Kære alle sammen,
Jeg har holdt mig langt væk fra historieskrivningen den sidste uges tid, da jeg har haft sådan nogle stærke oplevelser, at jeg har været i tvivl om de skulle på blog, i dagbog eller bare gemmes i tankerne. Jeg har grædt dem ud, jeg har snakket dem ud og jeg har nu besluttet at de skal på bloggen. Grunden til at jeg skriver dem herind er primært fordi jeg tror, det kan give jer den følelse, jeg har rigtig ofte hernede. Følelsen af afmagt, frustration, dyb sorg, uretfærdighed og ’Hold-op-hvor-skal-vi-bare-tage-os-sammen-og-værdsætte-vores-heldige-plads-i-denne-nådesløse-verden’. Der er så meget at fortælle fra den foregående uge og jeg vil forsøge at skære væk sådan at I stadig hænger på når jeg er færdig.
Det hele starter mandag, hvor vi går stuegang. Assan, på 2 år, er klar til at udskrives, men det passer ikke med klinikken hvor han bor, så vi beholder ham til dagen efter. Samme eftermiddag bliver vi ringet op at Assan er død. Fuldstændig ud af det blå. Vi gik derop, snakkede med moderen, som selvfølgelig var dybt ulykkelig, og snakkede med hospitalets eneste læge. Han gennemgik hele sagen med os, vores beslutninger og behandling. Det var rigtig rart, at høre ham sige, at vi ikke havde gjort noget forkert og at han ville have gjort det samme. Så mandag gik vi i seng med en mærkelig følelse i maven. Tommelfinger reglen på vores afdeling må være, at man aldrig kan vide sig sikker på et barn. Alle vores børn er ustabile, alle vores børn ville ligge på en intensiv afdeling i Danmark og ingen af vores børn har mulighed for scanning, optimal vestlig behandling eller almindelig diagnostisk udredning.
Tirsdag går vi igen stuegang. Vi er ekstra grundige og lidt mere oppe på mærkerne end ellers. Silje går stuegang på Issa på 9 måneder. Han har egentlig aldrig været så syg og dødende som de fleste af vores andre børn, men han har bare været lidt skummel og udefinerbar. Aldrig rigtig syg og aldrig rigtig god. Tirsdag har han så ikke tisset i et døgn, han hiver mere efter vejret og han reagerer ikke ordentligt når vi knipser eller råber til ham. Der er noget galt. Så vi sætter ham på fuld sepsis behandling, som er den maksimale behandling vi kan give på hospitalet. Vores nurse aids er ikke så skarpe til observation, pulsmåling osv. og vi føler os ikke trygge ved at efterlade Issa i deres varetægt. Så kl. 15 kigger vi hinanden i øjnene. Der skal bare ikke dø et barn mere i dag. Så vi laver rulleskema, hvor Silje og jeg skiftevis er på afdelingen gennem hele eftermiddagen, aftenen og natten. Kl. 19 tilslutter vi ham til ilt, men det er en ringe hjælp eftersom der kun er strøm – og dermed ilt – i 3 timer. I løbet af dagen har han stadig ikke rettet sig. Kl. 20.30 beslutter vi at gå sammen hjem og lige holde en lille pause inden vi skal op og afmontere ilten kl. 22. Da det er tid til at strømmen går af igen, går vi sammen derop. Vi er helt stille på gåturen ned til hospitalet og vi ved hvad hinanden tænker. Bare han er blevet bedre. Bare han reagerer på behandlingen. Men da vi kommer derop og lytter til ham har han fået lungekrepitationer, som hos ham er et udtryk for multiorgansvigt. Så vi må slukke for ilten, stoppe rehydreringsbehandlingen og sætte os ned og snakke med den 20 årige mor. Det er umuligt at beskrive og jeg får en klump i halsen igen nu hvor jeg skal skrive det til jer. Men vi måtte sige til hende, at der ikke var mere vi kunne gøre, at vi nu kun kunne håbe og bede, at vi var kede af det og at hun skulle bruge den sidste tid på at sørge for at hendes barn havde det godt. Tænk jer. At stå fuldstændig ude af stand til at gøre noget og se et 9 måneders gammelt spædbarn ligge hive efter vejret og kæmpe for sit lille nye liv. Det var forfærdeligt. Da der behandlingsmæssigt ikke var noget vi kunne gøre, besluttede vi os at gå hjem og sove. Halvandet døgn med fuld fokus og nu snart 2 døde børn. Vi havde brug for ro. Så vi græd hele vejen hjem, græd til de andre voluntører og græd nok også lidt da vi begge lå og skulle sove. Det var den værste følelse, jeg nogensinde har haft. Faderen var taget af sted fra afdelingen dagen inden, fordi han skulle hjem og arbejde på marken. De bor 5 timers gang herfra og der var ingen i landsbyen, der havde telefoner vi kunne ringe til. Dagen efter viste det sig, at han var død kort tid efter vi var gået hjem. Moderen måtte tage sit døde barn på ryggen, gå 5 timer i høj solskin og møde sin familie, som ikke anede hvad der var sket. Hun havde ikke penge til transport og vi gav hende 2000 le (4 kr) til kanoen så hun kunne krydse floden. Jeg gik i en tåge resten af dagen. Jeg kan stadig græde over hvor dybt uretfærdigt det er. Issa kunne sikkert have levet hvis vi havde haft de samme muligheder, som man har i vesten. Det er så uretfærdigt!
Onsdag gik vi paniske rundt og nedstirrede vores resterende børn og var dødsangste, hvis de bare viste det mindste tegn på svaghed. Alle overlevede onsdagen ;-)
Torsdag skulle vi på outreach til Makonkori. Det var vanvittigt. Det ligger cirka 2 timers kørsel fra hospitalet og der er ingen ordentlig behandling i området. En fyr, James, med en 1½ årig uddannelse styrer al sundhed og behandling i et kæmpe område derude. Så da to hvide læge piger kom dertil…ja, I kan sikkert selv forestille jer det. Vi så 130 børn, som alle skulle vejes, måles, vurderes. Derudover så vi alverdens andre patienter – alt fra gravide, blinde, gamle, store acitesmaver, klamme infektiøse sår og jeg ved ikke hvad. Vi spænede rundt i heden i 5 stive timer. Det var rent kaos efterfølgende, at holde styr på hvem vi skulle have med hjem i bilen, hvem der snød for at komme med og hvem vi skulle sortere fra. Der var en gravid kvinde på 19 år, som var så ufattelig tynd, at hun kunne indlægges på vores afdeling. Hun var gravid i 7 måned og man kunne næsten ikke se maven. Men da vi får stoppet os selv, vores 2 nurse aids, vores patienter og alt måleudstyret ind i bilen – i alt 13 voksne og 7 børn - så har vi ikke plads til hende. Jeg forklarer hende, at det er enormt vigtigt, at hun kommer tilbage næste mandag, hvor vi vil tage hende med uanset hvad. Puha, jeg håber hun kommer. Det var ikke sjovt at efterlade hende tilbage. Så endelig er vi klar og alle er inde i bilen. Abdul, vores chaffør, kører 200 meter ned at vejen, og jeg råber ’Stop!’. Der sidder et barn og en mor, som ikke skal indlægges. Så har moderen sikkert bare set sit snit til at komme til hospitalet med hvide læger og gratis behandling. Ud med hende og så af sted. Ud af vores 6 mødre i bilen, havde 3 aldrig kørt i bil før. Så inden længe bliver Silje og jeg udstyret med op til flere småbørn, mens mødrene hænger ud af vinduerne og kaster op. En vanvittig dag, som udløste 6 nye indlæggelser. Bliver spændende at se hvordan det spænder af på mandag, hvor vi skal af sted igen.
