter. Turen er på en jordvej, hvor man går gennem jungle og krydser en å på vejen. Fra hostellet til åen møder man gerne lokale arbejdere, tudser, firben og andet kravl og der er set både skorpioner og slanger her. Ved åen står kvinderne i bare overkroppe og vasker tøj, mens børnene bader og laver spring fra broen. Her bliver man altid mødt af ’Єdra segge, tu bende ra?’ (godmorgen, hvordan har du det?) og man svarer ’Єdra segge, tithokoro’ (godmorgen, takket være Gud). Jeg har gået den tur så utallig mange gange i den tidlige morgensol, i eftermiddags regnen og med solen bagende fra himlen. Forleden aften, da jeg havde været oppe i landsbyen og gik gennem hospitalet på vej hjem, blev jeg stoppet af en nurse aid. Der var blevet indlagt et nyt barn. Så jeg gik i gang med at indlægge Karba, udskrive medicin osv. og da der var gået en lille time var jeg færdig. Men nu var det blevet mørkt. Det er meget specielt at gå hjem på en kulsort aften med alverdens lyde omkring én og ikke et menneske i nærheden. Jeg må indrømme, at jeg var pænt utryg. Jeg skal vænne mig til at være i så tæt kontakt med naturen og til at stole på, at dyrene frygter mig og ikke omvendt. På et tidspunkt stoppede jeg op og slukkede min lygte. Det var som at stå midt imellem stjernerne. Der var utallige ildfluer og de var alle vegne omkring mig. Tilsat junglens lyde, den ubeskriveligt smukke stjernehimmel og det at man står i et så kendt og hjemligt sted – det var magisk! I dag gik jeg så turen igen. Denne gang havde jeg travlt, fordi jeg havde glemt medicinnøglen herhjemme. Jeg tog min iPod i ørene og skruede godt op for CV Jørgensens ’Det sir sig selv’. Endnu engang – magisk.

Arbejdsforholdene
På afdelingen har vi 8 nurse aids ansat. Jeg er personligt meget pjattet med dem og jeg synes de er positive, søde og der er ikke noget surhed, når man giver ordrer. Vi kan lave sjov, men de kender også fint grænsen til at jeg er deres chef. Vi har et lille lokale, som er låst af. Silje og jeg har nøglen. Her har vi Plumpy Nut, mælkepulver, benzin til lamperne, sukker og medicin. Med andre ord; alt det der altid bliver stjålet. Udvalget af medicin er, som jeg tidligere har skrevet, sparsomt. Hermed er der også gerne kun én dosis af hver medicintype. I kraft af at vi arbejder med små underernærede børn, skal vi oftest ned og bruge nogle relativt lave doser. I dag har jeg indlagt Muhammed. Han er 2 år og 3 måneder gammel, 75 cm lang og vejer 5,5 kg. Det er 2 kg. mere end en nyfødt i Danmark! Men han skal have antibiotika. 200 mg. Vi har kun 500 mg. tabletter. Så jeg må dele tabletten i to ( = 250 mg ) og derefter skære et lille hjørne af. Så ender vi forhåbentlig på noget der ligner 200 mg. Det er virkelig jungle medicin.

Min seng
Jeg har de sidste mange dage ligget søvnløs i flere timer inden jeg falder i søvn. Er det hjemve? Er det de mange indtryk? Er det store tanker om livet og fremtiden? Nej. Det er mug. Forestil jer, hvordan en seng lugter, når fyldet i puden er mugnet, når madrassen er muggen, når foret i soveposen er muggen og når selv ophænget til myggenettet er grønt af mug. Yaix! Jeg føler, jeg går i seng med en død gnu hver aften. Jeg kan simpelthen ikke falde i søvn når uanset hvor jeg vender mit ansigt så kvæles jeg af stank og fugt. Det er SÅ klamt. Jeg vil umiddelbart sige, at jeg er rimelig hærdet og jeg klarer mig fint uden strøm, med bad under en lille øsekop, med kakerlakker, mus og dyr og selv muggent tøj har jeg vænnet mig til. Men en muggen seng. Den er virkelig hård ved mig. Men, som med alt andet, så skal jeg nok også vænne mig til lugten af dødt dyr når jeg skal sove.

Derudover har vi haft en rigtig god, produktiv og social uge her i Masanga. Vi var i Makeni i går for at lave praktiske indkøb men også for at tage på en fin bar og drikke kolde ciders. Skønt. Vi har i ugens løb haft møde med Head of Nutrition i distriktet, hvilket har ført til at hans søn kom på motorcykel med et personligt brev og gave fra faderen, en middagsinvitation og 2 patienter, der er blevet kørt tværs over distriktet for at komme til os. Det er helt ude af proportioner. Vi skal til et outreach møde med ham igen på torsdag. Vi er begge lidt usikre på, hvordan vi skal forholde os. Han har haft ringet flere gange til mig igennem de sidste dage for at hilse, sige ’How’s Masanga?’ og for at sige, at han glæder sig til, at vi ses på torsdag. Jeg synes virkelig, det er sjovt og jeg tager med glæde imod brev, patienter og figner i gave. Jeg smiler gerne til hans søn, som ville have mig til at køre en motorcykeltur med ham. Men jeg er sgu lidt luren omkring middag og fremtidig samarbejde. Jeg er så glad for, at Silje også er med indover. Indtil videre giver vores kontakt til ham en masse positivt afkast til vores arbejde og vi er rigtig heldige over, at han går så langt for at hjælpe os. Alt for langt kunne man fristes til at sige. Men bare rolig, Silje og jeg har snakket retningslinjer og vi er enige om at samarbejdet stopper straks han går over grænsen – hvis han overhovedet gør det. Indtil videre er det bare sjovt og frugtbart for vores arbejde. Det har ihvert fald givet anledning til at jeg har grint mange gange igennem den sidste uge.

Torsdag havde vi så endelig mobile clinic med øjenlægerne fra Lunsar. Det gik godt. De er nogle rigtig rare mænd og Silje og jeg havde fornøjelsen af at skulle skaffe overnatning, forplejning og at underholde dem onsdag aften. Jeg var træt torsdag eftermiddag, da de kørte. Havde vitterligt haft et stort smil på i 24 timer. Det er hårdt at være repræsentant for hospitalet og ikke mindst hele den vestlige verden. Men de så 76 øjenpatienter og det var i sig selv en succes. Desværre er patienterne herude mere fattige end lægerne er vant til og kun 15 ud af de 76 patienter kunne betale for behandlingen. Prisen er ikke høj, omkring 15-20 kr, og den skal kun kunne dække deres udgifter til benzin og udstyr. Lægerne var dog meget glade for den behandling de havde fået og de kommer igen om et par måneder. Det er jeg rigtig lettet over eftersom det er rigtig godt for området at få noget kvalificeret øjenbehandling hertil. Næste gang er patienterne forhåbentlig bedre økonomisk forberedte.

Så ja, alt i alt endnu en fantastisk uge her i smørhullet, Masanga.

Tak for jeres tanker, hilsner og mails – det er altid dejligt at høre fra jer alle.

Kærlige tanker fra mig og mine roommates, som langsomt kommer frem nu hvor strømmen er gået igen.