Her i weekenden har vi til slut sagt farvel til Rob og Freddy, som er taget tilbage til England. Så kaos-ugen sluttede af med to aftener med Bombay Gin, palmevin, øl og dans. Giver det mening, hvis jeg siger, at jeg næsten besvimede i går aftes kl. 20!?
Det var første og største delen af min uge. Oplevelserne vil helt sikkert sidde i mig i lang tid og jeg må nok i ny og næ hive dem frem – mærke dem, føle det hele igen og aldrig glemme at værdsætte, at jeg var så heldig at blive født på det rigtige kontinent.
Til de af jer, som har mistet koncentrationen eller ikke kan overskue flere historier, så kan I stoppe her.
Den næste skæbne jeg skal fortælle om, er om en højgravid kvinde, der blev indlagt i sidste uge. Hun skulle føde tvillinger, børn nr 9 og 10, var blevet syg og nu også fået svangerskabsforgiftning. I torsdags blev de to drenge så født ved kejsersnit. 2500 g hver og alt i alt nogle ret sunde unger. Få timer efter indgrebet falder hendes blodtryk, hun får feber og efter forholdsvis kort tid er hun i koma. Der står vi så med 2 drenge, kun få timer gamle, en bedstemor og en komatøs nybagt mor. Det er her Silje og jeg kommer ind over. Babyerne skal jo have mad. Så vi har målt, vejet og vurderet hvor meget ’underernærings mælk’ sådan nogle små pus skal have. Vores nurse aids går op til bedstemoderen hver 2. time og giver mælk.
Ret hurtigt blev det tydeligt for os alle, at moderen ikke kommer til at vågne igen. Ergo er bedstemoderen alene med 10 børnebørn, hvoraf to er under en uge gamle. De engelske professorer, som har været hernede den sidste uge på besøg, og de to voluntører, som lige er taget hjem, har efterladt 100 $ hos Silje og jeg og vi har indvilliget i, at være ansvarlige for børnene i vores tid hernede. Vi har snakket med bedstemoderen om, at hun skal komme til os hver uge, hvor vi kigger børnene igennem, snakker med hende om problemer og spørgsmål og udleverer mælkepulver. Hun brød grædende sammen, da vi fortalte, at vi nok skulle betale og hjælpe med arbejdet med de to. Moderen er stadig ikke død, men har nu været i koma i snart 5 døgn. Så vi venter egentlig bare på, at det sker, sådan at bedstemoderen og drengene kan komme hjem. De bor på den anden side af floden.
Jeg er meget glad og beæret over, at vi kan have sådan en central rolle i drengenes liv. Jeg er lettet over, at vi kan følge dem igennem de næste 4 måneder og forhåbentlig se dem vokse og trives. Vi har diskuteret på hostellet, om vi skal gøre dem til et evigt støtteprojekt. Sådan at alle voluntører, som har boet i Masanga, kan efterlade nogle penge til dem og derved finansiere deres første leveår. Det er en urimelig måde at skulle starte sit liv på i en - i forvejen – barsk del af verden.
Det var vist alt for mig denne gang. Sikke en gang begravelses snak, men jeg kan trøste jer med, at jeg ikke har mistet modet og at jeg ved at vores arbejde gør en forskel for rigtig mange små liv hver dag. Jeg håber, at mine historier herfra, kan tjene et højere formål - også I jeres tanker.
Jeg er træt og vil hoppe i seng snart.
Mange kærlige hilsner fra Line
tirsdag den 29. september 2009
tirsdag den 22. september 2009
Hjemme igen fra Freetown - Masanga er nu bedst!
Kære alle sammen,
Jeg lå den anden aften, hvor jeg ikke kunne sove, og tænkte på, hvordan jeg kan give nogle beskrivelser videre, som giver et bedre billede af min verden hernede. For jeg skal ærligt indrømme, at dagbog og anden dokumentation lader livet til fordel for store filosofiske tanker, diskussioner med de andre, tanker om nødhjælpens eksistensgrundlag og alverdens andre mere eller mindre (!) vigtige overvejelser. Derfor må bloggen her være det eneste bevis på, at jeg rent faktisk befinder mig i Afrikas jungle og ikke på en lyserød sky. Så jeg forsøger;
Mine ’husdyr’
Udover en hær af myrer, et par og tyve firben og hvad der ellers kan kravle og finde vej ind på mit værelse, så deler jeg også hjem med mus og kakerlakker. Forleden nat, hvor jeg skulle op på badeværelset, satte jeg min fod ned på gulvet. Puha. Jeg kunne bare høre lyden og lysskæret fra min lygte faldt på 10-20 kakerlakker, som spænede væk fra gulvet omkring min seng. Men selv det er blevet hverdag. En anden medbeboer er musene. I starten, hvor jeg vågnede op til spiste vatpinde, bid af mine i forvejen mugne hårelastikker og bid af chokoladen fra Freetown, der smilede jeg. Det er en del af junglelivet – jeg er jo i et med naturen, ikke sandt? Men så en dag blev det alvor. Den nu ubudne gæst havde bidt ledningen over til mine høretelefoner. Så var der krig. Så jeg har lukket alle huller, jeg kunne finde, og måtte forhøre mig omkring lokal musebekæmpelse. De blinker ikke engang. Bare send én kat løs på dit værelse og luk en tynd kat ind på loftet nogle dage. Problem solved. Vi har ingen loftsplader på vores i forvejen ret klamme badeværelse og jeg gruer for tanken om at have katte løbende rundt mellem mine få, men yderst vigtige, ejendele. Min dyrevenlige og katte-frygtige løsning blev, at jeg har slæbt nogle sten ind på værelset og skruet kroge i loftet. Så nu består mit 8 m2 værelse af en seng, et skrivebord, et skab med mug og spindelvæv og nu også et større hængesystem, hvor alt, hvad der er mig kært, hænger i sikker afstand fra musene. Jeg smider lige et blik derover. Mine kæreste ejendele er pt. tre cd’er med sierra leonsk diskomusik, pas, røgelsespinde, tyggegummi, mentos og iPod ledninger. Og selv nu, hvor jeg har mulighed for at genoverveje mine valg, så synes jeg, det er de helt rigtige ting, jeg har fået i sikkerhed.
Turen til arbejde
Hver morgen, hver eftermiddag og gerne også hver aften går jeg turen fra hostellet til hospitalet og landsbyen. Det er en gåtur på cirka 500 meter. Turen er på en jordvej, hvor man går gennem jungle og krydser en å på vejen. Fra hostellet til åen møder man gerne lokale arbejdere, tudser, firben og andet kravl og der er set både skorpioner og slanger her. Ved åen står kvinderne i bare overkroppe og vasker tøj, mens børnene bader og laver spring fra broen. Her bliver man altid mødt af ’Єdra segge, tu bende ra?’ (godmorgen, hvordan har du det?) og man svarer ’Єdra segge, tithokoro’ (godmorgen, takket være Gud). Jeg har gået den tur så utallig mange gange i den tidlige morgensol, i eftermiddags regnen og med solen bagende fra himlen. Forleden aften, da jeg havde været oppe i landsbyen og gik gennem hospitalet på vej hjem, blev jeg stoppet af en nurse aid. Der var blevet indlagt et nyt barn. Så jeg gik i gang med at indlægge Karba, udskrive medicin osv. og da der var gået en lille time var jeg færdig. Men nu var det blevet mørkt. Det er meget specielt at gå hjem på en kulsort aften med alverdens lyde omkring én og ikke et menneske i nærheden. Jeg må indrømme, at jeg var pænt utryg. Jeg skal vænne mig til at være i så tæt kontakt med naturen og til at stole på, at dyrene frygter mig og ikke omvendt. På et tidspunkt stoppede jeg op og slukkede min lygte. Det var som at stå midt imellem stjernerne. Der var utallige ildfluer og de var alle vegne omkring mig. Tilsat junglens lyde, den ubeskriveligt smukke stjernehimmel og det at man står i et så kendt og hjemligt sted – det var magisk! I dag gik jeg så turen igen. Denne gang havde jeg travlt, fordi jeg havde glemt medicinnøglen herhjemme. Jeg tog min iPod i ørene og skruede godt op for CV Jørgensens ’Det sir sig selv’. Endnu engang – magisk.
Arbejdsforholdene
På afdelingen har vi 8 nurse aids ansat. Jeg er personligt meget pjattet med dem og jeg synes de er positive, søde og der er ikke noget surhed, når man giver ordrer. Vi kan lave sjov, men de kender også fint grænsen til at jeg er deres chef. Vi har et lille lokale, som er låst af. Silje og jeg har nøglen. Her har vi Plumpy Nut, mælkepulver, benzin til lamperne, sukker og medicin. Med andre ord; alt det der altid bliver stjålet. Udvalget af medicin er, som jeg tidligere har skrevet, sparsomt. Hermed er der også gerne kun én dosis af hver medicintype. I kraft af at vi arbejder med små underernærede børn, skal vi oftest ned og bruge nogle relativt lave doser. I dag har jeg indlagt Muhammed. Han er 2 år og 3 måneder gammel, 75 cm lang og vejer 5,5 kg. Det er 2 kg. mere end en nyfødt i Danmark! Men han skal have antibiotika. 200 mg. Vi har kun 500 mg. tabletter. Så jeg må dele tabletten i to ( = 250 mg ) og derefter skære et lille hjørne af. Så ender vi forhåbentlig på noget der ligner 200 mg. Det er virkelig jungle medicin.
Min seng
Jeg har de sidste mange dage ligget søvnløs i flere timer inden jeg falder i søvn. Er det hjemve? Er det de mange indtryk? Er det store tanker om livet og fremtiden? Nej. Det er mug. Forestil jer, hvordan en seng lugter, når fyldet i puden er mugnet, når madrassen er muggen, når foret i soveposen er muggen og når selv ophænget til myggenettet er grønt af mug. Yaix! Jeg føler, jeg går i seng med en død gnu hver aften. Jeg kan simpelthen ikke falde i søvn når uanset hvor jeg vender mit ansigt så kvæles jeg af stank og fugt. Det er SÅ klamt. Jeg vil umiddelbart sige, at jeg er rimelig hærdet og jeg klarer mig fint uden strøm, med bad under en lille øsekop, med kakerlakker, mus og dyr og selv muggent tøj har jeg vænnet mig til. Men en muggen seng. Den er virkelig hård ved mig. Men, som med alt andet, så skal jeg nok også vænne mig til lugten af dødt dyr når jeg skal sove.
Derudover har vi haft en rigtig god, produktiv og social uge her i Masanga. Vi var i Makeni i går for at lave praktiske indkøb men også for at tage på en fin bar og drikke kolde ciders. Skønt. Vi har i ugens løb haft møde med Head of Nutrition i distriktet, hvilket har ført til at hans søn kom på motorcykel med et personligt brev og gave fra faderen, en middagsinvitation og 2 patienter, der er blevet kørt tværs over distriktet for at komme til os. Det er helt ude af proportioner. Vi skal til et outreach møde med ham igen på torsdag. Vi er begge lidt usikre på, hvordan vi skal forholde os. Han har haft ringet flere gange til mig igennem de sidste dage for at hilse, sige ’How’s Masanga?’ og for at sige, at han glæder sig til, at vi ses på torsdag. Jeg synes virkelig, det er sjovt og jeg tager med glæde imod brev, patienter og figner i gave. Jeg smiler gerne til hans søn, som ville have mig til at køre en motorcykeltur med ham. Men jeg er sgu lidt luren omkring middag og fremtidig samarbejde. Jeg er så glad for, at Silje også er med indover. Indtil videre giver vores kontakt til ham en masse positivt afkast til vores arbejde og vi er rigtig heldige over, at han går så langt for at hjælpe os. Alt for langt kunne man fristes til at sige. Men bare rolig, Silje og jeg har snakket retningslinjer og vi er enige om at samarbejdet stopper straks han går over grænsen – hvis han overhovedet gør det. Indtil videre er det bare sjovt og frugtbart for vores arbejde. Det har ihvert fald givet anledning til at jeg har grint mange gange igennem den sidste uge.
Torsdag havde vi så endelig mobile clinic med øjenlægerne fra Lunsar. Det gik godt. De er nogle rigtig rare mænd og Silje og jeg havde fornøjelsen af at skulle skaffe overnatning, forplejning og at underholde dem onsdag aften. Jeg var træt torsdag eftermiddag, da de kørte. Havde vitterligt haft et stort smil på i 24 timer. Det er hårdt at være repræsentant for hospitalet og ikke mindst hele den vestlige verden. Men de så 76 øjenpatienter og det var i sig selv en succes. Desværre er patienterne herude mere fattige end lægerne er vant til og kun 15 ud af de 76 patienter kunne betale for behandlingen. Prisen er ikke høj, omkring 15-20 kr, og den skal kun kunne dække deres udgifter til benzin og udstyr. Lægerne var dog meget glade for den behandling de havde fået og de kommer igen om et par måneder. Det er jeg rigtig lettet over eftersom det er rigtig godt for området at få noget kvalificeret øjenbehandling hertil. Næste gang er patienterne forhåbentlig bedre økonomisk forberedte.
Så ja, alt i alt endnu en fantastisk uge her i smørhullet, Masanga.
Tak for jeres tanker, hilsner og mails – det er altid dejligt at høre fra jer alle.
Kærlige tanker fra mig og mine roommates, som langsomt kommer frem nu hvor strømmen er gået igen.
Jeg lå den anden aften, hvor jeg ikke kunne sove, og tænkte på, hvordan jeg kan give nogle beskrivelser videre, som giver et bedre billede af min verden hernede. For jeg skal ærligt indrømme, at dagbog og anden dokumentation lader livet til fordel for store filosofiske tanker, diskussioner med de andre, tanker om nødhjælpens eksistensgrundlag og alverdens andre mere eller mindre (!) vigtige overvejelser. Derfor må bloggen her være det eneste bevis på, at jeg rent faktisk befinder mig i Afrikas jungle og ikke på en lyserød sky. Så jeg forsøger;
Mine ’husdyr’
Udover en hær af myrer, et par og tyve firben og hvad der ellers kan kravle og finde vej ind på mit værelse, så deler jeg også hjem med mus og kakerlakker. Forleden nat, hvor jeg skulle op på badeværelset, satte jeg min fod ned på gulvet. Puha. Jeg kunne bare høre lyden og lysskæret fra min lygte faldt på 10-20 kakerlakker, som spænede væk fra gulvet omkring min seng. Men selv det er blevet hverdag. En anden medbeboer er musene. I starten, hvor jeg vågnede op til spiste vatpinde, bid af mine i forvejen mugne hårelastikker og bid af chokoladen fra Freetown, der smilede jeg. Det er en del af junglelivet – jeg er jo i et med naturen, ikke sandt? Men så en dag blev det alvor. Den nu ubudne gæst havde bidt ledningen over til mine høretelefoner. Så var der krig. Så jeg har lukket alle huller, jeg kunne finde, og måtte forhøre mig omkring lokal musebekæmpelse. De blinker ikke engang. Bare send én kat løs på dit værelse og luk en tynd kat ind på loftet nogle dage. Problem solved. Vi har ingen loftsplader på vores i forvejen ret klamme badeværelse og jeg gruer for tanken om at have katte løbende rundt mellem mine få, men yderst vigtige, ejendele. Min dyrevenlige og katte-frygtige løsning blev, at jeg har slæbt nogle sten ind på værelset og skruet kroge i loftet. Så nu består mit 8 m2 værelse af en seng, et skrivebord, et skab med mug og spindelvæv og nu også et større hængesystem, hvor alt, hvad der er mig kært, hænger i sikker afstand fra musene. Jeg smider lige et blik derover. Mine kæreste ejendele er pt. tre cd’er med sierra leonsk diskomusik, pas, røgelsespinde, tyggegummi, mentos og iPod ledninger. Og selv nu, hvor jeg har mulighed for at genoverveje mine valg, så synes jeg, det er de helt rigtige ting, jeg har fået i sikkerhed.
Turen til arbejde
Hver morgen, hver eftermiddag og gerne også hver aften går jeg turen fra hostellet til hospitalet og landsbyen. Det er en gåtur på cirka 500 meter. Turen er på en jordvej, hvor man går gennem jungle og krydser en å på vejen. Fra hostellet til åen møder man gerne lokale arbejdere, tudser, firben og andet kravl og der er set både skorpioner og slanger her. Ved åen står kvinderne i bare overkroppe og vasker tøj, mens børnene bader og laver spring fra broen. Her bliver man altid mødt af ’Єdra segge, tu bende ra?’ (godmorgen, hvordan har du det?) og man svarer ’Єdra segge, tithokoro’ (godmorgen, takket være Gud). Jeg har gået den tur så utallig mange gange i den tidlige morgensol, i eftermiddags regnen og med solen bagende fra himlen. Forleden aften, da jeg havde været oppe i landsbyen og gik gennem hospitalet på vej hjem, blev jeg stoppet af en nurse aid. Der var blevet indlagt et nyt barn. Så jeg gik i gang med at indlægge Karba, udskrive medicin osv. og da der var gået en lille time var jeg færdig. Men nu var det blevet mørkt. Det er meget specielt at gå hjem på en kulsort aften med alverdens lyde omkring én og ikke et menneske i nærheden. Jeg må indrømme, at jeg var pænt utryg. Jeg skal vænne mig til at være i så tæt kontakt med naturen og til at stole på, at dyrene frygter mig og ikke omvendt. På et tidspunkt stoppede jeg op og slukkede min lygte. Det var som at stå midt imellem stjernerne. Der var utallige ildfluer og de var alle vegne omkring mig. Tilsat junglens lyde, den ubeskriveligt smukke stjernehimmel og det at man står i et så kendt og hjemligt sted – det var magisk! I dag gik jeg så turen igen. Denne gang havde jeg travlt, fordi jeg havde glemt medicinnøglen herhjemme. Jeg tog min iPod i ørene og skruede godt op for CV Jørgensens ’Det sir sig selv’. Endnu engang – magisk.
Arbejdsforholdene
På afdelingen har vi 8 nurse aids ansat. Jeg er personligt meget pjattet med dem og jeg synes de er positive, søde og der er ikke noget surhed, når man giver ordrer. Vi kan lave sjov, men de kender også fint grænsen til at jeg er deres chef. Vi har et lille lokale, som er låst af. Silje og jeg har nøglen. Her har vi Plumpy Nut, mælkepulver, benzin til lamperne, sukker og medicin. Med andre ord; alt det der altid bliver stjålet. Udvalget af medicin er, som jeg tidligere har skrevet, sparsomt. Hermed er der også gerne kun én dosis af hver medicintype. I kraft af at vi arbejder med små underernærede børn, skal vi oftest ned og bruge nogle relativt lave doser. I dag har jeg indlagt Muhammed. Han er 2 år og 3 måneder gammel, 75 cm lang og vejer 5,5 kg. Det er 2 kg. mere end en nyfødt i Danmark! Men han skal have antibiotika. 200 mg. Vi har kun 500 mg. tabletter. Så jeg må dele tabletten i to ( = 250 mg ) og derefter skære et lille hjørne af. Så ender vi forhåbentlig på noget der ligner 200 mg. Det er virkelig jungle medicin.
Min seng
Jeg har de sidste mange dage ligget søvnløs i flere timer inden jeg falder i søvn. Er det hjemve? Er det de mange indtryk? Er det store tanker om livet og fremtiden? Nej. Det er mug. Forestil jer, hvordan en seng lugter, når fyldet i puden er mugnet, når madrassen er muggen, når foret i soveposen er muggen og når selv ophænget til myggenettet er grønt af mug. Yaix! Jeg føler, jeg går i seng med en død gnu hver aften. Jeg kan simpelthen ikke falde i søvn når uanset hvor jeg vender mit ansigt så kvæles jeg af stank og fugt. Det er SÅ klamt. Jeg vil umiddelbart sige, at jeg er rimelig hærdet og jeg klarer mig fint uden strøm, med bad under en lille øsekop, med kakerlakker, mus og dyr og selv muggent tøj har jeg vænnet mig til. Men en muggen seng. Den er virkelig hård ved mig. Men, som med alt andet, så skal jeg nok også vænne mig til lugten af dødt dyr når jeg skal sove.
Derudover har vi haft en rigtig god, produktiv og social uge her i Masanga. Vi var i Makeni i går for at lave praktiske indkøb men også for at tage på en fin bar og drikke kolde ciders. Skønt. Vi har i ugens løb haft møde med Head of Nutrition i distriktet, hvilket har ført til at hans søn kom på motorcykel med et personligt brev og gave fra faderen, en middagsinvitation og 2 patienter, der er blevet kørt tværs over distriktet for at komme til os. Det er helt ude af proportioner. Vi skal til et outreach møde med ham igen på torsdag. Vi er begge lidt usikre på, hvordan vi skal forholde os. Han har haft ringet flere gange til mig igennem de sidste dage for at hilse, sige ’How’s Masanga?’ og for at sige, at han glæder sig til, at vi ses på torsdag. Jeg synes virkelig, det er sjovt og jeg tager med glæde imod brev, patienter og figner i gave. Jeg smiler gerne til hans søn, som ville have mig til at køre en motorcykeltur med ham. Men jeg er sgu lidt luren omkring middag og fremtidig samarbejde. Jeg er så glad for, at Silje også er med indover. Indtil videre giver vores kontakt til ham en masse positivt afkast til vores arbejde og vi er rigtig heldige over, at han går så langt for at hjælpe os. Alt for langt kunne man fristes til at sige. Men bare rolig, Silje og jeg har snakket retningslinjer og vi er enige om at samarbejdet stopper straks han går over grænsen – hvis han overhovedet gør det. Indtil videre er det bare sjovt og frugtbart for vores arbejde. Det har ihvert fald givet anledning til at jeg har grint mange gange igennem den sidste uge.
Torsdag havde vi så endelig mobile clinic med øjenlægerne fra Lunsar. Det gik godt. De er nogle rigtig rare mænd og Silje og jeg havde fornøjelsen af at skulle skaffe overnatning, forplejning og at underholde dem onsdag aften. Jeg var træt torsdag eftermiddag, da de kørte. Havde vitterligt haft et stort smil på i 24 timer. Det er hårdt at være repræsentant for hospitalet og ikke mindst hele den vestlige verden. Men de så 76 øjenpatienter og det var i sig selv en succes. Desværre er patienterne herude mere fattige end lægerne er vant til og kun 15 ud af de 76 patienter kunne betale for behandlingen. Prisen er ikke høj, omkring 15-20 kr, og den skal kun kunne dække deres udgifter til benzin og udstyr. Lægerne var dog meget glade for den behandling de havde fået og de kommer igen om et par måneder. Det er jeg rigtig lettet over eftersom det er rigtig godt for området at få noget kvalificeret øjenbehandling hertil. Næste gang er patienterne forhåbentlig bedre økonomisk forberedte.
Så ja, alt i alt endnu en fantastisk uge her i smørhullet, Masanga.
Tak for jeres tanker, hilsner og mails – det er altid dejligt at høre fra jer alle.
Kærlige tanker fra mig og mine roommates, som langsomt kommer frem nu hvor strømmen er gået igen.
torsdag den 10. september 2009
En hård dag på hospitalet
Jeg ved, at jeg skrev i går, at jeg ikke ville skrive før jeg kom tilbage fra Freetown ferien, men jeg har simpelthen haft sådan en vild dag, at jeg bliver nødt til at skrive til jer. Jeg har en ide om, at det at skrive tingene ned, overføre det fra tanker til ord, vil gøre oplevelserne mere håndgribelige.
Dagen startede stille og roligt med stuegang osv. Midt i det hele dukker præstens søn fra Mayosso op. Sød 18 årig fyr, som kommer med agurker og bare vil sige hej. Og hvis I husker – Mayosso ligger 1½ time fra Masanga…på motorcykel! Det vil sige, at den fine fyr havde cyklet 3½ time for at sige hej og give mig en gave. Hmm…meget kært, lidt presset og super overdreven venlighed. Jeg snakker lidt med ham og får sendt ham videre igen efter en lille times tid.
Da jeg efterfølgende kommer tilbage til afdelingen er der kommet et nyt barn. Nurse aidsene og Silje er i gang med at indlægge og jeg går i krig med at vurdere barnets status. 2 årige Aminata havde generaliserede ødemer, et hjerte der galoperede af sted, ingen perifer puls, en respirationsfrekvens på over 80, var anæmisk og var ikke helt til at komme i kontakt med. Hun kæmpede virkelig.
Aminata og hendes forældre bor over 2½ times kørsel herfra og de har ikke råd til transporten og – ikke mindst – den tabte arbejdskraft. De havde samlet penge ind blandt familie, venner og landsbyen og havde fået nok penge i går. Det vil sige, at lige så snart der var mulighed for det drog de mod Masanga. I bogstaveligste forstand kæmpede de mod tiden.
Silje og jeg diskuterer forskellige sandsynlige diagnoser som septisk shock, forgiftning fra traditional medicin eller hjertesvigt. Jeg får ringet efter hospitalets eneste læge, dr. Frank, og han dukker op et kvarter senere. Han er enig med os i, at det er ret seriøst og han tillægger det hele anæmien (blodmanglen). Vi kigger mærkeligt op, da man i Danmark nærmest aldrig ser anæmi give så kraftige symptomer. Hun havde en hæmoglobin på 2,3 mmol/l. (de har andre værdier her, men jeg mener det er den danske). Så der skulle blodtransfusion på bordet. Vi ringer efter Maxwell i laboratoriet og han hiver faderen og moderen over for at teste om de matcher. Moderen er gravid og må derfor ikke give blod og faderen er HIV positiv. Ergo kan ingen af dem give blod. De drøner op i landsbyen og finder en ’ven’, som vil donere. Han er desværre ikke et match. Mens alt det her foregår, er jeg fuldstændig klar over, at jeg er et match, og jeg har en længere diskussion kørende med mig selv. Skal jeg tilbyde – skal jeg ikke? Maxwell ved, at jeg er et match da vi tidligere har snakket bloddonation, men han vil ikke nævne det for mig, for han vil ikke presse mig. I mellemtiden har vi desperat kæmpet for at få en intravenøs adgang. Pga. de generaliserede ødemer er det umuligt at finde årer, så vi begynder at barbere håret af for at finde kranielle vener. Heller ikke her lykkes det. Så vi indser, at vi skal i gang med intraossøs (i knoglen) eller venous-cutting (kirurgisk åbne benet og fysisk finde en vene). Vi har ingen intraossøse kanyler/skruer og dr. Frank har aldrig lavet venous cutting før. Det vil sige at begge metoder er lidt i blinde.
Ihvert fald beslutter vi, at vi ikke vil gå i krig med noget som helst, før vi har sikret os, at der er en donor. Jeg ringer til en af pigerne på hostellet og diskuterer kort med hende hvad hun ville gøre. Jeg synes, det var rigtig svært at vurdere om jeg var følelsesmæssigt invovleret, om det var en farlig sidevej at gå ned af eller om det bare var lige til. Dr. Frank havde sagt, at han ikke synes, jeg skulle gøre det. Signe er enig med mig og siger, at hun også ville gøre det. Så jeg beslutter, at jeg er klar. Jeg tager en snak med dr. Frank om den etiske overvejelse og om der er en politik på hospitalet. Han siger, at det er en personlig vurdering og at jeg skal overveje, hvad jeg vil gøre, når der om 3 uger kommer et nyt barn, der matcher mig. Jeg kan ikke umiddelbart se, at det bliver et problem på lang sigt. Det er rimelig simpelt for mig; jeg ville til enhver tid gøre det derhjemme og her er hjælpen endnu mere tiltrængt. Derudover tror jeg ikke, at jeg ender med at være i et dilemma hver gang der er et sygt barn. Jeg har ligesom kun 5 liter blod at disponere over og jeg skal tage hensyn til at vi ikke får en næringsrig kost samt at jeg er i malaria høj-transmissions område. Derfor konkluderer jeg, at det ikke er en glidebane, da jeg ganske simpelt kun kan give begrænsede mængder.
Så jeg hopper ned på laboratoriet og sætter dem i gang med at cross matche osv og giver dr. Frank grønt lys til at lave intraossøs adgang. Alt kører og jeg får tappet blod osv. Da vi er færdige i laboratoriet, løber Maxwell og jeg op på afdelingen for at aflevere blodet. Da vi går mod indgangen hører vi et skrig. Vi løber ind og der ligger Aminata med hjertestop. Jeg står der med plaster i albuen og skal pludselig give hjertemassage til ’mit’ barn. Det var virkelig hårdt og tusind tanker fløj gennem hovedet på mig. Men med begge hænder kunne jeg nå hele vejen rundt om hendes lille overkrop og jeg laver hjertemassage i 10 minutter sammen med Frank mens Silje giver adrenalin igennem den nyanlagte intraossøse kanyle. Efter 10 minutter uden succes giver vi op. Den reaktion man får fra forældrene når et barn dør er meget voldsom. Det er det første barn, der er død på vores afdeling mens jeg har været her, men der er mange der er døde på pediatric lige ved siden af. Så vi har hørt det flere gange før. De skriger, råber og løber rundt. Kaster sig på gulvet. Kalder på Gud og det hele er bare meget voldsomt. Så da jeg stod der – med plaster på armen, 250 ml blod lettere, uden frokost, posthjertemassage – var det bare helt uvirkeligt.
Mens vi står ved sengen siger Frank. Jeg ved det er meget uetisk, men vi har hele dagen ledt efter en donor til et barn i pediatric. Det er samme blodtype. Kan vi cross matche? Og pludselig skal vi efterlade Aminata og kaste os over et barn, som jeg slet ikke kender, men som måske passer til mit blod. Mens de cross matcher står jeg bare ude foran afdelingen og stirrer ud i luften. Jeg var sulten, træt, svedig og mit hoved var fyldt med tanker om etiske diskussioner, om det døde barn og hjertemassagen, om mit blod, om det nye barn og om hvor forfærdelige skæbner vi møder dag efter dag.
Men Maxwell vender tilbage og jeg matcher barnet på pediatric og vi går straks i gang med transfusionen. Jeg blev meget ked af, at jeg kom meget i fokus. ”Tak Gud for dit offer”, ” Det er en smuk gave du giver” osv osv. Jeg prøvede flere gange at forklare at det også havde været et offer hvis faderen, som var hårdtarbejdende og sikkert i general dårlig stand, havde givet blodet. Men det hjalp intet. Da det hele var ovre sad jeg lige en halv time med nogle af de andre lokale og stenede mens jeg fandt tilbage til virkeligheden igen. Om end en barsk en af slagsen.
Vi har det så godt blandt voluntørerne og jeg ville ikke herned på hostellet lige bagefter. Her vidste jeg, at jeg ville blive overøst med spørgsmål, omsorg og søde mennesker. Jeg havde bare brug for lige at stene det ud, så jeg gik med nogle lokale fyre op i village. Det var rart bare at gå lidt rundt. Rygtet om min donation havde selvfølgelig nået hele vejen rundt, så jeg blev æret på hele turen. Bagefter blev jeg fulgt hjem af en af de lokale og herhjemme har jeg så fået kærlighed, mad og noget gin. Nu er jeg fint kørende igen.
Det har været en lang og hård dag med mange store tanker og følelser. Men jeg er ikke så påvirket, som jeg havde forventet og jeg er bare så lykkelig over at dette totalt fremmede sted kan hjælpe mig til at finde tilbage igen og finde meningen og lysten igen. Det er takket være mine med-voluntører og ikke mindst de omsorgsfulde lokale. Jeg er yderst og ydmygt taknemmelig overfor hvad jeg møder af hengivenhed, omsorg og kærlighed her. Tak, Masanga.
Og nu er jeg for alvor klar til Freetown-’ferie’!
Dagen startede stille og roligt med stuegang osv. Midt i det hele dukker præstens søn fra Mayosso op. Sød 18 årig fyr, som kommer med agurker og bare vil sige hej. Og hvis I husker – Mayosso ligger 1½ time fra Masanga…på motorcykel! Det vil sige, at den fine fyr havde cyklet 3½ time for at sige hej og give mig en gave. Hmm…meget kært, lidt presset og super overdreven venlighed. Jeg snakker lidt med ham og får sendt ham videre igen efter en lille times tid.
Da jeg efterfølgende kommer tilbage til afdelingen er der kommet et nyt barn. Nurse aidsene og Silje er i gang med at indlægge og jeg går i krig med at vurdere barnets status. 2 årige Aminata havde generaliserede ødemer, et hjerte der galoperede af sted, ingen perifer puls, en respirationsfrekvens på over 80, var anæmisk og var ikke helt til at komme i kontakt med. Hun kæmpede virkelig.
Aminata og hendes forældre bor over 2½ times kørsel herfra og de har ikke råd til transporten og – ikke mindst – den tabte arbejdskraft. De havde samlet penge ind blandt familie, venner og landsbyen og havde fået nok penge i går. Det vil sige, at lige så snart der var mulighed for det drog de mod Masanga. I bogstaveligste forstand kæmpede de mod tiden.
Silje og jeg diskuterer forskellige sandsynlige diagnoser som septisk shock, forgiftning fra traditional medicin eller hjertesvigt. Jeg får ringet efter hospitalets eneste læge, dr. Frank, og han dukker op et kvarter senere. Han er enig med os i, at det er ret seriøst og han tillægger det hele anæmien (blodmanglen). Vi kigger mærkeligt op, da man i Danmark nærmest aldrig ser anæmi give så kraftige symptomer. Hun havde en hæmoglobin på 2,3 mmol/l. (de har andre værdier her, men jeg mener det er den danske). Så der skulle blodtransfusion på bordet. Vi ringer efter Maxwell i laboratoriet og han hiver faderen og moderen over for at teste om de matcher. Moderen er gravid og må derfor ikke give blod og faderen er HIV positiv. Ergo kan ingen af dem give blod. De drøner op i landsbyen og finder en ’ven’, som vil donere. Han er desværre ikke et match. Mens alt det her foregår, er jeg fuldstændig klar over, at jeg er et match, og jeg har en længere diskussion kørende med mig selv. Skal jeg tilbyde – skal jeg ikke? Maxwell ved, at jeg er et match da vi tidligere har snakket bloddonation, men han vil ikke nævne det for mig, for han vil ikke presse mig. I mellemtiden har vi desperat kæmpet for at få en intravenøs adgang. Pga. de generaliserede ødemer er det umuligt at finde årer, så vi begynder at barbere håret af for at finde kranielle vener. Heller ikke her lykkes det. Så vi indser, at vi skal i gang med intraossøs (i knoglen) eller venous-cutting (kirurgisk åbne benet og fysisk finde en vene). Vi har ingen intraossøse kanyler/skruer og dr. Frank har aldrig lavet venous cutting før. Det vil sige at begge metoder er lidt i blinde.
Ihvert fald beslutter vi, at vi ikke vil gå i krig med noget som helst, før vi har sikret os, at der er en donor. Jeg ringer til en af pigerne på hostellet og diskuterer kort med hende hvad hun ville gøre. Jeg synes, det var rigtig svært at vurdere om jeg var følelsesmæssigt invovleret, om det var en farlig sidevej at gå ned af eller om det bare var lige til. Dr. Frank havde sagt, at han ikke synes, jeg skulle gøre det. Signe er enig med mig og siger, at hun også ville gøre det. Så jeg beslutter, at jeg er klar. Jeg tager en snak med dr. Frank om den etiske overvejelse og om der er en politik på hospitalet. Han siger, at det er en personlig vurdering og at jeg skal overveje, hvad jeg vil gøre, når der om 3 uger kommer et nyt barn, der matcher mig. Jeg kan ikke umiddelbart se, at det bliver et problem på lang sigt. Det er rimelig simpelt for mig; jeg ville til enhver tid gøre det derhjemme og her er hjælpen endnu mere tiltrængt. Derudover tror jeg ikke, at jeg ender med at være i et dilemma hver gang der er et sygt barn. Jeg har ligesom kun 5 liter blod at disponere over og jeg skal tage hensyn til at vi ikke får en næringsrig kost samt at jeg er i malaria høj-transmissions område. Derfor konkluderer jeg, at det ikke er en glidebane, da jeg ganske simpelt kun kan give begrænsede mængder.
Så jeg hopper ned på laboratoriet og sætter dem i gang med at cross matche osv og giver dr. Frank grønt lys til at lave intraossøs adgang. Alt kører og jeg får tappet blod osv. Da vi er færdige i laboratoriet, løber Maxwell og jeg op på afdelingen for at aflevere blodet. Da vi går mod indgangen hører vi et skrig. Vi løber ind og der ligger Aminata med hjertestop. Jeg står der med plaster i albuen og skal pludselig give hjertemassage til ’mit’ barn. Det var virkelig hårdt og tusind tanker fløj gennem hovedet på mig. Men med begge hænder kunne jeg nå hele vejen rundt om hendes lille overkrop og jeg laver hjertemassage i 10 minutter sammen med Frank mens Silje giver adrenalin igennem den nyanlagte intraossøse kanyle. Efter 10 minutter uden succes giver vi op. Den reaktion man får fra forældrene når et barn dør er meget voldsom. Det er det første barn, der er død på vores afdeling mens jeg har været her, men der er mange der er døde på pediatric lige ved siden af. Så vi har hørt det flere gange før. De skriger, råber og løber rundt. Kaster sig på gulvet. Kalder på Gud og det hele er bare meget voldsomt. Så da jeg stod der – med plaster på armen, 250 ml blod lettere, uden frokost, posthjertemassage – var det bare helt uvirkeligt.
Mens vi står ved sengen siger Frank. Jeg ved det er meget uetisk, men vi har hele dagen ledt efter en donor til et barn i pediatric. Det er samme blodtype. Kan vi cross matche? Og pludselig skal vi efterlade Aminata og kaste os over et barn, som jeg slet ikke kender, men som måske passer til mit blod. Mens de cross matcher står jeg bare ude foran afdelingen og stirrer ud i luften. Jeg var sulten, træt, svedig og mit hoved var fyldt med tanker om etiske diskussioner, om det døde barn og hjertemassagen, om mit blod, om det nye barn og om hvor forfærdelige skæbner vi møder dag efter dag.
Men Maxwell vender tilbage og jeg matcher barnet på pediatric og vi går straks i gang med transfusionen. Jeg blev meget ked af, at jeg kom meget i fokus. ”Tak Gud for dit offer”, ” Det er en smuk gave du giver” osv osv. Jeg prøvede flere gange at forklare at det også havde været et offer hvis faderen, som var hårdtarbejdende og sikkert i general dårlig stand, havde givet blodet. Men det hjalp intet. Da det hele var ovre sad jeg lige en halv time med nogle af de andre lokale og stenede mens jeg fandt tilbage til virkeligheden igen. Om end en barsk en af slagsen.
Vi har det så godt blandt voluntørerne og jeg ville ikke herned på hostellet lige bagefter. Her vidste jeg, at jeg ville blive overøst med spørgsmål, omsorg og søde mennesker. Jeg havde bare brug for lige at stene det ud, så jeg gik med nogle lokale fyre op i village. Det var rart bare at gå lidt rundt. Rygtet om min donation havde selvfølgelig nået hele vejen rundt, så jeg blev æret på hele turen. Bagefter blev jeg fulgt hjem af en af de lokale og herhjemme har jeg så fået kærlighed, mad og noget gin. Nu er jeg fint kørende igen.
Det har været en lang og hård dag med mange store tanker og følelser. Men jeg er ikke så påvirket, som jeg havde forventet og jeg er bare så lykkelig over at dette totalt fremmede sted kan hjælpe mig til at finde tilbage igen og finde meningen og lysten igen. Det er takket være mine med-voluntører og ikke mindst de omsorgsfulde lokale. Jeg er yderst og ydmygt taknemmelig overfor hvad jeg møder af hengivenhed, omsorg og kærlighed her. Tak, Masanga.
Og nu er jeg for alvor klar til Freetown-’ferie’!
tirsdag den 8. september 2009
Fridag!
Fridag - skønt!
Man vil umiddelbart forvente at jeg har masser af tid eftersom min nye tilværelse er præget af manglende strøm, tidlig mørkt, BMT (black man time) og masser af andre forhindringer, som gør at tiden burde være en overflodsvare. Men nej. Jeg ved ikke hvad jeg laver, men tiden forsvinder mellem mine fingre. Jeg har travlt, jeg har mange planer, jeg laver aftaler og jeg har mange projekter i tankerne. Alt i alt en travl pige i junglen. Men jeg laver jo ikke noget. I dag er mine planer følgende;
Stod op kl 06.30 for at løbe = 1 time
Spise morgenmad, drikke kaffe, snakke med de andre = 2 timer
Indrette ’kontor’ med Liv på terassen med forlængerledning og kaffe = 30 min.
Snakke med Pajamba, vores ’vicevært’, om at træophænget til mit myggenet er mugnet på 6 dage = 1½ time
Gå op på hospitalet og hente gamle journaler = 1 time
Skrive journalerne ind = 1 time
Frokost med de andre voluntører = 1½ time
Forklare nursen, Patrice, at jeg skal lave forskning på hans patienter = 2-3 timer
Ned forbi Maxwell på laboratoriet og hente prøvesvar fra en patient = 1 time.
Bære toiletpapir ned til forbrænder maskinen = 1 time.
Snakke med maleren, Jusuf, om at låne en tynd pensel og finde ham først = 1½ time
Hente pensel = ½ time
Forbi tømrerbiksen og hente grunder så træophænget ikke mugner = 1½ time
Aftensmad = 2 timer
Hygge på terassen = 2 timer
Computerarbejde = 1 time
I seng ved strøm slut kl 22.
Kan I forstå billedet? 21½ times travl ingenting. Det her er endda min fridag. Jeg går ikke stuegang, holder møder, bestiller medicin, indlægger patienter osv. Hvor bliver tiden af? Jeg tror bare man skal kalde det African time.
I søndag havde jeg lidt tøvende indvilliget i at tage med TY på motorcykel til en landsby halvanden times kørsel herfra. Her skulle vi i kirke og jeg skulle holde en health talk for menigheden. Fint. Jeg er ikke den store taler, men tænkte at jeg da bare kunne fortælle lidt om vores arbejde på afdelingen. Så efter 1½ time på motorcykel på mudderveje nåede vi frem. Vi var – selvfølgelig! – forsinkede og ceremonien var i gang. Men vi blev modtaget af præsten og hans familie nede i deres hus ved siden af kirken. Lige inden vi går op i kirken, siger TY; ”So I think you should talk about … malaria!”. What?! Jeg havde intet forberedt, der sad over 100 mennesker i kirken og hvordan kunne han bare slynge et emne ud. Så jeg forklarer at jeg ikke er den store taler, at jeg bare siger lidt om vores arbejde osv. ”But they have announced that you are coming. They are expecting a health talk. You should talk about the big diseases”. Jeg giver op og konkluderer at jeg må freestyle en eller anden tale. Så vi begiver os op mod kirken. Lige inden vi træder ind, siger TY i mit øre ”And I think you should sing a song”. Og så går vi ind. Smukt og afrika keglet!
Der bliver holdt en masse taler, jeg bliver velsignet og der er godt gang i den i kirken. Jeg får holdt min tale om malaria, diarre og fejl- og underernæring. Jeg tror, at det gik meget fint. Jeg fik nævnt at de skal opsøge health facilities, at de skal tage ansvar for deres børns helbred og at de skal huske, at børnene er samfundets fremtid. Der gik helt politiker i mig for en stund. Efter talen fortsatte gudstjenesten og på et tidspunkt fornemmer jeg, at nu er det ikke kun hele menigheden, der stirrer på mig, nu er det også præsten og TY. ”It’s time for your special song”. Og der kom så smilende Lines grænse. Jeg takkede pænt nej og præstens søn forbarmede sig og hoppede op og sang i stedet for mig. Bagefter var der en del bekymrede forældre, som ville have mig til at se på deres børn. De så heldigvis alle sammen rimelig fine ud. Hele showet slutter af med middag og rundvisning af præsten. Fantastisk oplevelse, som efterlod mig smilende og træt.
Her hjemme på hospitalet er der igen kommet malaria medicin og jeg håber derfor på også snart at kunne komme i gang med min forskning. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Selvom arbejdet i afdelingen er meget meningsfyldt, så synes jeg hurtigt, at det er blevet rutine for os. Jeg tror, forskningen vil være en kærkommen adspredelse og så er laboratorium personalet helt fantastisk charmerende. Så jeg glæder mig lige så meget til at have en undskyldning til at hænge ud dernede.
Vi er 7 voluntører der tager til Freetown fra torsdag til søndag. Det bliver sjovt at lege lidt turist, få noget rigtig mad og bare have et par nætter ude. Jeg har lige i dag fået afvide at mange hoteller ikke vil lade piger dele værelse med mindre der også bor en mand. Reglen om same-sex-policy. Det er virkelig stenet. Nu må vi se. Ihvert fald skal alle lagre fyldes med dåsemad og saftevand.
Vi skrives ved på den anden side.
Kærligst Line
Jeg har fundet adressen;
Miss Line Sindal Nielsen
Masanga Hospital Hostel
P.O. Box 44
Magburaka
Northern Region
Sierra Leone
Der er lige blevet modtaget post den anden dag, så der er hul igennem. Alt post er meget kærkomment og jeg vil selvfølgelig blive rigtig glad for en hilsen hjemmefra. Hvis I lægger noget i brevene skal I bare huske at det måske kan blive snuppet, så send ikke noget I ville ærgre jer over forsvandt. MOMO NU! (tak på temne)
Man vil umiddelbart forvente at jeg har masser af tid eftersom min nye tilværelse er præget af manglende strøm, tidlig mørkt, BMT (black man time) og masser af andre forhindringer, som gør at tiden burde være en overflodsvare. Men nej. Jeg ved ikke hvad jeg laver, men tiden forsvinder mellem mine fingre. Jeg har travlt, jeg har mange planer, jeg laver aftaler og jeg har mange projekter i tankerne. Alt i alt en travl pige i junglen. Men jeg laver jo ikke noget. I dag er mine planer følgende;
Stod op kl 06.30 for at løbe = 1 time
Spise morgenmad, drikke kaffe, snakke med de andre = 2 timer
Indrette ’kontor’ med Liv på terassen med forlængerledning og kaffe = 30 min.
Snakke med Pajamba, vores ’vicevært’, om at træophænget til mit myggenet er mugnet på 6 dage = 1½ time
Gå op på hospitalet og hente gamle journaler = 1 time
Skrive journalerne ind = 1 time
Frokost med de andre voluntører = 1½ time
Forklare nursen, Patrice, at jeg skal lave forskning på hans patienter = 2-3 timer
Ned forbi Maxwell på laboratoriet og hente prøvesvar fra en patient = 1 time.
Bære toiletpapir ned til forbrænder maskinen = 1 time.
Snakke med maleren, Jusuf, om at låne en tynd pensel og finde ham først = 1½ time
Hente pensel = ½ time
Forbi tømrerbiksen og hente grunder så træophænget ikke mugner = 1½ time
Aftensmad = 2 timer
Hygge på terassen = 2 timer
Computerarbejde = 1 time
I seng ved strøm slut kl 22.
Kan I forstå billedet? 21½ times travl ingenting. Det her er endda min fridag. Jeg går ikke stuegang, holder møder, bestiller medicin, indlægger patienter osv. Hvor bliver tiden af? Jeg tror bare man skal kalde det African time.
I søndag havde jeg lidt tøvende indvilliget i at tage med TY på motorcykel til en landsby halvanden times kørsel herfra. Her skulle vi i kirke og jeg skulle holde en health talk for menigheden. Fint. Jeg er ikke den store taler, men tænkte at jeg da bare kunne fortælle lidt om vores arbejde på afdelingen. Så efter 1½ time på motorcykel på mudderveje nåede vi frem. Vi var – selvfølgelig! – forsinkede og ceremonien var i gang. Men vi blev modtaget af præsten og hans familie nede i deres hus ved siden af kirken. Lige inden vi går op i kirken, siger TY; ”So I think you should talk about … malaria!”. What?! Jeg havde intet forberedt, der sad over 100 mennesker i kirken og hvordan kunne han bare slynge et emne ud. Så jeg forklarer at jeg ikke er den store taler, at jeg bare siger lidt om vores arbejde osv. ”But they have announced that you are coming. They are expecting a health talk. You should talk about the big diseases”. Jeg giver op og konkluderer at jeg må freestyle en eller anden tale. Så vi begiver os op mod kirken. Lige inden vi træder ind, siger TY i mit øre ”And I think you should sing a song”. Og så går vi ind. Smukt og afrika keglet!
Der bliver holdt en masse taler, jeg bliver velsignet og der er godt gang i den i kirken. Jeg får holdt min tale om malaria, diarre og fejl- og underernæring. Jeg tror, at det gik meget fint. Jeg fik nævnt at de skal opsøge health facilities, at de skal tage ansvar for deres børns helbred og at de skal huske, at børnene er samfundets fremtid. Der gik helt politiker i mig for en stund. Efter talen fortsatte gudstjenesten og på et tidspunkt fornemmer jeg, at nu er det ikke kun hele menigheden, der stirrer på mig, nu er det også præsten og TY. ”It’s time for your special song”. Og der kom så smilende Lines grænse. Jeg takkede pænt nej og præstens søn forbarmede sig og hoppede op og sang i stedet for mig. Bagefter var der en del bekymrede forældre, som ville have mig til at se på deres børn. De så heldigvis alle sammen rimelig fine ud. Hele showet slutter af med middag og rundvisning af præsten. Fantastisk oplevelse, som efterlod mig smilende og træt.
Her hjemme på hospitalet er der igen kommet malaria medicin og jeg håber derfor på også snart at kunne komme i gang med min forskning. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Selvom arbejdet i afdelingen er meget meningsfyldt, så synes jeg hurtigt, at det er blevet rutine for os. Jeg tror, forskningen vil være en kærkommen adspredelse og så er laboratorium personalet helt fantastisk charmerende. Så jeg glæder mig lige så meget til at have en undskyldning til at hænge ud dernede.
Vi er 7 voluntører der tager til Freetown fra torsdag til søndag. Det bliver sjovt at lege lidt turist, få noget rigtig mad og bare have et par nætter ude. Jeg har lige i dag fået afvide at mange hoteller ikke vil lade piger dele værelse med mindre der også bor en mand. Reglen om same-sex-policy. Det er virkelig stenet. Nu må vi se. Ihvert fald skal alle lagre fyldes med dåsemad og saftevand.
Vi skrives ved på den anden side.
Kærligst Line
Jeg har fundet adressen;
Miss Line Sindal Nielsen
Masanga Hospital Hostel
P.O. Box 44
Magburaka
Northern Region
Sierra Leone
Der er lige blevet modtaget post den anden dag, så der er hul igennem. Alt post er meget kærkomment og jeg vil selvfølgelig blive rigtig glad for en hilsen hjemmefra. Hvis I lægger noget i brevene skal I bare huske at det måske kan blive snuppet, så send ikke noget I ville ærgre jer over forsvandt. MOMO NU! (tak på temne)
Abonner på:
Opslag (Atom)